Da skuespillerinden Helen Mirren blev spurgt om, hvorfor hun
var tilhænger af det britiske kongehus, svarede hun: ”Jeg har kendt disse
mennesker hele mit liv.” Mange danskere ville antagelig give det samme svar,
når det drejer sig om det danske kongehus. Mirrens forklaring rummer
naturligvis en skjult asymmetri, for ingen forventer, at de kongelige har samme
kendskab til hver enkelt borger, som vi til dem, hvor overfladisk det kendskab
end er. De fleste danskere kender til Dronningen som var hun en fjern tante,
hvis familierelationer der er nogenlunde styr på, men man ses kun sjældent. Men
så sker det, at man får hende til bords ved en af disse alenlange
familiemiddage, og så viser hun sig som en fortrinlig borddame. Omtrent sådan
skal man gå til en samtalebog med Dronningen. Man tilbydes ikke noget intimt
venskab, men man får et oprigtigt indblik i, hvordan hun anskuer livet og
verden, og det er ikke uinteressant.
Indledningsvis fortæller Dronningen om sit eget liv. Hun
blev født som ældste datter af kronprinsparret i det dansk-islandske
dobbeltmonarki få dage efter den tyske besættelse af Danmark i april 1940.
Efter ændringerne i tronfølgeloven 1953 måtte prinsessen anskue sin tilværelse
under tilskikkelsens synspunkt. Det lå fast, hvad hun skulle, og hvornår.
Hendes embedstid er afgrænset af to dødsfald: hendes fars og hendes eget.
Dronningen nærer stor hengivenhed for sine forældre, og derfor brød hun sig i
sin ungdom ikke om at blive mindet om, at hun var tronfølger, for det var samtidig
en påmindelse om, at hun skulle miste sin far for at blive dronning. Men
Dronningen har stiftet fred med sin skæbne og henter i overensstemmelse med det
embede, som hun er sat til at røgte, sin identitet fra den historie, der ikke
alene er hendes egen, men hele landets. Thomas Larsen har i den forbindelse interessant
nok også bedt Dronningen om at give skudsmål til nogle af forgængerne i
stillingen. Hendes udmåling af Frederik VI er skæg, fordi hun retter op på
denne konges lidt flossede eftermæle. Hun priser hans ansvarsfølelse. At han
havde elskerinder, tager Dronningen ikke så tungt – ”det hørte ligesom med
dengang”, som hun siger i sin helt egen tone, en treklang af nonchalance,
eftertanke og humor.
Efterhånden som bogen skrider frem, handler den stadig mere
om nutiden, og de udfordringer, som Danmark står over for. Det er en vanskelig
øvelse for statsoverhovedet. Det er en ofte gentaget misforståelse, at
Dronningen ikke må være politisk. Det må hun gerne, så længe hun ikke har en
væsentlig del af politikerne imod sig. Enhedslisten kan selvfølgelig altid
finde et hår i suppen, men så længe den brede midte i dansk politik bakker op,
er Dronningen på nogenlunde sikker grund. Et af problemerne er, at politik er
udsat for en opvarmning, der gør at den brede midte udgør knap så fast og tykt
et isdække – for nu at hente en metafor fra den nordligste del af Dronningens domæne
– men oftere end tidligere består af frit drivende flager af varierende
størrelse og bæreevne. Dronningen har også vanskeligere ved at søge sin redning
i de statsbærende institutioner, hvis repræsentant hun også er, for selv det
etablerede har mistet sin selvfølgelige karakter. Kan Dronningens altid udelte
opbakning til de væbnede styrker nu tolkes som støtte til politisk
kontroversielle militære indsatser i Mellemøsten?
Et af bogens mest interessante kapitler har fået
overskriften ”tro”, selv om Dronningen nødigt tager netop dette ord i brug om
sig selv. Hun definerer snarere sig selv som kirkegænger. Dronningen er af Grundloven
forpligtet til at tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, men hendes
tilknytning til, viden om og glæde ved Folkekirken rækker langt videre end
hendes forpligtelse tilsiger. Hun mener
også, at kirken og landet hører sammen. Stillet over for den udfordring, at
Folkekirken ikke nyder den samme opbakning i dag som for 45 år siden, da hun
tiltrådte, fastholder Dronningen, at Danmark ”er bygget på kristen grund”. Det
er ikke fordi Dronningen nødvendigvis har ændret synspunkt gennem årene, men i
lyset af den øgede andel af muslimer i samfundet, fremstår det væsentlig mere
pointeret i dag end tidligere. Men Thomas Larsen mener også, at der er sket en
forskydning i Dronningens synspunkt i retning af en forståelse af ”at
indvandringen også indebærer omkostninger for det land, som tager imod, og at
integration er en udfordring.”
Hvis man vil have et helfigursportræt af statsoverhovedet er
denne bog et godt sted at begynde. Thomas Larsen balancerer fint mellem det
loyale og det analytiske. Bogen føjer sig ind i rækken af portræt- og
samtalebøger om Dronningen af blandt andre Thorkild Hansen, Ninka, Annelise
Bistrup og Jens Andersen. Gentagelser undgås i den forbindelse ikke, men det
ville da også være mærkeligt andet. Det er ikke Dronningens job at opfinde verden
forfra hver dag. Genkendelighed og kontinuitet er nogle kongehusets
væsentligste bidrag til et samfund, der i øvrigt er præget af omskiftelighed og
opbrud. Det er i sin natur en konservativ institution. ”Det er sikkert fordi
jeg er en gammel kone, men jeg synes ikke, at man skal løbe efter dagens mode,
hverken når det gælder sweatre eller meninger,” som Dronningen selv formulerer
det. I den forstand er hun politisk. Man kan endda sige, at hun huser et
synspunkt, der til tider må betragtes som nærmest hjemløst i det politiske
landskab.
(Berlingske Tidende 27. okt. 2016)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar