Michael Dobbs, Sovjetunionens
fald – Den kolde Krigs slutspil, Informations Forlag
Sovjetunionens sammenbrud i 1991 er en bemærkelsesværdig
begivenhed. På disse kanter kender vi den mest i skikkelse af de afledte hændelser,
Berlinmurens fald og den tyske genforening, eller rettere DDR’s sammenbrud og
den efterfølgende udvidelse af Forbundsrepublikken med de nye delstater i øst.
Sovjetunionen var verdens største stat, kontinentets stærkeste militærmagt, et
diktatur styret af kommunistpartiets jernnæve. Men på ganske kort tid smuldrede
det bare. Ud af denne opløsning opstod 15 nye stater med Rusland som den
væsentligste. Helt uden blodsudgydelse gik det ikke, men vurderet med en
verdenshistorisk målestok, er det nærmest helt enestående, at et så stort imperium,
der i den grad var bygget på vold og undertrykkelse, kunne falde fra hinanden
så relativt fredeligt. Spændingerne, der blev skabt i den anledning, har siden
udløst lokale og regionale konflikter i bl.a. Jugoslavien, Tjetjenien, Georgien
og Ukraine, men intet i en størrelsesorden, som man dengang med god grund kunne
frygte.
Michael Dobbs (ikke at forveksle med den jævngamle
navnefælle, der er manuskriptforfatter til den oprindelige version af ’House of
Cards’) udgav i 1996 bogen ’Down With Big Brother’, som nu hermed er oversat
til dansk. Bogen består af omtrent 60
afsnit, hver med et stednavn, Kabul, Gdańsk, Moskva, Tjernobyl,
Jalalabad, Genève osv. som overskrift. I reportagens form beskriver afsnittene
tildragelser, begivenheder og møder, som har været centrale i den historiske
proces, der ledte til Warszawapagtens og Sovjetunionens opløsning.
Enkelte af
afsnittene bygger på Dobbs’ eget arbejde som korrespondent. Han besøgte
Leninværftet i Gdansk i 1980, da en af værftets forhenværende ansatte, elektrikeren
Lech Wałęsa, stillede sig spidsen for
en strejke, der endte med at føre til undtagelsestilstand i landet. Da Boris
Jeltsin stående på en kampvogn foran Det hvide Hus i Moskva den 19. august 1991
talte mod de kupmagere, der havde sat Gorbatjov i husarrest, stod Dobbs lige
ved siden af.
At skrive historie
som om der var tale reportagejournalistik har den indlysende styrke, at læseren
trækkes ind i øjeblikkets drama, især med så effektiv en fortællestemme som Dobbs’.
Han var naturligvis ikke til stede, da politbureauet for Sovjetunionens
kommunistpartis centralkomité i 1985 valgte Gorbatjov som ny gensek, generalsekretær, men hans fluen-på-væggen-reportagestil
anskueliggør processen. Dobbs nævner ikke det nu meget berømte tilfælde, da en
officer i det russiske flyvevåben, Stanislav Petrov, i 1983 hindrede udbruddet
af en atomkrig, idet Petrov med rette identificerede det russiske
missilvarslingsssystems advarsel om et amerikansk angreb som falsk alarm. Det
skyldes antagelig, at episoden ikke var så kendt, da Dobbs skrev bogen. Den
ville ellers have passet perfekt til hans fortælleskabelon.
Dobbs tager næsten
udelukkende udgangspunkt i Warszawapagtens lande. Det vil sige, at systemkonflikten
mellem NATO og Warszawapagten ikke inddrages som en faktor. NATOs dobbeltbeslutning
1979, som dannede en væsentligt forudsætning for Den kolde Krigs slutspil,
nævnes kun forbigående. Den store NATO-øvelse Able Archer, der i 1983 af
Warszawapagten blev tolket som en forberedelse til krig, nævnes heller ikke.
Dobbs opfatter
Sovjetunionens og Warszawapagtens sammenbrud som et resultat af en økonomisk og
politisk bankerot, der egentlig allerede havde været tydelig omkring 1970. Landbrug
og industri kunne ikke følge med produktivitetsstigningerne i Vesten, og det
politiske system i Sovjetunionen var stivnet. Dobbs bruger Leonid Bresjnevs
skikkelse som et billede på Sovjetunionens tilstand. Bresjnev var de sidste år
af sit liv meget syg og endda nærmest dement, men inderkredsen om ham gjorde
alt for at skjule det for omverdenen. På samme måde var det sovjetiske system
sygt uden at nogen gjorde andet end at forsøge at dække over det. Oliekrisen i
begyndelsen af 1970erne reddede imidlertid den sovjetiske økonomi, for eksport
af fossil energi fra de rige felter i Sibirien sikrede den nødvendige hårde
valuta, hvormed man kunne kompensere for den manglende indenlandske produkton.
Landbruget var f.eks. så ineffektivt, at Sovjetunionen ikke var selvforsynende
med korn.
Efter 1980 faldt
oliepriserne, og indtægterne svigtede. Samtidig havde Sovjetunionen engageret
sig i en meget dyr krig i Afghanistan. Bresjnev døde i 1982 og blev efterfulgt
som gensek af Jurij Andropov, der
døde 16 måneder senere. Hans efterfølger Konstantin Tjernenko døde efter godt
et år. Den amerikanske vicepræsident,
George Bush sr., var på det tidspunkt vant til at gå til begravelser i Kreml og
kommenterede det med ordene ”I omkommer, vi kommer,” som det hedder i den
begavede oversættelse af ”You die, we fly.”
I 1985 kom Gorbatjov
så til. Han forsøgte at holde sammen på Sovjetunionen samtidig med, at han
ønskede at reformere systemet indefra. Begge dele mislykkedes. Dobbs lægger
vægt på, at Gorbatjov i modsætning til sine forgængere var for ung til, at han
var blevet dannet af erfaringen fra krigen og at han derfor var mindre
indstillet på at bruge vold. Magt lader sig dog ikke altid udøve uden vold. I
januar 1991 blev sovjetisk militær sat ind mod demonstranter i Vilnius. Det
kostede 13 civile litauere livet. Gorbatjov bærer det formelle ansvar for disse
drab, men generelt var han ikke tilhænger af jernnævens politik.
En indre opposition
i kommunistpartiet gjorde samme år oprør mod det, de opfattede som en slap
politik over for delrepublikkernes løsrivelsestrang. Deres kup mislykkedes
efter få dage, men da Gorbatjov vendte tilbage til magten, var det for sent.
Sovjetunionen gik i opløsning få måneder efter, og Gorbatjovs reelle arvtager
blev Ruslands præsident, Boris Jeltsin.
Når Gorbatjov især i
Vesten bevares i venlig erindring, skyldes det, at han fik skabt et
tillidsforhold til den amerikanske præsident Ronald Reagan allerede ved deres
første møde i Genève i 1985. Dobbs fremhæver, at Reagan, der var kendt som
sikkerhedspolitisk hardliner, indså, at Gorbatjov var til at tale med, og
sammen fjernede de reelt truslen om atomkrig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar