Grundtvig mellem de ideologiske kløfter

Ove Korsgaard og Michael Schelde ( red.): Samfundsbyggeren - artikler om Grundtvigs samfundstænkning. Forlaget Anis, 251 sider, 249 kroner.

Constantin Hansens berømte billede af åbningsmødet i den grundlovgivende rigsforsamling i oktober 1848 pryder forsiden af denne bog om Grundtvigs betydning for samfundstænkning og politik.

Grundtvig indtager umiddelbart ikke nogen fremtrædende plads på billedet. I forgrunden promenerer alle de nationalliberale skikkelser, mens Grundtvig er pakket væk, siddende i baggrunden til højre langt fra billedets centrum. Faktisk var Grundtvig slet ikke til stede på mødet, for han blev først medlem af forsamlingen efter et suppleringsvalg, men det anfægter ikke en dygtig maler.

Hansen har placeret Grundtvig lige under billedets forsvindingspunkt, hvor de linjer, der markerer dybdeperspektivet, mødes. På den måde sidder Grundtvig tilbagetrukkent og dog centralt i billedet, og dermed er bogens tema slået an: hvordan skal man placere Grundtvig i samfundets, statens og nationens udvikling i det 19.

århundrede? Hvor central var han? Hvem og hvad var han påvirket af, og hvem og hvad påvirkede han? Det vil føre for vidt at omtale alle bogens bidrag. I virkeligheden lader spørgsmålet sig også bedst besvare ved at se over på den anden side af grænsen - den svenske.

Urban Claesson fra Högskolan i Dalarna foretager i bogens sidste kapitel om Sverige, " landet uden Grundtvig", en sammenligning af Danmarks og Sveriges udvikling i det 19. århundrede. Der er flere afgørende forskelle mellem Danmark og Sverige. Den danske selvejende bondestand var et relativt nyt fænomen i Danmark i 1800-tallet. Den blev til som et resultat af landboreformerne i anden halvdel af det 18. og første halvdel af det 19. århundrede. I Sverige var selvejerbønderne langt mere etablerede som stand, også på den svenske rigsdag. De danske bønder havde større grund til at organisere sig som opposition til staten, mens de svenske bønder allerede følte sig som en del af staten.

Omvendt forholdt det sig med vækkelsesbevægelserne i de to lande. I Danmark forblev vækkelserne i det store hele inden for folkekirken, mens de i Sverige, hvor de anglo-amerikanske vækkelser havde betydelig større succes, organiserede sig som frikirker. Her må man i øvrigt endelig ikke glemme at pege på Indre Mission som en afgørende faktor i udviklingen, fordi Indre Mission valgte at blive i folkekirken som en bevidst strategi. At Indre Mission gør væsentlig mindre væsen af sig end grundtvigianerne, får ofte folk til at glemme betydningen af den valgte strategi for integrationen af kirke, stat og folk.

Endelig var industrialiseringen i Sverige mere fremskreden. Derfor stod Socialdemokratiet stærkere dér end i Danmark, hvor bondepartiet Venstre var hovedaktør i forfatningskampen. Her kommer Grundtvigs opfattelse af sammenhængen mellem Helligånd og Folkeånd, det vil sige mellem kristendommen og det nationale, mellem skabelsesorden og historisk virkelighed, ind i billedet. Partiet Venstre tog i vid udstrækning Grundtvigs tanker til sig, også da partiet blev statsbærende i 1901.

Hermed skabtes der i Danmark den stærke integration af kirke, stat og folk, mens den politiske udvikling i Sverige bragte et parti til magten, som ikke havde kirken som selvfølgelig følgesvend. I forlængelse af Claessons pointe kan man pege på, at Venstre faktisk ikke sad på magten særlig længe, og da Socialdemokratiet overtog rollen som statsbærende parti, skete det med en inklusion og ikke en eksklusion af kirken og den grundtvigske folkelighedstanke. Claesson peger på, at kirken i Danmark har folket som subjekt, det vil sige handlende aktør, mens den svenske folkekirke bygger på, at den har folket som objekt. Denne tanke kunne man forsøgsvis overføre på den danske henholdsvis den svenske stat.

Fra Grundtvigs 150-års-fødselsdag i 1933 til hans 200 års fødselsdag i 1983 blev han fremstillet som ophavet til alt godt og hensigtsmæssigt herneden. Det var det halve århundrede, da Grundtvig og Danmark levede lykkeligt sammen.

På en eller anden måde lykkedes det at koble nation, stat og velfærdspolitik sammen til et amalgam af livsanskuelse, forestillingsverden og praktisk politik, som man kunne sætte mærkaten " Grundtvig" på.

I løbet af 1980' erne kunne det imidlertid ikke holde længere. Murens fald, borgerkrigen i Jugoslavien, globalisering, økonomisk krise og migration slog alvorlige sprækker i den danske models selvforståelse. Grundtvig blev fejet til side af dem, der troede på den nationale velfærdsstats død, mens de, der frygtede den nationale velfærdsstats død, tog ham til sig som et krammedyr. Grundtvig blev en rekvisit i et tosidet ideologisk opgør, hvor grøfterne blev gravet så dybe, at det blev aldeles vanskeligt ikke at vælge side. Ville man undgå den ene grøft, faldt man gerne i den anden. Men er Grundtvig så dømt ude? Nej, faktisk ikke.

Ove Kaj Pedersens åbningskapitel forsøger at genåbne den frie drøftelse af Grundtvig og hans betydning uden at falde i nogen af grøfterne. Ove Kaj Pedersen kommer fra samfundsvidenskaben, og hans indfaldsvinkel er, at samfundsvidenskaberne sært nok har ignoreret Grundtvig. Historikerne og teologerne har haft monopol på fortolkningen af Grundtvig, mens samfundsvidenskaberne ikke rigtig har regnet ham for noget. Det er jo i udgangspunktet en forsømmelse, men det tilvejebringer også et ubenyttet fortolkningsrum. Grundtvig er blevet interessant som samfundstænker.og samfundsbygger.

(Grænsen, okt. 2013)