Charlie Krautwald, Kampen om gaderne. Propaganda, protest og politisk vold i 1930’erne. Gyldendal
Charlie Krautwald behandler i sin veldokumenterede bog aktivismen og voldskulturen i de politiske ungdomsbevægelser i 1930erne. Det er en prisværdig undersøgelse, der bidrager til forståelsen af og diskussionen om vores demokratis ophav og natur. Den viser, at landbrugskrisen og den store arbejdsløshed efter den økonomiske krise, der brød ud i slutningen af 1920erne, skærpede konkurrencen mellem ungdomspartierne – især kommunisterne, de konservative og socialdemokraterne – om synligheden i det offentlige rum i byerne. De plakater, som et parti satte op, blev systematisk pillet ned af modstanderne. Der blev arrangeret parader, marcher og demonstrationstog, der somme tider udviklede sig til slagsmål, når modstanderne mødte op eller når politiet forsøgte at gribe ind. Det førte til, at politiet måtte ændre strategi, og partierne indførte særlige uniformerede og trænede korps, der skulle skærme deres egne mod angreb fra de andre. Hos Konservativ Ungdom hed de ”Stormtropperne”, hos Danmarks socialdemokratiske Ungdom ”Ordensværnet” og hos ungkommunisterne ”Arbejderværnet”. De blev på linje med nazisterne i april 1933 omfattet af det uniformsforbud, der også kom til at ramme sagesløse spejdere. Det holdt dog i første omgang ikke partierne fra indgå i mere eller mindre organiserede gadekampe. Først i løbet af et par år blev korpsene afviklet med de konservatives som det sidste. Det er derfor dem, der huskes bedst.
Bogen indledes med en noget dristig påstand, nemlig at så godt som ingen dansk historiker har ”undersøgt indholdet i 1930’ernes kamp om gaderne”. Det passer ikke helt. Alene inden for de seneste par år er der kommet flere gode bøger, der går tæt på nogle af de mest aktive: Lars Halskovs biografi om kommunisten Richard Jensen, Lea Wind-Friis’ om Jens Thomsen, der var en ledende skikkelse i den meget aktivistiske konkurrent til Landbrugsraadet, Landbrugernes Sammenslutning, og ikke mindst Claus Bundgaard Christensens virkelig interessante bog om den decideret voldsdyrkende nazist Wilfred Petersen. Dertil kommer flere akademiske afhandlinger om politisk radikalisering og udviklingen i politiets ordenshåndhævelse i perioden.
Det er altså ikke ukendt terræn, Krautwald begiver sig ud i, men hans tilgang er en anden end de fleste andres. Den ligger i forlængelse af Rene Karpantschofs bog om ”De stridbare danskere 1848-1920”. Den tager et opgør med den såkaldte konsensusfortælling om den politiske udvikling i Danmark, der gerne tegner en lige linje fra det 19. århundredes folkelige bevægelser gennem arbejderbevægelsen til opbygningen af den fredelige, demokratiske velfærdsstat efter krigen. Den proces rummede mange korporlige konflikter og elementer af politisk motiveret vold. Spørgsmålet er, om man betragter denne vold som en anomali, altså som midlertidige, importerede eller situationsbestemte afvigelser fra den generelle udvikling, eller som en integreret del af historien. Krautwald mener det sidste, og det begrunder han med en teori om, at vold er en nødvendig forudsætning for forandring: ”Den eneste måde, hvorpå marginaliserede interesser uden for det etablerede system kan blive hørt, er gennem et brud med det parlamentariske systems spilleregler.” Det er ikke en pointe, han egentlig følger til dørs, så den står faktisk og flagrer lidt.
Bogen bygger på Krautwalds phd-afhandling, og forvandlingen fra den akademiske genre til en egentlig bog er ret vellykket. Sproget flyder – noget ordrigt – men let, og det oplysende noteapparat er diskret pakket væk på de sidste sider. Fremhæves må de mange illustrationer, først og fremmest pressefotos, der spiller en central rolle for dokumentationen af den politiske gadekulturs scenografi og koreografi.
(Kristeligt Dagblad, 26. marts 2025, avisen valgte en anden rubrik.)
 |
| Stormen på Børsen 1918 | Arbejdermuseet |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar