Mennesket Melanchton forsvinder

Martin Schwarz Lausten, Phillip Melanchton

Martin Schwarz Laustens andragende med denne bog er lige så enkelt, som det er nødvendigt. Han ønsker at fremhæve Melanchthons selvstændige betydning som kirkepolitiker og teolog.

Umiddelbart skulle man tro, at det arbejde var gjort for længst, men Schwarz Lausten viser tydeligt, hvordan forfatteren til Confessio Augustana fra og med det 17. århundrede helt frem til i dag konsekvent er blevet stillet i Luthers skygge. Ikke mindst i Danmark er det ganske påfaldende, fordi Melanchthon netop her på mange områder var en afgørende kraft. Han rådgav reformationskongen Christian III. Han uddannede som professor i Wittenberg mange af de mest talentfulde danske teologer, der kom til at udgøre protestantismens første generation af gejstlige i Danmark.

Og sidst men ikke mindst bidrog han afgørende til rekonstruktionen af Københavns Universitet efter Reformationen. Han fødtes som Philipp Schwarzerdt i 1497 i den lille by Bretten syd for Heidelberg. Hans mor blev enke i 1508, og hun tog den unge Philipp med til sin hjemby Pforzheim, hvor han blev sat i en god skole. En lærd slægtning protegerede ham og gav ham efternavnet Melanchthon, den direkte græske oversættelse af hans fødenavn: sort jord.

Melanchthons uddannelse var udpræget humanistisk. Renæssancens menneskesyn betød en fornyet understregning af menneskets og menneskelivets egen iboende værdighed, dets individualitet, dets erkendeevne. I praksis lagde humanisterne stor vægt på indlæring af de klassiske sprog og hebraisk.

Melanchthon var usædvanlig dygtig. Han blev professor i græsk i Wittenberg i en alder af blot 21 år. Her traf han også Luther og tilsluttede sig hans opgør med pavekirken. Melanchthon forholdt sig loyal mod sit forbillede, "vor højtelskede fader og lærer", som han sagde i sin begravelsestale over Luther i 1546, men han var mere og andet end blot talerør for sin læremesters tanker. I deres syn på nadveren og retfærdiggørelsen adskilte de sig endda betydeligt.

Melanchthon var også en mere forsonlig og pragmatisk natur end Luther og brugte en stor del af sin energi på at holde sammen på de adspredte og forskelligartede reformatoriske bevægelser og idéer. Hans diplomatiske indsats i den anledning blev svækket af, at han ikke var så robust af sind. Han døde 63 år gammel og ligger begravet ved siden af Luther i slotskirken i Wittenberg.

Mens Luther blev en uforsonlig modstander af humanismen, gør Schwarz Lausten en pointe ud af at vise, at Melanchthons teologi var præget af humanismen. Det gjaldt hans syn på viljens frihed og menneskets ansvarlighed, hvorved han udfordrede Luthers forestilling, at kun tro og ikke gerninger havde betydning for frelsen.

Også Melanchthons stærke understregning af lærdommens betydning for teologien hang sammen med hans humanisme. Universitetet i København ville antagelig have set meget anderledes ud, hvis Luther havde været dets arkitekt.

Til trods for Schwarz Laustens betydelige lærdom og flid er det ikke en vellykket bog, der er kommet ud af hans arbejde. Den er i sit anlæg en biografi, men mennesket Melanchthon forsvinder hurtigt ud af syne til fordel for en tematisk, tør og lærebogsagtig disposition af stoffet.

Positivt overrasket bliver man over Schwarz Laustens fine oversættelse af Melanchthons salme, "Ich armer Mensch", og man ærgrer sig over, at den poetiske åre ikke har beriget resten af bogen lidt mere. Schwarz Lausten er ganske tæt på at tabe sit ærinde på gulvet. En strammere komponeret, mere gennemarbejdet biografikunne netop have tjent til at forstå mennesket og teologen Melanchthon i sin udvikling og sin sammenhæng og dermed have givet modvægt til Luthers tunge skikkelse i det historiske billede af reformationstiden.

(Kristeligt Dagblad 10. nov. 2010)