Fra redning til flugt

Bo Lidegaard, Landsmænd - de danske jøders flugt i oktober 1943, Politikens Forlag

Hvis denne bog var udgivet for blot nogle få år siden, ville den antagelig ikke have fået "de danske jøders flugt" som en del af undertitlen. Så ville den have heddet noget med " de danske jøders redning".

Der er tale om en forskydning væk fra en betragtning af jøderne som genstande for en redningsaktion over til en forståelse af de flygtende selv som aktivt handlende.

Bo Lidegaard har fået adgang til dagbøger, breve og optegnelser fra nogle af de involverede, og kernen i bogen er en kildebaseret, dramatisk fremstilling af begivenhederne fra den 26. september til den 9. oktober i kronologisk orden, der ser historien især fra flygtningenes perspektiv.

Lidegaard former sin fremstilling som en krydsklippet montage, der følger en række hovedpersoner, hovedsageligt fra København, på deres ofte kringlede rute til Sverige. Lidegaard kan sit skrivehåndværk, og den dramatiske nerve fastholdes dygtigt.

Begivenhederne i oktober 1943 har været normgivende for den danske selvforståelse og for mange udlændinges forståelse af Danmark. Det var en af de få begivenheder under krigen, som danskerne som kollektiv kunne knytte an til med selvrespekt, og ikke mindst takket være Leon Uris' roman "Exodus" om staten Israels oprettelse, hvor nogle af hovedpersonerne er danske, har et stort, ikke mindst amerikansk, publikum fået et meget positivt billede af danskernes indsats i oktober 1943.

Mange udlændinge tror stadig, at Christian X i solidaritet med sine jødiske undersåtter bar en jødestjerne. Det passer ikke. Danske jøder gik ikke med jødestjerne, og kongen altså heller ikke, men der er den sandhed i historien, at kongen varmt støttede den danske regerings politik, der gik ud på at beskytte de danske jøder mod overgreb. Af afgørende betydning var det endvidere, at denne politik havde en stærk klangbund i befolkningen. Antisemitisme var ikke særlig udbredt i Danmark. Jøderne blev betragtet som landsmænd.

Det er stadig fristende at tro på, at jøderne blev reddet, fordi danskerne er et særligt fortræffeligt folkefærd, ikke mindst når udlændinge oven i købet har bekræftet os i denne tro. Ikonisk for mange danskere er den scene fra tv-serien " Matador", hvor den indtil da karakterløse Maude Varnæs redder jøden hr. Stein. Vi vil alle gerne tro om os selv, at vi ville handle ligeså. Det giver en moralsk selvtilfredsstillelse at blive retfærdiggjort pr. stedfortræder.

Men moral udgør ikke i sig selv nogen tilfredsstillende forklaring på det, der faktisk skete. Nogle har vendt det moralske kompas om og har været meget optaget af for eksempel at bebrejde de folk, der lagde båd til flugten over Sundet, at de tog ågerpriser for overfarten. De var jo menneskesmuglere. Det er ikke en dagsorden, der optager Lidegaard.

Den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, var presset af Berlin for at få en løsning på det, som nazisterne kaldte " jødeproblemet". Best så imidlertid også klart, at danskerne ikke betragtede jøderne som et problem, og at et indgreb over for danske jøder ville vække en kraftig og uhensigtsmæssig modvilje blandt danskerne. Best havde ingen ideologiske kvababbelser. Han var overbevist SS-mand.

Men i Danmark forestod han den civile administration og var hele tiden opmærksom på ikke at støde danskerne fra sig. Hvis det kom til en skærpet konflikt, måtte han nemlig overlade tøjlerne til den militære øverstkommanderende von Hanneken. Hanneken var på sin side ikke meget for at stille mandskab til jødeaktionen, selvom den foregik under den militære undtagelsestilstand efter augustoprøret i 1943. Han anlagde den samme betragtning som Best, nemlig at en jødeaktion ville ødelægge forholdet til danskerne.

Georg Duckwitz var søfartssagkyndig på det tyske gesandtskab i København, og han fremstilles ofte som " den gode tysker", fordi det var ham, der over for fremtrædende socialdemokrater røbede de tyske planer om at deportere de danske jøder.

Men Duckwitz var - eller havde i hvert fald været indtil krigens begyndelse - overbevist nazist og antisemit, præcis som Best, og Duckwitz var uanset sine motiver antagelig ikke meget mere end et sendebud for Best. Sagen var nemlig den, at mange danskere, herunder fremtrædende jøder, ikke troede på, at tyskerne ville gennemføre en jødeaktion. Duckwitz talte dansk og havde troværdighed nok til, at hvad han sagde ikke bare kunne affejes som blot endnu et rygte.

En anden væsentlig faktor var det forhold, at der skulle være et land, som de danske jøder kunne flygte til. Selvom Sverige lå lige for målt i kilometer, var det ingen selvfølge, at de ville blive modtaget på den anden side af Sundet.

Sverige havde ført en aktiv tilpasningspolitik til Tyskland i krigens første år, men den blev forladt i 1942-1943, og det muliggjorde den velkomst, som de danske jøder fik.

Lidegaard redegør omhyggeligt for disse forudsætninger for flugten. Men når det kommer til stykket i konklusionen, vander det alligevel ud i en lidt konturløs fejring af redningen: " Flugten lod sig frem for alt gøre, fordi den danske befolkning så tidligt, så entydigt og så beslutsomt havde vendt sig mod selve den tankegang, der lå bag jødeforfølgelserne.

Nøglen til at forstå den mirakuløse redning ligger således i den politiske indsats gennem de ti år, der gik forud for aktionen." Det er en pointe, der uden tvivl vil gøre sig godt på det amerikanske marked for den slags bøger - en oversat udgave af bogen er på vej - og den er naturligvis heller ikke helt uden hjemmel, men den udtrykker en alt for idealiseret betragtning af den danske politiske kultur i 1943. Danmark var et land på randen af krig og i splid med sig selv.

Modstandere af regeringens tilpasningspolitik var villige til at ofre de danske jøder for at fremkalde " norske tilstande", altså det, som de mente var den nødvendige konflikt. Kun et mindretal af de norske jøder undgik som bekendt at blive taget af tyskerne. At de danske jøder ikke blev ofre for samme skæbne, var et tilfælde. Kun i den betydning kan man tale om et mirakel.

(Kristeligt Dagblad 9. sep. 2013)

Thyge Svenstrup skrev en kommentar til min anmeldelse den 12. sep.:

Seriøs historieforskning har som sit endelige mål at klarlægge forholdet mellem årsager og virkninger i begivenhedsforløbet.

Bo Lidegaard, der har flere solide, bredt anlagte værker om Danmarks historie i det 20. århundrede bag sig, hævder i sin nyeste bog " Landsmænd - de danske jøders flugt i oktober 1943", at redningen i sidste instans skyldtes den indsats for demokrati og humanisme, som de danske samarbejdspolitikere havde ydet i 1930' erne.

I sin anmeldelse i Kristeligt Dagblad den 9. september erklærer Jes Fabricius Møller imidlertid, at de danske jøder kun undgik udryddelsen ved " et tilfælde".

Men hvorfor dog blive stående ved denne før-videnskabelige måde at ræsonnere på? Hvorfor ikke gå yderligere et skridt tilbage og se forsynets eller Guds finger i historien eller miraklet i oktober 1943? Man kan undre sig lidt over, hvad der er på spil i anmeldelsen. Måske ideologiske aversioner. Eller måske har Fabricius-Møller blot dagen, han skrev sin anmeldelse, ligget under for et mindre intellektuelt deficit - tilfældigvis.

Jeg svarede den 17. sep.:

Thyge Svenstrup peger i en replik til min anmeldelse af Bo Lidegaards bog om jødernes flugt i 1943 på det interessante spørgsmål, hvad et mirakel egentlig er. Hvis vi forudsætter, at der ikke er tale om, at Gud griber direkte ind i historien, er vi ladt tilbage med en definition af begrebet, der indebærer en eller anden form for tilfældighed. Jødernes redning kan kun beskrives som mirakuløs, hvis den ikke var helt forudsigelig.

Det var den, hvad de mange samtidige europæiske eksempler viser, netop ikke. Lidegaard mener, at miraklet bestod i den mobilisering af humanitet og demokrati, som de ansvarlige politikere havde stået for siden midten af 1930'erne.

Jeg ønsker ikke at forklejne betydningen af den socialdemokratiske antikommunisme og antinazisme i 1930' erne, men vil blot pege på, at samarbejdspolitikken ikke var den eneste forudsætning for jødernes vellykkede flugt i oktober 1943.

Hvis de tyske myndigheder i Danmark havde ønsket at spærre Øresund for flygtninge, ville det have kunnet lade sig gøre med en langt større effektivitet, end tilfældet var. Hvis svenskerne havde ønsket at modsætte sig en flygtningestrøm fra Danmark, ville de have kunnet gøre det.

Disse to helt afgørende forudsætninger fremgår, må det noteres, ganske tydeligt af Lidegaards bog. Dertil kommer den afgørende forudsætning, at en flugt af denne størrelsesorden kun kunne lade sig gøre med den almindelige danskers tilslutning. Tyskerne lod ganske vist stå til, men kun, fordi de kunne balancere hårfint på grænsen af troværdig benægtelse.

Werner Bests stilling beroede på, at han kunne overbevise Berlin om, at han var hardliner, samtidig med at hans civile administration i Danmark byggede på en forestilling om gensidighed baseret på forhandling.

Best arbejdede for at opretholde illusionen om, at jødernes flugt kom bag på ham. Hvis emsige danskere stak flygtninge til tyskerne, kunne tyskerne altså ikke stikke kikkerten for det blinde øje. At så få af flygtningene blev taget, er altså et vidnesbyrd om, at de danske jøder af de fleste danskere blev betraget som landsmænd. Ellers ville flere være blevet stukket. Deri har Lidegaard helt ret.

Men jødernes heldige flugt må også betragtes som et enestående sammenfald af omstændigheder. Samarbejdspolitikken havde indtil da bidraget til at forskåne jøderne. Den var en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig forudsætning for en heldig flugt. Den krævede en kombination af heldige forudsætninger, der tilsammen godt kan kaldes et mirakel.