Festskrift, jubilæumsskrift eller lærebog?

Sif Egede, Peter Lodberg, Johannes Nissen og Bente Søndergaard (red.)

Lægfolksteologi

Forlaget Eksistensen, 356 sider, 298 kroner

I år fejrer Teologi for Lægfolk (TFL) 50 års jubilæum blandt andet med denne antologi.

Oprindeligt var TFL tænkt som en præsteuddannelse for ikke-teologer. Initiativet kom fra en ung, københavnsk kommunelærer, der i november 1967 indrykkede en lillebitte annonce på bagsiden af Kristeligt Dagblad henvendt til uddannede folk, der fortrød, at de ikke var blevet teologer. Ideen blev grebet af Aarhus Universitet, og TFL har stadig sæde i Aarhus, nu i regi af Diakonhøjskolen. TFL udviklede sig dog hurtigt til ”en teologisk uddannelse af lægfolk med henblik på en myndiggørelse af lægfolket til dets arbejde i kirken, så at folk, der nærede præsteønsker var undtagelsen, der bekræftede reglen.”

Annoncen den 18. nov. 1967. Kristeligt Dagblad gav annoncen

en redaktionel omtale den følgende torsdag, den 23. nov.

Antologien er meget sammensat. Der er gode introduktioner til nogle af teologiens grunddiscipliner, f.eks. den historisk-kritiske bibellæsning (René Falkenberg), kristendommens historie (Mattias Skat Sommer), dogmatik (Anders-Christian Lund Jacobsen) og etik (Kees van Kooten Niekerk). Andre emner er dækket af bidrag af mindre generel karakter. Således er Det Gamle Testamente kun repræsenteret af en artikel om hjertet som sprogbillede af Sif Egede og Else Kragelund Holt, og der er f.eks. også blevet plads til et essay af Peter Lodberg om økonomi og teologi, der mest af alt ligner en kritik af forbrugersamfundet og den moderne dans om guldkalven. I overensstemmelse med TFL’s grundlæggende økumeniske indstilling er der et helt afsnit om religionsmøder og økumenisk teologi (Lorens Hedelund, Leif Vestergaard og Peter Lodberg). Man er meget åben, kan man vist godt sige. Hedelund skal nok høre fra islamalarmisterne for sin venlige behandling af profeten Muhammed og det budskab, han kolporterede. Desuden er der også afsnit om Religionspædagogik (Johannes Nissen, Jens Maibom Pedersen, Bent Arendt) og et om diakoni og sjælesorg (Bodil Lodberg og Steen Bonde) samt et særskilt afsnit om historien om og meningen med TFL, en introduktion ved Johannes Nissen og en række korte bidrag, nærmest blot statements, skrevet af studerende fra de seneste års kurser på TFL.

I sin form viser bogen altså denne særlige blanding af det læge og det lærde, som kendetegner TFL, men den er i sig selv ikke udtryk for nogen særlig klar eller entydig religionspædagogisk ambition. Det er som om redaktørerne ikke har kunnet blive enige om, hvor vidt den skulle være et festskrift, et jubilæumsskrift eller en lærebog. Som nævnt har bidragene varierende karakter. De afspejler dog klart TFL’s læseplan, der igen er taget fra universitetsundervisningens klassiske palet af videnskabelige discipliner. Derimod er pastoralseminariets discipliner ikke repræsenteret. Der står stort set intet om de genrer og steder, hvor lægmand oftest møder kristendommen og teologien, nemlig ved gudstjenester og kirkelige handlinger. Liturgi, hymnologi (salmelære) og homiletik (prædikenlære) er der ikke ofret opmærksomhed på. Det bidrager til indtrykket af en lidt indkroget selvfejring. Det forbliver noget uklart, hvad denne bog som helhed har at tilbyde en udenforstående læser, selv om bidragene hver især er gode.

(Kristeligt Dagblad 20. nov. 2018)

Kristeligt Dagblad 23. nov. 1967