Det er svært at dø i Paris

Bjørn Bredal: Manden der ville vise verden, Gyldendal

Malthe Conrad Bruun ( 1775-1829) blev født i Thisted som søn af amtsforvalter og senere godsejer A. C. Bruun, og han kom i 1790 til København for at studere. Drengen havde dog mere anlæg for at digte.

Han blev optaget i kredsen af intellektuelle omkring Knud Lyhne Rahbek, P. A. Heiberg og Rasmus Nyerup.

Han begyndte på skrift at kritisere tingenes tilstand under enevælden og måtte en tid lang gå i eksil på Hven, hvorfra han holdt kontakten med den borgerlige offentlighed i København. Man så dog i nåde til det unge menneske, især fordi han krøb til korset og skrev et udmærket hyldestdigt til den nyligt afdøde udenrigsminister.

Det unge menneske kunne imidlertid ikke nære sig. I december 1800 fik han Højesterets ord for, at han for " sine formastelige udtryk" skulle forvises fra kongens riger og lande. Dommen havde Bruun allerede foruddiskonteret ved at slå sig ned i Paris. Han havde et usædvanligt sprognemme og lagde på kort tid sin hektiske skrivevirksomhed om til fransk. Han tog navneforandring til Malte-Brun og skrev et hyldestdigt til Napoleon.

I de følgende år skrev han for betydningsfulde parisiske blade, især om udenrigske forhold. Han endte med at skabe sig et navn som sit nye fædrelands mest fremtrædende forfatter af geogra-fibøger, endda på en sådan måde, at hans navn blev brugt som synonym med genren. Det er tydeligt, at Bjørn Bredal har villet skrive en biografiom en intellektuel oprører, den i sit eget hjemland miskendte profet, som blev noget stort i udlandet. Det er en " hyldest til frihedskæmperen og videnskabsmanden", som bagsideteksten proklamerer med en særegen patos.

Bredal er ikke glad for Grundtvigs karakteristik af jyden Bruun: Han " spottede på det kådeste med bibel og konger, adel og statsforfatning og misbrugte regeringens langmodighed, indtil han endelig måtte vandre til Paris og i frihedens hovedstad lære at holde tand for tunge". Men det var netop det, der skete. Bruun lærte sig i Paris kunsten ikke at støde magthaverne fra sig, og forbindelsen til Napoleon steg ham til hovedet, så han kort før kejserens fald forsøgte at bevæge ham til at gribe ind i Skandinaviens skæbne. Interessant i den forbindelse er Bredals påpegning af Malte-Bruns meget aktive, men forgæves forsøg på at modvirke Bernadottes adkomst til den svenske trone.

Efter Napoleons fald gjorde Malte-Brun straks knæfald for den nye konge, Ludvig XVIII, og mod slutningen af sit liv udfærdigede han et rørende bønskrift til den danske konge, der nådigt bevilgede en ophævelse af landsforvisningen. Bogen er ikke vellykket. Den historiske kontekst gengives med en ikke alt for sikker hånd. Bagsideteksten har sågar Bruuns fødested galt. Da den unge J. P. Mynster kommer på tale, skriver Bredal, at det var ham, " som Søren Kierkegaard tog så frygtelig hårdt fat på, da han en menneskealder senere var trådt tilbage som Sjællands biskop". Hele pointen med historien er, at Mynster døde, og at Kierkegaard foretog et opgør med den, der holdt ligtalen, efterfølgeren Martensen. Der er for meget af sådan noget meningsløst koketteri. Gyldenog/ eller Bredal skal nok også lige læse op på både Napoleonskrigene og landboreformerne.

Hvad Bredal mangler i grundighed og præcision, har han til gengæld i esprit og elan. Bogen er som læseoplevelse bedst, når den ernærer sig af sin forfatters pen og forestillingsevne i de dramatiserede scener fra hovedpersonens liv. Den åbner med en - nå, ja - levende beskrivelse af et slagtilfælde: " Malte-Brun, danois, ligger ind over sit skrivebord, stort som en slagmark, i rue Christine, han savler og har næseblod, venstre kind hænger slapt ned, og højre hånd har med et sidste, ukontrolleret slag før lammelsen væltet hans store globus." Bredal har arvet Henrik Stangerups talent for dødslejer. Men det er jo også mere " Dichtung" end " Wahrheit", for der foreligger i sagens natur ingen førstehåndsbeskrivelse af den ensomme død ved et skrivebord.

(KD 17. sep. 2011)