En gullaschbaron

Kaj Buch Jensen: Matadoren Valdemar Henckel, Forlaget Almuebøger, 241 sider, kr. 248.

Valdemar Henckel ( 1877-1953) hørte til generationen af gullaschbaroner, der tjente mange penge hurtigt, men satte dem over styr med samme hastighed og med store omkostninger til følge for dem, de omgav sig med. Henckel nåede at blive rig og gå fallit som både byggematador, teglværksejer, skibsreder og skibsbygger.

Henckel kan imidlertid ikke bare afskrives som en skruppelløs spekulant eller bedrager, som nogen vil gøre ham til. Henckel blev født uden for ægteskab på den Kgl. Fødselsstiftelse i København, og hans far døde tidligt, men den lille Valdemar blev adopteret af den mand, der giftede sig med hans mor. Hans voksede op under beskedne kår og måtte slide sig til en uddannelse som skibsbygger på Orlogsværftet på Holmen i København.

I de første år af det 20. århundrede var der et byggeboom svarende til det, der herskede præcis 100 år senere. Henckel havde ved hjælp af forbindelser fået foden inden for i hovedstadens byggebranche, og snart stod han for byggerier af prangende beboelsesejendomme, især i kvarteret omkring Glyptoteket. Lighederne med den seneste boligkrise er ganske slående.

Bygherrer og entreprenører arbejdede på kredit, og så længe der var optimisme, var det muligt at tjene formuer på luftkasteller, men så snart det i 1907-08 stod klart, at markedet var mættet, og priserne vendte, havde de intet kapitalgrundlag at stå imod med, og resultatet var fallit også hos de kreditgivende banker.

Fuldstændig som nutidens fallenter oprettede Henckel en ægtepagt og fortsatte med at drive forretning med sin kones penge, der var skærmet fra kreditorernes krav. Han fortsatte med at bygge, men nu i mindre målestok. I 1912 dukkede han op i Kalundborg med planer om at bygge et teglværk på Røsnæs eller Refnæs, som det også kaldtes dengang. Det var planen at iværksætte en større industriel produktion af tegl med afsætning i hovedstaden for øje. Transporten var den begrænsende faktor, men Henckel øjnede en mulighed for udskibning af stenene fra den lille nærliggende havn på nordsiden af Røsnæs. Det førte ham over i rederibranchen.

På grund af krigen 1914-18 var skibsfart en risikofyldt branche, men fragtraterne var også enorme. Henckel købte f. eks. i 1916 for 163.000 kroner et skib, som allerede på sin første tur tjente 100.000. » At det skulle times Kalundborg, at den skulle blive sædet for en af de største sejlskibsflåder i Danmark! « skrev Kallundborg Avis begejstret om forhåbningerne til Henckel.

I 1916 tog Henckel endnu et initiativ med dannelsen af Aktieselskabet Kalundborg Skibsværft, men på dette tidspunkt begyndte han også at løbe ind i modstand, først fra lokale forretningsfolk som byens gamle matador konsul Peter Colding og den unge handelsmand S. P.

Jensen. Dagbladet Børsen begyndte at interessere sig for Henckels forretningsmetoder og indledte, hvad Kaj Buch Jensen ikke tøver med at kalde en kampagne mod Henckel. Henckels forretninger involverede tvivlsomme handler med skibe mellem selskaber, der var kontrolleret af Henckel, som derved tjente store penge. Skibsværftet mødte politisk modstand, og Henckel blev udsat for mistanken om, at det var et rent skrivebordsprojekt, men Henckel havde politisk tæft. Det var lykkedes ham at få de lokale socialdemokrater over på sin side, og han skød mange penge i den kommunale valgkamp i 1917.

Endelig den 4. oktober 1918 kunne skibsværftet indvies med en stor fest, hvor både minister uden portefølje Th. Stauning og lensgrevinde Lerche-Lerchenborg deltog, mens alle hovedstadsaviser skrev omfattende reportager. På højden af sin aktivitet omfattede Henckels virksomhed flere rederier, skibsværfter i Kalundborg, Marstal og Korsør samt en maskinfabrik. Derudover stod han bag adskillige byggerier i Kalundborg, herunder ikke mindst det prætentiøse Grand Royal Hotel på havnen. Kalundborg og Omegns Bank var nær knyttet til Henckels virksomheder. I januar 1921 standsede banken sine betalinger, fordi den ikke længere kunne overholde sine forpligtelser. Det var især skibsværftet i Kalundborg, der havde trukket banken ned, og kort tid efter brød hele Henckels virksomhedskonglomerat sammen. Henckel blev arresteret og ved en langvarig retssag blev han endelig i 1923 idømt tre års fængsel for bedrageri. Han blev benådet af justitsminister Steincke i 1924. Han flyttede ikke tilbage til Kalundborg, men genoptog en efterhånden omfattende byggevirksomhed i København. I 1940 gik han i betalingsstandsning, og han fik efterfølgende en dom for dokumentfalsk. Endnu engang blev Henckel benådet. Det kan ikke udelukkes, at hans livslange venskab med fremtrædende socialdemokrater havde betydning.

Det blev altså ikke Henckel, der endte som Danmarks største reder, som Kallundborg Avis havde forudset. Det blev som bekendt en anden iværksætter fra en anden købstad, A. P. Møller fra Svendborg, der stiftede Dampskibsselskabet af 1912. Henckel var dygtig og entreprenant som en anden kalundborgsk lokalmatador, Arne Bybjerg. I modsætning til Bybjerg solgte han dog ikke i tide, og han betalte prisen for den risiko, han løb. Han var ingen charlatan, ingen Stein Bagger, for der var faktisk gehalt i meget af det, han gjorde. Han ligner Kurt Thorsen meget mere, en mand, der øjner forretningsmulighederne før de fleste, men som også er indstillet på at skære en genvej, som loven ikke tillader. Og så var han som Thorsen optaget af kvaliteten i det byggeri, han stod for. Henckel var også de store armbevægelsers mand. Han havde et overdådigt privatforbrug, men han var også generøs og loyal mod sine støtter, venner og familie.

Kaj Buch Jensen har gjort et meget stort arbejde for at opspore kilderne til Valdemar Henckels komplicerede levnedsløb og udmøntet sine resultater i en velfortalt og velillustreret bog. Udgangspunktet er den lokalhistoriske interesse, og det er lykkedes at give et nuanceret portræt af denne fascinerende, forbryderiske og flamboyante forretningsmand, der har sat så afgørende et præg på Kalundborg. Men faktisk viser bogen også, hvor betydningsfuld en bygherre Henckel var i København, hvor han stod bag en lang række af hovedstadens mest markante boligbyggerier.

(Nordvest-nyt, 1. dec. 2012)