Gitte Redder og Karin Palshøj: Frederik – kronprins af Danmark, Høst og Søn, 352 sider, 299 kroner.
Budskabet er klart: Kronprinsen, hvis officielle titel i øvrigt er prins til og ikke af Danmark, skal markedsføres som hårdtarbejdende, veluddannet, kultiveret familiefar, og de to forfattere står på tæerne af hinanden for at overbevise læseren. Det lykkes næsten. Sten Brogaards forsidebillede viser den moderne kronprins uden ydre tegn på den status, han har, men i skjorte, slips og vest; klassisk, men afslappet, distingveret, men ikke uniformeret. Vielsesringen er naturligvis synlig.
Her er han fanget eller iscenesat i et tænksomt øjeblik, før jakken tages på og de vigtige pligter varetages.
Et andet af Brogaards flotte portrætter er nøglen til forståelse af bogens ærinde. Det viser kronprinsen hvilende i sig selv siddende på et trin på Amalienborg Slotsplads og er gentagelsen af et billede fra omkring 1970, der gengives på den foregående side. Det forestiller den samme person som lille barn, samme sted med samme baggrund, set fra en lidt anden vinkel, men med et helt andet betydningsindhold.
Billedet fra 1970 viser en fortabt dreng. Billedet fra 2008 viser – eller ønsker at vise – en modnet og afklaret mand. I disse to billeder ligger hele bogens plot: udviklingen fra dreng til mand. Bogen skal præsentere Frederik som den indlysende kandidat til det job, som han er født til.
Hvor bogen lykkes bedst, er i beskrivelsen af den kunstnerisk interesserede kronprins. Han har på dette felt stået i skyggen af sine meget æstetisk orienterede forældre, men det bliver tydeligt, at han faktisk har viden og et oprigtigt engagement i emnet og er ivrig samler.
Der er imidlertid en grundskade ved bogen, nemlig en uoverensstemmelse mellem det sagte og den måde, det siges på. Når det f.eks. fremhæves, at traditionerne, slægten og historien betyder meget for kronprinsen, afspejler det sig ikke i den måde, han udtrykker sig på. Hele hans referenceramme er hans egen samtid og hans egen familie. Han er meget nutidig.
Bogen fremhæver kronprinsens modenhed. Det er muligvis rigtigt, men det er f.eks. ikke en modenhed, der afspejles i hans sprogbrug, der lyder som en væsentlig yngre mands. Han bruger vendinger, man ikke plejer at finde på en statsmands repertoire, som f.eks. »totalt grønlandsfreak«, »Det gjorde sindssygt stort indtryk på mig« eller »det er en smaddergod uddannelse«.
Forfatterne har fået højtstående politikere, akademikere og officerer til at sige pæne ting om ham. Professor Erik Albæk siger, at kronprinsen har stor politisk forståelse, og ambassadør Peter Dyvig kalder ham en god diplomat. De argumenter, som kronprinsen selv giver i bogen for sit kandidatur til IOC, overbeviser på den anden side ikke om, at det er tilfældet. Det kandidatur var et fra begyndelsen dårligt gennemtænkt projekt, og det er nok årsagen til, at det risikerer at kuldsejle.
Kongehuset virker ved tilstedeværelse snarere end ved ord. Det er let at komme til at sige for meget. Det virker f.eks. næsten prætentiøst, når kronprinsen om indholdet af sin gerning siger: »Jeg har muligheden for at gøre noget med glæde, gøre andre glade eller få nogle mennesker til at gro«.
Det var et fint træk, da kronprinseparret under en danmarksrundrejse efter brylluppet også aflagde et besøg i Vollsmose i Odense. Det var en symbolsk markering af behovet for at inkludere snarere end at ekskludere det berygtede kvarter. I bogen går kronprinsen imidlertid et skridt for langt ved at sige, at hensigten med besøget var »at give et øget selvværd til en sårbar befolkningsgruppe«. Den stiltiende hensigt med besøget bliver undergravet, når den gøres eksplicit.
Bogen giver et portræt af et sympatisk samtidsmenneske med mange kvaliteter og ikke mindst en meget loyal lillebror, men i betragtning af, at den må være et bestillingsarbejde, der skal fungere som hyldestskrift, er den ikke vellykket. Den siger for meget og viser for lidt.
(Politiken 27. maj 2008)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar