Der er forskel på et CV og en biografi. Et CV beskriver en karriere, en biografi handler om skæbne. Denne bog hører til i den første kategori. Nils Smedegaard Andersen (f. 1958) er dygtig og redelig, men ikke særlig interessant. Det har ikke været ham til skade, at hans svigerfar var direktør i Danske Bank og bedste ven med Mærsk Mc-Kinney Møller, og det eneste gennemgående særtræk ved hans person synes at være, at han har en tendens til det koleriske uden at være flamboyant. Hans filosofi er den enkleste og samtidig mest magtfulde af alle. Han udtalte den som direktør for Carlsberg til Berlingske Tidende i 2003 med ordene: »Målsætningen er at drive en sund og rentabel virksomhed«. Han er manden, der kan fyre folk, når bundlinjen kræver det.
Bogen handler egentlig om, hvad der sker, når denne målsætning møder en anden. I Carlsbergs tilfælde drejer det sig om, at den fondsejede virksomheds fundats binder den til videnskaben, kunsten og andre skrækkeligt urentable foretagender. Det er en gammel strid mellem liberalisme og konservatisme. Den opstår f.eks., når en liberalist er blevet gammel nok og har tjent penge nok, til at han kan sætte sig andre mål i livet. Det kan bunde i noget så banalt som forfængelighed, sikring af eftermælet. Han vil huskes som en, der ikke bare var god til at tjene penge, men også støttede kunsten, fremmede videnskaben eller gavnede naturen. Så skriver han et testamente, der binder en stor del af fremtidens indkomst til et eller flere af disse formål. Mens liberalismen er usentimentalt optaget af fremtiden, er der noget tragisk ved konservatismens forsøg på at fastholde, hvad den opfatter som værdifuldt. Det er altid kun på lånt tid.
I Carlsberg bestod udfordringen i 1990'erne kort sagt i, at hvis bryggeriet ville overleve internationalt, skulle det opkøbe udenlandske bryggerier, men det krævede en fundatsændring i fonden, som måtte opgive sin aktiemajoritet. Det lykkedes for Smedegaard Andersen, og virksomheden kunne vokse sig så stor, som resten af os troede, den allerede var. Det var dristige manøvrer med tåbelige tab og heldige gevinster til følge. Især overtagelsen af bryggeriet Scottish and Newcastle i samvirke med Heineken er noget af en gyser, beskrevet i bogens bedste afsnit.
Opgaven er nogenlunde den samme i Mærsk, hvor Smedegaard Andersen tiltrådte i 2007. Hr. Møller selv er den inkarnerede konservatisme. Han har en vis modvilje mod revolutioner og foretrækker organisk vækst. Hans topfolk havde imidlertid fostret en plan, der gik ud på at ekspandere ved opkøb. De kaldte planen 'Starlight'. (Hvor fantasiløs og corny har man lov til at være, når man driver milliardforretning?) Det kostede kassen. Man havde købt sig til en masse tonnage og en helt usammenhængende organisation. Til at løse det problem hyrede man så den nordiske mester i 200 meter fri fyringsrunde, Nils Smedegaard Andersen. Og hvad med fremtiden på Esplanaden? Spørgsmålet er, om firmaet bliver liberalt, eller direktøren bliver konservativ?
Niels Lunde har skrevet en spændende historie om store værdier - i bogstaveligste forstand. De to nationalkoryfæer har en samlet omsætning på over 300 mia. kr. Lunde er ikke nogen stor fortæller, men han kan skrive, og han anvender en enkel og effektiv krydsklipning mellem Valby og Esplanaden for at beskrive samtidige forløb i de to firmaer. Og hvor har han så sin viden fra? Det vides stort set ikke. Han beskytter sine kilder godt, så man er nødt til at tro ham på hans ord. Det synes at have vægt.
(Politiken 7. okt. 2008. En irriterende sprogfejl er rettet i næstsidste sætning.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar