Albert Scherfig, Kommunistforfølgelsen 1941, 2. udgave, 164 sider, 170 kroner, forlaget Fanefjord
Den 22. juni 1941 blev forfatteren Hans Scherfig anholdt, fordi han var kommunist. Optrinnet, der i let omdigtet form er gengivet i Scherfigs egen roman Frydenholm fra 1962, udgør åbningsscenen i denne bog, Kommunistforfølgelsen 1941, skrevet af Scherfigs oldebarn, Albert Scherfig. Dermed er det også gjort klart fra begyndelsen, at der er tale om et personligt anliggende. Forfatterjeg’et er tydeligt til stede i teksten, hvad der er usædvanligt for en historisk afhandling, men i dette tilfælde følger det logisk af bogens ærinde.
Albert Scherfig er nyuddannet historiker – bogen er en bearbejdet udgave af hans speciale – men er allerede kendt i offentligheden som ivrig fortaler for, at der skal skabes et mindesmærke for de internerede kommunister. Bogen er udgivet i samarbejde med Horserød-Stutthof Foreningen, en forening af efterkommere efter internerede kommunister, og Antifascistisk Forum.
Selv om bogen altså er drevet af både en personlig og en politisk dagsorden, er den først og fremmest en kildekritisk gennemgang af den etablerede grundfortælling om selve begivenhedsforløbet. Scherfig viser, hvordan de involverede embedsmænd og politikere næsten uden undtagelse efter 1945 bidrog til fortællingen om, at de midt om natten mellem den 21. og 22. juni 1941 pludseligt og uforberedt blev stillet over for et tysk krav om, at ledende kommunister skulle interneres, og at dette krav blev stillet på en måde, der ikke kunne afvises.
Scherfig peger på hullerne i denne udgave af historien. De danske myndigheder var væsentlig bedre forberedte på aktionen, end de ønskede at give indtryk af. De efterkom de tyske krav væsentlig mere nidkært, end de måske havde behøvet. Særlig interessant er hans gennemgang af antallet af anholdte og internerede. Forskellige tal omkring de 300 cirkulerer i litteraturen, men over 1000 blev faktisk anholdt hen over sommeren, hvoraf langt de fleste dog blev løsladt igen. Hvorfor de blev løsladt, kommer han desværre ikke ind på. Af de internerede i Horserød endte 150 i koncentrationslejren Stutthof, hvorfra godt en snes aldrig vendte hjem.
Scherfig står i overvejende grad på skuldrene af fremtrædende besættelsestidshistorikere som Esben Kjeldbæk, Aage Trommer og Henning Poulsen, så man kan ikke kalde hans resultater for banebrydende. Men med det perspektiv, han anlægger, fremkalder han fornyet refleksion over, hvordan man egentlig skal tænke og tale om begivenhederne i sommeren 1941.
Scherfig savner blik for, at der måske var en grund til, at danske myndigheder i forvejen havde et øje rettet mod Danmarks Kommunistiske Parti. DKP fulgte blindt Moskvas linje og var altså at betragte som repræsentanter for en fremmed magt med revolution på programmet. Det blev naturligvis kun skærpet af den omstændighed, at Tyskland og Sovjetunionen indgik en ikke-angrebspagt i 1939, den umiddelbare forudsætning for Hitlers og Stalins angreb på Polen. Kommunisterne stod også på Sovjetunionens side i Vinterkrigen i Finland, og den 9. april 1940 vidste de ikke rigtigt, hvilket ben de skulle stå på. Det var først da Hitler åbnede østfronten den 22. juni 1941, at Sovjetunionen blev en fjende af Hitler, og det var årsagen til, at den tyske besættelsesmagt samme dag stillede krav om internering af danske kommunister. Af samme årsag kunne de kommunister, der ikke blev interneret, træde ind i modstandskampen.
Så hvad skal der egentlig stå på den mindeplade, som ønskes opsat i Folketinget. Det er en vanskelig tekst at skrive. Der blev begået en uret mod danske statsborgere, som også var erklærede stalinister og dermed modstandere af de retsprincipper, som de mente blev krænket ved samme lejlighed. Det er som med så mange tildragelser fra den tid et emne fyldt med dilemmaer og paradokser. Dem skal man se belyst andetsteds end i denne bog, der må være at betragte som et partsindlæg.
(Kristeligt Dagblad den 2. aug. 2025. Avisen brugte en anden rubrik.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar