Tilbage til hovedsporet

Nationalmuseet, Vikingetidsudstillingen

Nationalmuseet har lukket og slukket for Jim Lyngvilds fotostater og åbnet dørene til en ny udstilling, der yder museets fantastiske vikingetidssamling fuld retfærdighed.

Der bruges en del skærme og projektioner i udstillingen. De fungerer godt og stjæler ikke billedet fra det, som er museets trumfkort: genstandene; lige fra den klejne pilespids i forvitret jern til den imponerende og næsten to kg tunge halsring i rent guld fra Tissø.

Udstillingen er opstillet i museets særudstillingshal, Egmonthallen, men den er tænkt som en semipermanent udstilling. Eftersom museet af økonomiske årsager har måttet opgive at arrangere egentlige særudstillinger, virker det som en klog beslutning at flytte den permanente vikingeudstilling til et rum, hvor der er plads til at folde temaerne ud.

I 1992 da Egmonthallen var helt ny, var særudstillingen ”Viking og Hvidekrist” et stort tilløbsstykke. Publikum stod i køb langt ude på gaden. Den samlede nogle af de allerfornemmeste genstande og skatte fra samlinger i hele verden og blev også vist i Paris og Berlin. Den lagde i høj grad vægt på vikingerne som kulturelt integreret i Europa, netop på et tidspunkt da spørgsmålet om europæisk integration stod højt på den politiske dagsorden. Særudstilling ”Viking” fra 2013, der også nåede til Berlin og London, var meget mere orienteret mod hverdagen, og hvad de arkæologiske fund kunne fortælle om vikingerne. Der blev lagt vægt på, at vikingerne ikke blot var krigere, men også bønder og handelsfolk.

I den nye udstilling føres den arkæologiske linje videre. Den betydelige udvikling, der er sket i den historiske og arkæologiske tekstilforskning i de seneste år, har sat sit præg blandt andet i form af fornemme rekonstruktioner af dragter. Vikingetidens skriftkultur har også fået øget opmærksomhed. Som i 2013 har man valgt at lade vraget af det vikingeskib, der kaldes ”Roskilde 6”, være den centrale genstand. Skibet var hele 37 meter langt og fylder derfor godt op i rummet. Kun kølen er bevaret, men den er såmænd imponerende nok i sig selv. Et metalskelet anskueliggør effektivt resten af skroget.

Fortolkningen har dog forskudt sig siden 2013, og det skyldes nok ikke mindst museumsinspektør Jeanette Varberg, der er hovedarkitekten bag. Hun er er mere til sværd og ild end vadmel og høslæt. Vikingerne var ganske rigtigt bønder og handelsfolk, men det adskilte dem ikke fra resten af verden på den tid. Viking betyder ganske enkelt sørøver. I et par hundrede år fra slutningen af det 8. til begyndelsen af det 11. århundrede dominerede de skandinaviske vikinger Nordeuropa i kraft deres overlegne evne til at føre amfibiekrig, og ”Roskilde 6” står i sin majestæt som repræsentant for den tids mest effektive krigsmaskiner.

Det skal jo ikke være Wissenschaft det hele,
så i Nationalmuseets butik kan man naturligvis
også erhverve sig en bog om, hvordan en ægte
viking fletter sit hår og lægger sin sminke.
(eget foto)


Udstillingen er naturligvis også et svar på den opmærksomhed og kritik, som den nu lukkede plancheudstilling blev genstand for. Grundlæggende er museet er vendt tilbage til sin kernevirksomhed, som er forskningsbaseret formidling med udgangspunkt i museets samlinger. Som en lære fra Lyngvilds popularitet har museet entreret med en kunstner, der har fået frie hænder til at skildre vikingetidens konger og dronninger. Det er der kommet nogle interessante historiske frihåndstegninger ud af, der kobler historiske gætterier med noget, der minder mest om et rollespilsunivers. Dermed er der også givet plads til det fabulerende uden at det får lov til at dominere. Målgruppen er bred. Der skal være noget for både børnehaver og gymnasieklasser, bedsteforældre og børnebørn, entusiaster og turister. Især de sidstnævnte er en væsentlig målgruppe, fordi de udgør – eller forventes at udgøre – en stor del af museets indtægtsgrundlag.

Udstillingen i 2013 fik kritik, fordi den savnede en fortælling. Der var mange fine genstande, men ingen historie. Det er der rådet bod på ved, at en del af denne udstilling er viet til en dramatiseret fortælling om en mand, der drager i viking, hvor der anvendes filmbidder og få, udvalgte genstande. Det er en smagssag, om man bryder sig om den slags, men det er under alle omstændigheder professionelt lavet. En virkelig interessant effekt opnås ved at vise tidligt kristne genstande fra blandt andet Syrien som et eksempel på, hvad vikingerne kunne møde på deres færd. Det kaster også et historisk lys på de nugældende forhold. Denne fortællende del af udstillingen vil blive udskiftet om et par år.

Under normale omstændigheder ville man kunne nøjes med at tage imod udstillingen som en tiltrængt formidlingsmæssig opdatering og udvidelse af den hidtidige vikingetidsudstilling, der efterhånden var blevet noget bedaget. Men efter nogle år, hvor direktøren havde gjort sig selv til hovedperson i et realityprogram, famlet lidt rundt med kedsomhedsknapper og kastet sin kærlighed på en asatro fotograf, er der anledning til at glæde sig over, at Nationalmuseet har fundet tilbage til hovedsporet.

(Kristeligt Dagblad 29. juni 2021. Enkelte stilistiske rettelser)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar