Sigurd Barrett i samarbejde med Nationalmuseet, Sigurd
fortæller Danmarkshistorie Politikens Børnebøger, 2 bind, 283 + 283 sider
”På en måde er X Factor historien om vores tid. Mange af os
tænker, at vi måske i virkeligheden er totalt geniale enten til at skrive eller
synge eller spille skuespil eller noget andet. Der er bare ikke nogen, der har
set det endnu, og derfor venter vi på at blive opdaget. Den dag vi bliver
opdaget, vil vi blive berømte og få masser af succes, og på den måde kan vi få
en plads i danmarkshistorien.”
Det er Sigurd Barretts egen samtidskommentar. Beskrivelsen
passer udmærket på ham selv. Han er musikeren, der blev populær på at lave
børnefjernsyn, og som brugte sin popularitet og den figur, han var blevet kendt
for, som platform til at skabe sig en omfattende karriere som entertainer og
børnebogsforfatter. Sigurd blev et
varemærke. Han har ingen formelle forudsætninger for at skrive en
Danmarkshistorie for børn.
Barretts figur er meget synlig i bogen som fortæller, og
hans sædvanlige tegner, Jeanette Brandt, fastholder med sin muntre streg bevidstheden
om, at vi er i Sigurds univers. Indholdet er levendegjort ved hjælp af tænkte
og fiktive scener, som f.eks. når Absalon fortæller kong Valdemar: ”Jeg vil
gerne være biskop!” og Valdemar svarer: ”Fint! Du kan blive biskop i Roskilde!”
Et par linjer længere nede fortsætter Barrett: ”Senere blev Absalon også biskop
i Lund i Sverige, så han havde sørme nok at få tiden til at gå med.”
Eksemplet er valgt tilfældigt, men det illustrerer meget
godt sprogtonen og den udfordring det er at formidle i form af en fortælling
for børn. Selvfølgelig har Absalon og
Valdemar aldrig ført en samtale med netop denne ordlyd, men den fiktive ordveksling
er på den anden side en fin, fortættet anskueliggørelse af deres indbyrdes
forhold. Og hvad med Lund? Hvordan ville flowet i fortællingen blive hvis han
havde skrevet ”Senere blev Absalon også biskop i Lund, der ligger i Sverige,
men dengang var dansk o.s.v.….”? Nærværet forsvinder fra fortællingen. Medens
man i historievidenskaben kortlægger fortiden som et fjernt og fremmed land, er
det tydeligt, at det didaktiske greb i denne bog er identifikation og
genkendelse. Kan den form bære den alvor, som historien er fuld af? Hvordan
håndteres f.eks. karikaturkrisen i 2005-2006? Det gøres med denne ordveksling:
”’I skal ikke fornærme vores profet!’ sagde muslimerne. ’Vi må tegne, hvad vi
vil!’ sagde bladtegnerne.” Det er sådan set en både fair og præcis gengivelse
af dén konflikt.
Et andet greb er anvendelsen af skrøner og myter som en del
af fortællingen, f.eks. de historier om Gøngehøvdingen, der blev populariseret
af Carit Etlar. Det er gjort helt bevidst og med åbne øjne, og det lykkes også
at lægge flere lag af refleksion ind over denne tilsyneladende løsslupne fortællelyst,
for Gøngehøvdingens status er slet ikke så simpel: ”Om han var en helt eller en
skurk? Ja, det kommer nok an på, om man spørger en dansker eller en svensker.
Men mange danskere tænker på Gøngehøvdingen som en stor helt i
danmarkshistorien, og historierne om ham fortælles stadig den dag i dag. Også
selv om det er nogle værre røverhistorier.”
Barrett udfordrer ikke danmarkshistorien som genre, men det
ville også være et usædvanligt krav at stille til en pianist. Han har gjort
klogt i at alliere sig med Nationalmuseet i udformningen af denne fortælling. Der
er en faglig bund i teksten. Man kan især i de forhistoriske afsnit se, at der
er taget hensyn til nye forskningsresultater. De unøjagtigheder og
overdrivelser, der findes, kan begrundes med, at målgruppen er børn op til
konfirmationsalderen. Og så er der faktisk også en original vinkel på stoffet,
der kun kan stamme fra Barrett selv, nemlig at musikken i bind 2 spiller en
stor rolle. Han kan ikke skjule, at Leo Mathiesen er en af hans helte, og det
skal bestemt ikke lægges ham til last. Endelig må det fremhæves, at Jeanette
Brandt er en charmerende og intelligent illustrator.
(Kristeligt Dagblad 11. nov. 2016. Avisen havde valgt en lidt anden rubrik)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar