Den profetiske seer

Hal Koch, Grundtvig, Gyldendal 1944

Da den 36-årige professor i kirkehistorie, Hal Koch, i september 1940 udbød en forelæsningsrække om Grundtvig, herskede der stadig et generelt mødeforbud, men eftersom der formelt set var tale om undervisning, kunne forelæsningerne gennemføres – og det for fulde huse. De blev også trykt som kronikker i landets aviser og siden holdt i radioen. I 1941 blev de i revideret form udsendt som bog på svensk og to år efter på dansk.

Det var tydeligt, at Hal Koch talte til tiden. Indledningskapitlet gengiver åbningsforelæsningen uredigeret, hvor Hal Koch talte under indtryk af den krig, der blev ført i Europa. Dansk ungdom var ikke blevet kaldt bort til krigens gerning, sagde han, og universitetet kunne fortsætte sin virksomhed. ”Og dog er de fleste af os kommet ængstede, bekymrede, raadvilde. Og Vé jer, om I ikke har følt det hver og en. Bekymrede og raadvilde, fordi vort Land og vort Folk er bleven en Kastebold for stærke Magter – ikke for stærkere Magter, som det saa ofte siges, men for voldsomme Kræfter, der truer vor hele Eksistens. Og med Eksistens tænker vi ikke paa Handel og Industri, paa Landbrug og andre Næringsveje, vi tænker ikke paa Føde og Klæder, men vi tænker paa vort danske Rige, vort Folk og vort Sprog, som er den Rod, vi er rundet af, den Plet Jord, vi er bundet til. Har I ikke følt den Bekymring, er I ikke ængstede og raadvilde helt ind i Sjælegrunden, da duer I ikke til andet end at kastes ud og trampes ned.”

Koch anvendte en for ham ukarakteristisk national patos. Han talte om den nødvendige besindelse på danskheden, kravet om kamp for ”dansk Aand og Tunge”, og derfor havde han valgt at tale om Grundtvig. ”For ham var det at være Menneske hele Livet igennem uløseligt sammenknyttet med det at være dansk … Derfor staar han os nærmere i vor Raadvildhed, fordi han virkelig ved noget om, hvad dansk Menneskeliv er. Derfor lytter vi til hans Sang – ikke for at gentage eller efterligne, men fordi Skjalden, Livets kaarne Spejder, formaar at kaste Lys over den Vej, der for Tiden snor sig trangt og sært.”

I direkte polemik mod bl.a. psykiateren Hjalmar Helweg, der mente at store dele af Grundtvigs værker kan forklares med sindslidelse, fremhævede Hal Koch, at Grundtvig ”er den profetiske Seer, der skuer ind i Dunkelheden”. Stillet over for den fortvivlelse, som hans tilhørere stod over for i 1940, tilbød han dem ingen løsninger, men den mulighed sammen med Grundtvig at skue ind i det dunkle og gådefulde, det fortvivlende.

Selv om bogen gør indtryk af at være en biografi, interesserede Koch sig i grunden kun for den unge Grundtvig, ikke mindst hans store krise i 1810-11. Koch benægtede ikke, at den rummede et element af sindslidelse, men han fremhævede, at krisen førte til meget mere end den vækkelse og golde biblicisme, som normalt fremhæves som resultatet. Grundtvig havde været ude i ”Livets Grænseland, hvor man skuer de sidste Ting” og var nået til et helhedssyn på ”Tro og Viden, Religion og Kultur”. Han udsondrede sig ikke – som de vakte kredse gjorde - fra menneskelivet. ”Langt snarere kunde man kalde ham Humanist, i den Forstand, at intet menneskeligt var ham ligegyldigt,” som Koch provokerende skrev, vel vidende at humanismen for de fleste betragtedes som kristendommens modsætning.

Bogen slutter med nogle refleksioner over Grundtvigs opfattelse af folkelighed, hvor Koch måtte medgive, at Grundtvigs skrifter ofte havde brod mod tyskerne. Men ifølge Koch kunne man ikke tage Grundtvig til indtægt for et had mellem nationerne. Grundtvigs tanker bar først og fremmest præg af noget fællesmenneskeligt. ”Man er nu engang ikke Menneske i al almindelighed, men man hører hjemme i et Folk, det være sig Dansk, Tysk eller Engelsk, og denne Kendsgerning skal og maa tages alvorligt.” Det er et vilkår ifølge Koch, at mennesket ikke er ”den Herre, som suverænt kan tage Livet i sin egen Tjeneste”. Dermed lagde Koch op til den tolkning, der har været dominerende i grundtvigske kredse siden, nemlig at Grundtvigs forståelse af danskhed ikke er det samme som aggressiv nationalisme.

Efter krigen og indtil sin død i 1963 bevarede Hal Koch sin fremtrædende plads i den offentlige debat. Han er i dag først og fremmest kendt som forfatter til pamfletten fra 1945, Hvad er demokrati? Det har fået mange til at antage, at han også i 1940 talte om demokrati, men det er en efterrationalisering. Man kan godt med lidt god vilje se, hvordan elementer af bogen om Grundtvig peger frem mod den konklusion, som Hal Koch drog af besættelsen, nemlig at konflikten ikke var mellem dansk og tysk, men mellem demokrati og nazisme. Men der står stadig ikke et ord om demokrati i bogen om Grundtvig.

(Kristeligt Dagblad 20. sep. 2022. Rubrikken var en anden.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar