Så kulret var kong Christian åbenbart heller ikke

Ulrik Langen: Den afmægtige - en biografi om Christian 7 (Jyllands-Postens Forlag, 544 sider, 349 kr.).

Christian VII's berømmelse skyldes hans mangel på magt. Man kender ham kun, fordi hans livlæge gjorde ham til hanrej, og fordi hans egen søn begik statskup mod ham. Først og fremmest mener man at vide om ham, at han var sindssyg. Nu har Ulrik Langen, lektor i historie på Syddansk Universitet i Odense, gjort netop magtesløsheden til omdrejningspunkt i sin godt 500 sider lange biografi om denne statist i spillet om magten.

Christian blev ved sin fødsel i 1749 i den enevældige danske stats retorik fremstillet som den opadgående sol. Allerede på dette tidspunkt var hovedlinjerne i hans skæbne imidlertid lagt, for faderen, Frederik V, var helt ude af stand til at regere på grund af druk. »Parykkerne«, som Langen kalder datidens »jakkesæt«, tog over. Det var kongens ministre og højtstående embedsmænd, der vænnede sig alt for godt til at have magten. De sørgede for, at Christian fik en opdragelse, der på ingen måde gjorde ham skikket til den kongegerning, som han overtog ved faderens tidlige død i 1766.

I sin opvækst var han henvist til at stole på de mennesker, der omgav ham, men i hoffets klaustrofobiske univers, der vel nærmest var at ligne med en dysfunktionel familie sat i system, var han aldrig blevet udstyret med et beredskab, som satte ham i stand til at orientere sig som politiker eller menneske, og ingen af dem, der så det som en opgave at tage vare på barnet, fik lov til at gøre det.

Han var ellers en opvakt og køn dreng. Hans mor døde tidligt, og faderen udgjorde intet forankringspunkt i hans liv. Hans hofmester, Ditlev Reventlow, tyranniserede og ydmygede ham åbenlyst. Han blev rådvild og i tiltagende grad angst. Som konge udgjorde han den mægtige enevældige stats afmægtige centrum.

Det lykkes Langen at tegne et portræt af en styreform, som var grundlæggende sindssyg - et ord, som han helt konsekvent ikke anvender om kongen selv. Han viser, at Christian VII faktisk slet ikke var så tosset endda. Han havde anlæggene og demonstrerede lejlighedsvis, at han kunne sin metier. Men han var prisgivet sine omgivelser.

Struensee udgjorde ingen undtagelse blandt hofsnogene. Han var blot én i en række af folk, som udnyttede det forhold, at de havde opnået kongens fortrolighed til at skaffe sig indflydelse. Forskellen var, at Struensee også ville ændre på systemet, hvad han næsten havde fået held med at gøre, da konservative kræfter iværksatte et kup i 1772. Nye parykker stødte de gamle fra magten, nu med Christians stedmor, enkedronning Juliane Marie, i spidsen. Christians dronning, Caroline Mathilde, blev landsforvist.

Arven fra farfar Frederik V blev dermed givet ubeskåret videre til den lille kronprins, senere kong Frederik VI. Han stod som fireårig uden mor og med en far, der var helt ude af stand til at give ham noget. Hans opdragelse og undervisning var af tvivlsom værdi, og han var næsten så følelsesmæssigt forkrøblet som sin far. Dårlig var han blevet konfirmeret, før nye parykker anvendte ham som marionet i endnu et kup i 1784.

Christian VII var på dette tidspunkt blot 35 år gammel. Han levede endnu mange år i sit vakuum, genstand for omverdenens spot, mens hans søn fik et stadig bedre greb om magten. I 1808 døde den ulykkelige under et ophold i Rendsborg.

I sin fortællestil er Langen et stykke fra den rokoko, som var den unge kong Christian VII's stilart. Det var de graciøse bevægelsers og de fint ciselerede formuleringers epoke. Langen er mere barok, djærv, ukoket. Han øser gavmildt med begge hænder, også selv om der ryger en litterær kliché med i købet. Billedredaktionen er afdæmpet delikat.

Langen undgår klogt alt for håndfaste psykologiseringer, men må alligevel drage læseren ind i nogle helt fundamentale overvejelser over de mekanismer, der danner et menneskes lykke og ulykke.

Konfronteret med så tragisk en skæbne kan det ikke være anderledes. Beskrivelserne af den nedværdigende behandling, som Christian gennem hele livet blev udsat for, er hjerteskærende, uanset hvilken psykologisk teori man har tegnet abonnement på.

Langen demonstrerer suveræn magt over sit stof og sin fortælling, og stedkendt viser han sin læser rundt i et fascinerende og helt igennem fremmed univers.

Portrættet af det 18. århundredes København sammen med beskrivelsen af hoffets nøje koreograferede pragtudfoldelse, dets parfumerede æstetik, intrigerne, affærerne, seksualiteten, sladderen, rygterne - først og fremmest rygterne - udgør den farverige kulisse i et stykke førsteklasses historieskrivning.

(Politiken 30. okt. 2008)