Over Sundet og ned i historien

Sofie Lene Bak med efterskrift af Bjarke Følner: Ikke noget at tale om. Danske jøders krigsoplevelser 1943-45. 275 sider. Dansk Jødisk Museum.

       

Der er noget forjættende ved fortællingen om de danske jøders redning til Sverige i oktober 1943. Den vækker et håb for mennesket, tænder et lys i en af de mørkeste epoker i menneskehedens historie. Derfor er begivenheden også blevet mytologiseret.

Det indebærer ikke, at historien, som vi kender den, nødvendigvis er forkert, men at dens identitetsbærende egenskaber har domineret over de faktuelle forhold.

Danskerne omtaler gerne begivenheden som jødernes redning. Sofie Lene Bak taler i stedet om jødernes flugt. Spørgsmålet er, hvor vægten lægges. Danskerne - suffleret meget aktivt af ikke mindst amerikanere og israelere - har i de første generationer efter krigen gerne fortalt historien om, hvordan jøderne slap over Sundet takket være danskernes selvopofrelse og heltemod. Taler man i stedet om jødernes flugt, forskydes handlingens tyngdepunkt til flygtningene selv.

I løbet af få uger blev næsten 8000 mennesker bragt i sikkerhed i Sverige. Forskningen regner med i hvert fald fire hovedgrunde til, at flugten lykkedes i så forbavsende grad. For det første var den danske civilbefolkning ganske rigtigt indstillet på at hjælpe. For det andet var Sverige på dette tidspunkt i krigen villig til at modtage flygtninge. Det havde antagelig ikke været tilfældet blot et halvt år tidligere. For det tredje var de tyske myndigheder i Danmark presset til at skaffe sig af med " det jødiske problem", men foretrak at gøre det uden at anvende en brutalitet, der ville frastøde den danske befolkning.

Derfor lod de oplysninger sive om den kommende aktion og gjorde intet væsentligt for at hindre flugten over Sundet. For det fjerde var der transportmuligheder i form af fi-skerbåde. Fiskerne tog sig, som det efterhånden er velbekendt, overordentlig godt betalt, men det må ses i lyset af den risiko, som de mente at løbe.

Det kan dokumenteres, at mindst 47 mennesker omkom i forbindelse med flugten, enten ved drukning, af chok, udmattelse og sygdom eller ved selvmord. En enkelt flygtningehjælper blev skudt af Gestapo. 51 af de 472, som ikke nåede at flygte og blev deporteret til kz-lejren Theresienstadt, omkom. Hertil kom to spædbørn født i lejren.

Bogen giver foruden et detaljeret billede af flugten også et systematisk indblik i eksiltilværelsen i Sverige, der for mange jøder indebar et varigt brud med den traditionelle tilværelse.

For første gang er vilkårene for de mindst 133 jødiske børn, der blev efterladt i Danmark, dokumenteret i sammenhæng.

Som Marcus Melchior allerede gjorde opmærksom på i sine erindringer, var en af de store sejre i denne historie, at jøderne blev budt velkommen, da de vendte tilbage til Danmark. Der var taget vare på deres ejendom og rettigheder, men tiden efter hjemkomsten var ikke nødvendigvis let. Oparbejdelsen af fortiden var en svær proces for de overlevende, og den er ikke slut endnu for børnene. Bjarke Følner giver i efterskriftet en interessant gennemgang af danske mindesmærker for jøderne. De op til 3000 jøder, der kom hertil under pogromen i Polen 1969-1972, havde en ganske anden baggrund end deres danske trosfæller, og først i de seneste år er det lykkedes at integrere den polske erfaring i den danske erindringskultur.

Det viser, hvor tæt nutidens politik er sammenvævet med historiefortolkningen.

I europæisk sammenligning havde en dansk jøde overordentlig gode overlevelseschancer under krigen.

Det er ikke nogen ukontroversiel konstatering. Hvis man som historiker hævder, at det gik danske jøder relativt godt, risikerer man at bagatellisere den enkeltes konkrete og personlige oplevelse. Dette misforhold mellem den videnskabelige og den subjektive betragtning er et problem eller et dilemma, der gør sig gældende for historien i almindelighed og besættelsestiden i særdeleshed.

Bak formår med en saglig loyalitet at bygge en holdbar bro mellem de to tilgange til fortiden. Hun redegør for den gode overlevelsesstatistik uden at tage tragedien ud af de godt 100 dødsfald. Angsten og usikkerheden hos den enkelte gengives side om side med de historiske vilkår, der muliggjorde flugten. Her integreres generelle betragtninger med beretninger fra de involverede. Illustrationssiden følger samme princip. Fotos fra private samlinger af de mennesker, det handler om, suppleres af Ole Akhøjs helt mennesketomme portrætter af åstederne for flugten. Det personlige forenes med det anonyme, det specifikke med det almene.

(KD 9. dec. 2010)