Sympatisk bog om Tidehverv

Henrik Bach, Konfrontationskurs. Tidehverv og den guddommelige komedie, Gyldendal, 351 sider,

Det er svært at få hold på, hvad Tidehverv er. Spørger man til Tidehvervs organisation, får man at vide, at det bare er et tidsskrift og et sommermøde. Der er intet medlemskartotek eller optagelseskrav. I sit ophav og indhold er Tidehverv i det væsentligste negativt bestemt. Det første nummer af tidsskriftet udkom i oktober 1926, og i programartiklen lagde en af redaktørerne, Gustav Brøndsted, særlig vægt på, at tidsskriftet netop ikke havde noget program. Den definition har været den fremherskende lige siden. ”Tidehvervsbevægelsen er et arbejdsfællesskab af enere, som stående i den danske folkekirke er forenet i en radikal protest mod de ledende kirkelige kredses forkyndelse og et personligt opgør med tidens livsanskuelser.” skrev Børge Diderichsen i 1950.

Tidehverv er som en rockerklub. Når man spørger dem, hvad de vil, meddeles det neutralt, at de bare er forenet af en levende interesse for motorcykler. De fleste har dog en velbegrundet mistanke om, at Tidehvervs levende interesse for evangeliets rette forståelse står i en vis forbindelse med evnen til at opstille tæskehold i tidens debat.

Netop denne bundethed til tidens spørgsmål gør, at den indlysende indgang til forståelse af fænomenet Tidehverv er den historiske, den kontekstualiserende. Det gjorde Torben Bramming i en stadig meget læseværdig bog med titlen Tidehvervs Historie fra 1993. Bramming var tidligere prospect i klubben, idet han havde en fortid som vordende svigersøn til Søren Krarup. Han brød imidlertid med klanen og kom i bad standing, da han viste, at bevægelsen er således bundet til tiden, at den endte med at blive præcis, hvad den indledningsvis ønskede ikke at være. Bogen udløste den forventede tæskeholdsreaktion. Det samme gjorde Mette Katrine Grosbølls udmærkede bog med samme ærinde fra 2007, Teologisme – om Tidehvervs vej til Christiansborg.

Henrik Bach har valgt helt overordnet at disponere sit stof kronologisk, men med betydelige indslag af forsøg på en systematisk ordning af stoffet. I modsætning til Bramming har han intet udestående med Tidehverv, men forsøger sig med en positiv definition af bevægelsen forstået på to måder. Bach er for det første sympatisk indstillet over for Tidehvervs teologiske anliggende, og for det andet forsøger han at vise, hvorledes dette anliggende kan beskrives som definerende for Tidehverv over tid. Som fremgangsmåde har Bach valgt at beskrive bevægelsen gennem læsninger i tidsskriftet, og han sammenstiller gerne artikler fra 1920erne og 1930erne med meget senere bidrag for at vise kontinuiteten.

Svagheden ved denne tilgang er, at fremstillingen bliver harmoniserende forstået på den måde, at den række af brud og konflikter, som Tidehvervs historie også består af, forsvinder fra synsfeltet. Mest nødtørftigt omtales Kaj Thanings uoverensstemmelse med Anders Nørgaard i slutningen af 1930erne om synet på forholdet mellem menighed og folk. Denne diskussion er helt afgørende for forståelsen af brudfladen mellem det grundtvigske og det tidehvervske. Det går lidt bedre med omtalen af K.E. Løgstrup, selv om Bach hævder, at han ikke skal betragtes som tidehvervsmand. Det gør det lidt vanskeligt at forstå Løgstrups og K. Olesen Larsens opgør om Kierkegaard i 1950erne. Til gengæld aftrykkes i bogen et tre sider langt brev fra 1981, hvor Løgstrup selv forklarer sit brud med Tidehverv. Bach får krabbet sig sært konverserende ind på den såkaldte antinomisme-strid, da Søren Krarup stod i spidsen for et internt opgør om forholdet mellem lov og evangelium. Indtil dette tidspunkt havde det været et grundsynspunkt for Tidehverv, at der ikke af Evangeliets ord kunne uddrages en politisk indebyrd, men Krarup fandt, at der i læren om den absolutte forskel mellem den jordiske eksistens og Gud og den derudaf flydende forestilling om menneskets bundethed til øjeblikket og stedet – ofte samlet i anvisningen at være jorden tro – kunne udledes en forpligtelse af politisk, konservativ karakter. Krarup dannede den intellektuelle klangbund for Dansk Folkepartis nationalkonservative profil.

Henrik Bach takker sin redaktør, Johannes Riis, udtrykkeligt. Det skulle han nok ikke have gjort, for redaktøren har tydeligvis ladet sin forfatter i stikken. Det forbliver usikkert, hvad ærindet med denne bog er. Den grundlæggende kontinuitetstese føres ikke igennem med konsekvens. Som introduktion til sit emne er bogen for indforstået og som bidrag til forskningen i emnet for overfladisk.

Bach slipper afsted med en uklar struktur og alt for mange digressioner, hvad hans gode pen ikke kan rette op på. Hvad er forklaringen på, at han går let hen over Løgstrups brevveksling med Hal Koch, mens der gøres utrolig meget ud af drabet på Tage Schack i 1945? Schacks død og begravelse er i sig selv er en spændende historie, men ikke central for forståelsen af Tidehverv. Bach synes at have en særlig faible for William Burroughs, og han er jo også vældig interessant, men andre skikkelser står dog dansk kirke- og teologihistorie i det 20. århundrede nærmere. Bogen er sine steder som den prædiken, hvor kirkegængeren får mere indblik i, hvad præsten har læst i ugens løb, end hvad dagens tekst går ud på.

(Kristeligt Dagblad 15. maj 2018)

Henrik Bach svarede i avisen den 18. maj:

Når man skriver en bog om Tidehverv, ved man godt, at man bevæger sig ind i et højrisiko-område, hvor man på forhånd er bagud på point. Ifølge tidehvervsfolkene skriver man ikke om, men i Tidehverv, mens modstanderne helst vil bekræftes i deres modstand. Jes Fabricius Møller, der hører til sidstnævnte kategori, og har skrevet bøger om Hal Koch og grundtvigianismen, savner i sin anmeldelse i den 15. maj noget mere Hal Koch og grundtvigianisme i min bog. Til gengæld mener han, at Tage Schacks død fylder for meget, og K. E. Løgstrup som tidehvervsmand for lidt, ligesom der er for mange digressioner. Man kan altid diskutere, hvor vægten skal lægges, men 100 års kirke-kultur-og samfundskritik gør, at man må rationere stoffet. Tage Schack, en af Tidehvervs grundlæggere, døde som følge af sin teologi, da han i en begravelsestale over en stikker sagde det, han mente skulle siges. At Løgstrup ikke var tidehvervsmand, er pointen i hans opgør med K. Olesen Larsen. Og i en bog om et så omfattende emne, skrevet til den forudsætningsløse læser, kan digressioner ofte være til hjælp, som for eksempel den amerikanske beatdigter William Burroughs, hvis kritiske syn på den skandinaviske velfærdsstat flugtede med det tidehvervske. En opdagelsesrejsende, Trille, Pol Pot, Jan Gintberg samt en hel del forfattere og kirkefolk medvirker således også i bogen. Indimellem må ting ses udefra og i et større perspektiv, det gælder Tidehverv, som for mange andre forhold i livet. Det er dårlig stil for en forfatter at gå i rette med en anmeldelse. På den anden side er det dårligere stil af anmelderen, at inddrage en anden forfatters tidligere private forhold til Søren Krarups datter, der intet har med den anmeldte bog at gøre.