Henrik Gade Jensen, Menneskekærlighedens værk, Cepos
Hvis man vil have noget ud af denne bog, skal man godtage som præmis, at den er drevet og styret af sin forfatters synspunkt. Henrik Gade Jensen er ganske ærlig i sit forord. Han lægger ikke skjul på, at bogen er tænkt som et opgør med velfærdsstaten.
Hans historiske redegørelse underordner sig denne dagsorden. Hvis man måler bogen med historievidenskabelig standard, er den med andre ord til dumpekarakter, for det er ikke en historikers opgave at lade sin fremstilling dominere af personlig moral og politisk overbevisning.
Gade Jensen er slet ikke nogen uhæderlig eller talentløs historiker, men han er bare først og fremmest talerør for et politisk synspunkt. Denne anmeldelse kunne fylde det dobbelte uden tilnærmelsesvis at have udtømt sin kritik af Gade Jensen som historiker, men så ville den også gå fejl af hans anliggende, som ikke er uvæsentligt.
Grundsynspunktet i bogen er, at velfærdsstaten er et uhyre, en Leviathan, der kvæler samfundet. Her skal man lægge mærke til et bestemt forhold, der kendetegner Gade Jensen som politisk tænker, og som overrasker lidt i betragtning af, at bogen er udgivet af den liberale tænketank CEPOS.
Gade Jensen refererer ganske vist til den liberale husgud F. A. Hayek, men han er ikke liberal i den almindelige betydning af ordet. Hvis han var det, ville han modstille staten med individet. Han er derimod snarere kommunitarist, det vil sige tilhænger af samfundets selvorganisering i små, overskuelige grupperinger. Han hylder civilsamfundet og ikke den enkelte borger som det retfærdige samfunds kerne. Gade Jensen har et lyst syn på mennesket. Han mener, at de første samfund opstod, fordi menneskene indså nytten af gensidig hjælp og derfor sluttede sig sammen.
Den lykkelige statsdannelse er for ham den antikke bystat, Polis, hvor staten falder sammen med samfundet. Den er en frivillig sammenslutning af ligestillede borgere, af hvis midte lederne udpeges på skift.
Dermed overser Gade Jensen ganske bevidst det forhold, at langt de færreste mennesker i historien har levet i samfund af denne karakter. Det var - den i øvrigt liberale - sociolog Max Weber, der definerede staten som den organisation, der kan opretholde et monopol på magtudøvelse inden for et givet territorium.
Gade Jensen afviser imidlertid dette mere pragmatiske syn på politik og fastholder sit meget sympatiske, men nok noget urealistiske billede af, hvad der ligger til grund for samfundsdannelsen.
Spørgsmålet er altså: Er mennesket grundlæggende medfølende og altruistisk, eller er det egoistisk og frygtsomt? Gade Jensen har et godt argument mod kynikerne, for hvad er ellers forklaringen på civilsamfundets eksistens? Civilsamfundet er et begreb, der forudsætter to andre, nemlig stat og individ. Det hører med andre ord den moderne tid til. I civilsamfundet foregår alt det, der ikke er dikteret af individuelle interesser eller statslige pålæg. Det kan bestemt ikke betale sig at sætte børn i verden, og det er heller ikke påbudt ved lov, men det gør vi alligevel, og det kan slet ikke svare sig at være frivillig fodboldtræner eller besøgsven, men det gør et forbavsende stort antal mennesker.
Civilsamfundets guldalder faldt i det 19. århundrede. Gade Jensen trækker en række eksempler frem på meget omfattende private initiativer inden for sygepleje, forsorg, oplysning, politik, filantropi og undervisning.
Der er tale om et til formålet tilrettelagt udvalg, og han savner at orientere sig i den relevante litteratur om emnet, men han har grundlæggende ret i at pege på det interessante forhold, at rigtig mange res-sourcestærke mennesker skabte en række samfundsnyttige institutioner for egne midler: sparekasser, børnehjem, sygekasser, brugsforeninger, forsamlingshuse og så videre.
Det er den almindelige opfattelse, at det 19. århundredes civilsamfunds sammenslutninger, sædvanligvis kaldet " de folkelige bevægelser", er ophavet til den moderne velfærdsstat. Det synspunkt er senest fremført af Bo Lidegaard i hans fortælling om Danmark i det 20.
århundrede, som Gade Jensen med fordel kunne have spillet op imod. Hvorom alting er, peger Gade Jensen med føje på, at der er en fundamental forskel på de frivillige associationers civile karakter og den stat, der i dag sponsorerer danskernes velfærd. Grundtvig var populært sagt ikke socialdemokrat.
Staten er historiens sejrherre, er Gade Jensens konklusion, og det er som bekendt sejrherren, der skriver historien. En ægte liberal burde hylde den stærke stat, for individuel frihed er i virkeligheden kun mulig i den stat, der har magten og viljen til at håndhæve individets ret. Men individet er netop ikke Gade Jensens anliggende. Det er samfundet. Det er nok det, der er det mest interessante ved denne bog.
(KD 14. jan. 2012)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar