Mands minde


Jens Smærup Sørensen, Jens - en fortælling, Gyldendal
Jens Smærup Sørensen afviser selv med denne bog at have skrevet en selvbiografi og deklarerer den som ”en fortælling”. Det er ikke til at sige, hvad det skal til for, dette nu efterhånden udbredte skrømteri med forfatterpersonligheden, når der skrives selvbiografi. Det skulle nødig hedde sig, at der var noget om snakken, bare fordi forfatteren skriver ”jeg”.

Det er så meget desto mærkeligere som at Sørensen selv til indledning så udmærket sætter på plads, hvad erindringer er. Han reflekterer over, hvordan han kan huske så langt tilbage som sin spæde barndom, da han lå i sin barnevogn under et æbletræ og kan huske det fordi ”duften og synet af sådan et sødmefuldt æbletræs hvide, rosenrøde og gulnistrede blomsterpragt gennem hele mit nu mere end 70-årige liv igen og igen har gentaget sig som noget nær det saligste vores klode har at byde på.” Erindring er gentagelse af erfaring.

Livet begynder med sansningen, mener han, men først med sproget og dets grammatik bliver jeg’et til som adskilt fra et du. Så det er først med sproget, at det selv bliver til, som gør en selvbiografi meningsfuld. Det er en intellektuel programerklæring og læsevejledning, der lader døren til Sørensens akademiske baggrund med påvirkning fra 1960ernes franske litteraturteori stå på lind.

Det intellektuelle beredskab forbliver heldigvis i skjult reserve. Sørensen bruger sin suveræne forfatterstemme til at tale med det levede og erfarede livs autoritet. Beskrivelsen af barndommen på en gård i landsbyen Staun i Himmerland er bogens højdepunkt. Det er en relativ vurdering, for den er på intet tidspunkt mindre end god – for nu at sige det på påtaget jysk.

Staun var en hel verden, hvor alting havde sin orden og alle kendte deres plads. Det er et velkendt motiv i erindringslitteraturen. For Sørensens generation – han er født i 1946 – gør den omstændighed sig yderligere gældende, at han blev voksen præcis samtidig med, at de bærende strukturer for den landbokultur, der var hans barndoms univers, brød sammen. Han legemliggør den urbanisering, der kendetegner efterkrigstidens Danmark. Det er imidlertid ikke historien om den begavede knægt, der blev holdt til bogen. Han var ikke noget vidunderbarn. Sagen var snarere den, at Jens ret tidligt viste sig utjenlig til virksomhed i landvæsenet, og så måtte man finde et andet udkomme til ham.

Det er et raffinement i fortællingen – og selvfølgelig er bogen også en fortælling – at eksileringen fra barndommens land foregår i flere trin. Først sendes han i købstadsskole i Nibe, dernæst på gymnasium i Aalborg og siden på universitetet i Aarhus. For hver gang fjerner han sig stadig mere fra den virkelighed, der var barnets ved at opgive sin dialekt, sin barnetro - ja, sågar sit navn. Han voksede op i den tro, at han hed Jens Bislev, for det var det efternavn, som hans far havde taget efter den barnløse farbror, der havde adopteret faderen og efterladt ham gården i Staun.

Sørensen er ikke nostalgisk eller fremmedgjort. Han betragter hele sit liv og sine erfaringer som en ressource for forfatteren Jens Smærup Sørensen - som nu f.eks. æbletræet. Det er også klart, at det kun er de erfaringer, der har litterært potentiale, der er med i bogen. Han nævner selv adskillige aspekter af sit liv, som han aldrig vil udfolde på skrift, f.eks. at han i sin studietid om sommeren var tjener og bartender på et stort københavnsk hotel. Det snakkesalige og anekdotiske holder han sig for god til. Han leverer kondenserede anskueliggørelser som i denne beskrivelse af den nykonfirmerede drengs oplevelse af pigerne i Nibe Skole:

”Hvad pigerne tænkte forblev længe mysteriøst, for de delte ligesom højst af høflighed og i få øjeblikke vores interesser. Og da vi holdt op med også at være temmelig ligeglade med dem, og antydningen af smil fra en af dem lige med ét indtog pladsen som livets hidtidige højdepunkt, kunne vores forsøg på at nærme os dem fortsat i nogen tid tage sig ret akavede ud. Havde man selv vovet sig frem og straks igen stukket halen mellem benene, var det selvfølgelig frygteligt pinligt, og det var næsten kun til at komme over ved at drille nogen af de andre, der ikke havde stået sig meget bedre.”

Foruden at beskrive det asymmetriske forhold mellem drenge og piger i teenageårene med fortættet klarhed viser dette afsnit Sørensens nænsomme arbejde med sproget. Hans brug af lidt bedagede stående vendinger er både eksotisk og genkendelig, fordi de består af velkendte ord i sjældne sammensætninger. En sikker dosering af biord giver teksten tone af det talte sprog, en klang af noget dialektalt.

Sproget udvikler sig med fortællingen. Det første fremmedord springer i øjnene, så snart Jens er kommet til Nibe Skole. Indtil da fortælles der som i en af Johannes V. Jensens himmerlandsfortællinger. Ikke fordi man læste Jensen hjemme i Staun. Man levede i den virkelighed, som Jensen skrev om. Det er Sørensen selv, der nævner det. Det ville have været prætentiøs forlorenhed, hvis ikke Sørensen i sin beherskelse af formen havde kunnet overbevise sin læser om den mandjævning.

Bogen er et resultat af en række foredrag, som Sørensen har holdt i Vartov i København. De er blevet til på initiativ af Grundtvigs Forum, der for nogle år siden genoplivede en tradition, der blev indledt med række foredrag, som Grundtvig holdt hen over sommeren og efteråret 1838, oprindeligt annonceret som ”Forelæsninger over de sidste halvhundredeaars Historie”. Det var sønnen Svend Grundtvig, der fandt på titlen Mands Minde, da han udgav foredragene efter sin fars død. Sørensen fletter ikke verdenshistorien ind i sin egen. Kun hen mod bogens slutning behandles den udvikling, som verden er undergået i hans levetid. Han slutter med at reflektere over livet og dets afslutning. I hans levetid, skriver han, ”er hvert enkelt menneskes mulige ansvarsområde blevet voldsomt udvidet, langt hinsides det overskuelige.” Det stiller krav, der aldrig var på tale i Staun, hvor ansvaret bestod i at efterlade bedriften i god foderstand til arvingerne. Den verden kommer aldrig igen. ”At tage ansvar også for så mange flere efterkommere end lige vores nærmeste vil ikke længere være et abstrakt ideal. Men sådan at gøre sig ansvarlig, i stort og småt, ja, i kraft af ganske lidt og blot det ringeste håb, det kan igen – vil jeg tro – blive værd at leve for, og hjælpe enhver af os med at give ordet fra sig og til at dø med fred i sindet.”

(Kristeligt Dagblad den 18. september 2018)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar