Mongolske nomader

På Djengis Khans stepper – Mongoliets nomader, Moesgaard Museum

Med denne udstilling fastholder det nye Moesgaard Museum sit høje ambitionsniveau som hjemsted for kulturhistoriske særudstillinger af internationalt tilsnit. I dette tilfælde drejer det sig om en dansk samling, og endda en samling, der tilhører Nationalmuseet, der har en hel række af succesfulde særudstillinger bag sig. Men Nationalmuseet har af økonomiske årsager nedtonet sin særudstillingsvirksomhed, og så er initiativretten altså overgået til Aarhus. Og det er et modigt initiativ, for det er ikke et emne, der synes at have en stærk publikumsappel. Det burde det have.

Genstandene, der er suppleret med enkelte indlån fra andre museer, blev indsamlet af Henning Haslund-Christensen på to ekspeditioner til Mongoliet i Mellemkrigstiden. For de flestes vedkommende er der tale om uspektakulære og ganske almindelige hverdagsting som redskaber og tekstiler af håndværksmæssig tilvirkning og jævne materialer, men netop af den grund har så få kunnet se værdien i dem, og derfor er så få bevaret og derfor er denne samling enestående. Selv i Mongoliet savner de noget tilsvarende. Man har ganske enkelt ikke skønnet på dem i tide.

Man føres ind i udstillingen via en korridor, der efterligner gangen i en passagervogn på den transsibiriske jernbane. På skærme får man indtryk af vejrliget og landskabet, som man rejser igennem for at nå Mongoliet. På den måde transporteres den besøgende fra Moesgaard Museums spritmoderne foyer til en anden verden adskilt i tid og sted fra den, som kendes fra den lille maleriske halvø på det eurasiske kontinents vestlige kyst, som kaldes Jylland.

Der gives først og fremmest en introduktion til de mongolske nomaders hverdagsliv. Den besøgende får indtryk af at træde ind i et af de runde telte, der er karakteristisk for de mongolske steppenomader. Man er så at sige med antropologen på feltarbejde. Det mongolske telt, kaldet en ger, er stateligt og kan rumme en hel familie, men samtidig kan det skilles ad i sine bestanddele og transporteres på den robuste, centralasiatiske kamel, når nomadefamilien skal rejse fra sted til sted for at finde græsning til de dyr – heste, geder, får, køer og altså kameler - der udgør deres levevej og en integreret del af husholdningen.

Udstillingen viser alle aspekter af mongolernes liv- og forestillingsverden. Den er indlevende i en grad, så den nærmer sig en identifikation med sit emne. Det er det mongolske nomadeliv set indefra, nærmest som en nutidig, levet virkelighed. Kronologien er næsten væk. Kun meget få af genstandene er f.eks. dateret, og udstillingsteksterne er skrevet i nutid. Man får at vide, hvad denne ske, denne skammel eller dette stykke kameluld bruges til - som om tiden har stået stillet på de mongolske stepper i mere end 1000 år. Identifikationen tenderer til harmonisering. Der gives et idealiseret billede af mongolernes liv befriet for konflikter, krig, sult og lidelse – eller påvirkninger udefra.
Man får heller ikke meget at vide om Djengis Khan. Han optræder kun, fordi han er genstand for en personkult blandt mongolerne, og når den besøgende inviteres til at sætte sig ved det imiterede lejrbål i midten af den forestillede ger for at høre om den store mongolske kejser er det den mongolske myte om helten Djengis Khan, man får i hørebøfferne. Mongolerne dyrker (dyrkede?) imidlertid også shamanisme, samtidig med, at de tilsyneladende også var/er buddhister.  Hvordan det lige hænger sammen, forbliver uoplyst. Men de udstillede shamandragter er ikke desto mindre fantastiske.
Det er lykkedes at skabe et indbydende design, der lader Haslund-Christensens samling komme til sin ret. Det hverdagslige har fået en iscenesættelse som var der tale om kronjuveler. Men det er jo netop også pointen. Genstandene er juveler fra Nationalmuseets etnografiske samling. Som sådan er der tale om en vellykket særudstilling, og man kan godt undre sig over, at det skulle tage så lang tid at virkeliggøre en så indlysende god idé. Men det bliver også lidt for poleret og støvfrit, en beundrende skildring af en livsverden ikke blot adskilt fra vores i tid og sted, men nærmest en idyl løsrevet fra tid og sted. Det er svært at forestille sig, at det kan være så fredfyldt at være nomadisk kvægbonde på de centralasiatiske stepper, og det er svært at forestille sig, at mødet med det 20. og 21. århundredes modernitet ikke har ført til konflikt og forandring.

Har man lagt vejen forbi Moesgaard, skylder man også sig selv at besøge en lille udstilling på etagen under særudstillingssalen lavet af en gruppe antropologistuderende, der har fortolket videre på nomadetemaet ved at skildre f.eks. skilsmissebørns vandring mellem forældrene, lastbilchaufførens liv på landevejen eller kolonihaveejerens årstidsbetingede vandring mellem havehus og helårsbolig. Det er sjovt tænkt og godt udført, og det forlener mongoludstillingen med en interessant, reflekteret kontekst, som den besøgende kan identificere sig med og tage med ud i Moesgaard Museums foyer og videre ad de stier, som vi betræder for at forrette vores hverdagslige ærinder.

(Kristeligt Dagblad 30. juni 2018)