Kirkehistorie - folkesag og skolefag

Carsten Bach-Nielsen, Kirkehistorie - folkesag og skolefag. Eksistensen 2023

Carsten Bach-Nielsen har grebet fat i en flig af noget, som for de fleste i forvejen kan forekomme perifert. Han beskriver, hvordan kirkehistorien i en begrænset periode har spillet en rolle for kirkekunsten og ikke mindst undervisningen i grundskolen, fra slutningen af 1700-tallet til de første årtier af det 20. århundrede.

Det er vigtigt, fordi det blandt andet giver et ret kvalificeret bidrag til svar på, hvorfor Grundtvig var så vigtig for udviklingen af undervisningen i Folkeskolen. Efter Reformationen blev ideen om den konfessionelle stat født. For at blive anerkendt som myndig undersåt og retssubjekt skulle man bekende sig til samme tro som landets fyrste, altså i Danmarks tilfælde Den augsburgske Konfession. Det blev i 1736 yderligere befæstet med en obligatorisk eksamen i denne troslære for alle, både drenge og piger, også kaldet konfirmation.

I mange år var den systematiske eller dogmatiske tilgang til den kristne børnelærdom fremherskende i form af f.eks. lærebøger af Erik Pontoppidan eller N.E. Balle. Imidlertid dukkede der et andet perspektiv op på kristendommen i slutningen af 1700-tallet, nemlig det historiske, f.eks. i form at Christian Bastholms ”Kort Udsigt over den aabenbarede Religions Historie” fra 1791.

Bach-Nielsen peger på, at den systematiske tilgang til teologien gerne plejer det princip, at sandheden foreligger i bestemt form ental, mens den historiske tilgang nødvendigvis må indeholde en forestilling om sandhedens forandring og den dertil hørende anerkendelse af, at folk til andre tider har set anderledes på tingene, altså en eller anden form for relativering af den kristne sandhed. 

I tidens teologiske strid mellem de vakte og rationalismen tilhørte Bastholm rationalismen, og det er så her Bach-Nielsen peger på, at N.E. Balles nevø, den unge Grundtvig, som var modstander af Bastholms rationalisme, selv brugte kirkehistorien til at forfægte sit synspunkt. Han skrev i 1814 en lærebog for børneskolen, ”En liden Bibelkrønike for Børn og Menigmand”, der også rummede et kirkehistorisk afsnit. 

Bach-Nielsen giver eksempler på, at netop denne historiske tilgang til stoffet, som Grundtvig anlagde i sin tid som luthersk-ortodoks, peger frem mod den senere liberale, udogmatiske og uortodokse Grundtvig. Dermed understreges også kontinuiteten og sammenhængen i Grundtvigs liv og værk – i modsætning til de fleste Grundtvig-forskere, der gerne har fokuseret på bruddene.

Hvorom alting er, blev kirkehistorien sammen med bibelhistorien en væsentlig del af den kristelige oplæring i almueskolen i 1800-tallet, og Grundtvigs syn på historien og kirkehistorien blev dominerende. Bach-Nielsen gennemgår i den anledning en hel række af de lærebøger i kirkehistorie, der blev brugt i grundskolen. Men fra 1930erne var det slut. Kirkehistorie gled ud som et element af kristendomsundervisningen.

Bogens centrale kapitel handler om Marmorkirken i København. Den er tegnet af den højborgerlige arkitekt Ferdinand Meldahl og betalt af finansmanden C.F. Tietgen. Den benytter sig af materialer og et formsprog, der ligger den teglhængte, landlige, grundtvigske æstetik fjernt, men alligevel må den karakteriseres som grundtvigsk, fordi dens udsmykning er programmatisk kirkehistorisk. På kirkens øvre balustrade ses en række statuer af profeter og kirkefædre fra Moses over Augustin til Luther. Rundt om kirken er opstillet statuer af væsentlige skikkelser i den danske kirkehistorie fra Ansgar til Grundtvig.

Deltagerne i kirkens indvielse i 1894 havde antagelig en væsentlig bedre forudsætning for at forstå Marmorkirkens billedprogram end vi har i dag, for de havde som en del af deres religionsundervisning hørt om Ambrosius, Chrysostomos og Hieronymus. Det er ikke kun udvalget af repræsentanter fra kirkehistorien, der gør Marmorkirkens billedprogram til grundtvigsk, men alene det forhold, at billedprogrammet så konsekvent er kirkehistorisk anlagt, er i sig selv grundtvigsk.

Denne bog henvender sig i udgangspunktet til læsere, der interesserer sig for religionsdidaktikkens historie – eller for grundtvigsk kirkearkitektur. Den stiller høje krav til abstraktionsevnen, men lader ikke sin læser i stikken. Carsten Bach-Nielsen øser velskrivende med begge hænder af sin indsigts fylde, og den er – som mange læsere af denne avis ved – ikke af et ringe omfang.

(Kristeligt Dagblad 25. sept. 2023. Avisen valgte en anden rubrik)