Dansk på 34 måder

Peter Gundelach, Hans Raun Iversen, Margit Warburg: I hjertet af Danmark . Hans Reitzels Forlag, 296 sider, 325 kroner.

Denne bog har sat sig for at svare på det stadig påtrængende spørgsmål, »Hvad vil det sige at være dansk?«. Forfatterne, der er velanskrevne forskere og debattører, har spurgt sig for blandt danskerne for at få svar. Svaret er ganske kort, at danskerne er et pragmatisk, tryghedssøgende og lighedsorienteret folkefærd præget af, hvad forfatterne kalder en kollektivt orienteret individualisme.

Når en rundspørge savner så meget bredde, systematik og repræsentativitet, at der ikke kan laves statistik på den, er det fristende at foretage en nøddåb og kalde undersøgelsen ’kvalitativ’. Om det er, hvad der er sket i dette tilfælde, fremgår ikke, men under alle omstændigheder har de tre forfattere bygget deres undersøgelse på blot 34 kvalitative interview med et tilstræbt udsnit af den danske befolkning. Man bemærker dog straks, at de midaldrende og østdanskerne er overrepræsenterede.

Citater fra disse interview gengives i hele bogen, men hvad de præcist skal bruges til, forbliver uklart. Der hvor bogen fungerer bedst, tjener de udspurgtes udsagn som illustration – men altså kun som illustration – af andre forhold. Det kan være analyser af fænomener fra kulturen og historien, som »man i almindelighed opfatter som noget særlig dansk« – et maleri, et digt, en film eller et bygningsværk som Dybbøl Mølle. Eller det kan være kvantitative analyser og opinionsstudier. Især Peter Gundelach har i andre sammenhænge beriget os med opklarende statistik om danskernes værdier og holdninger. Men det efterlader stadig det samme spørgsmål, nemlig om de 34 interview har nogen værdi som udtryk for andet, end hvad tilfældige danskere mener om livet og verden?

Danskheden kan ytre sig som viden, en følelse eller en bestemt måde at gøre tingene på, og det er f.eks. ikke viden om Danmarks historie, der tynger danskerne, ifølge bogen. Til gengæld har vi nogle følelser knyttet til fædrelandet og ikke mindst nogle forestillinger om, hvordan man skal gøre tingene rigtigt, en tavs viden om, hvordan man gebærder sig i foreningslivet eller på arbejdspladsen.

Præmissen for undersøgelsen er, at ’det danske’ faktisk findes som noget særligt, at det danske er et produkt af en lang fælles historie og praksis, som adskiller os fra de andre. Det er jo muligvis rigtigt, men når denne undersøgelse ikke kan godtgøre påstanden ved at henvise til tilsvarende kvalitative undersøgelser i f.eks. vore nabolande, bliver det ved, nå ja, påstanden.

Lad os tage det velkendte forhold, at danskerne fremhæver sig selv som et særligt konsensussøgende folkefærd. Gør det så denne (forestillede) egenskab til noget særligt dansk, eller vil man ikke snarere finde den repræsenteret lige så rigt i den norske, tyske eller svenske nationale selvforståelse? Man kan nemlig godt få på fornemmelsen, at forestillingerne om de egenskaber, der gør det enkelte folkeslag så specielt, netop er forbavsende ens, når man sammenligner med andre nationers forestillinger.

Det at tænke nationalt er at ville adskille sig fra andre, der imidlertid tænker præcis lige sådan, hvis man skal formulere det lidt principielt. Det er ikke ensbetydende med, at de værdisæt, der regulerer en italieners, en koreaners, en finnes eller en danskers hverdag, er identiske, langtfra. Men skal man finde ud af det, kræver det altså, at man stiller italienerne, koreanerne og finnerne de samme spørgsmål.

Som undersøgelsen står nu, er den blot indfødt med de indfødte, og det behøvede den ikke at ulejlige sig med, for det klarer vi fint selv uden videnskabelig bistand. Det kræver blot lidt høflig konversationstalent til konfirmationsfesten på søndag.

(Politiken 3. maj 2008)