Det skabte en del opmærksomhed og diskussion, da
Nationalmuseet for et par uger siden bekendtgjorde, at nyopstillingen af
museets samling af genstande fra Vikingetiden var sket i samarbejde med
designeren Jim Lyngvild. Meddelelsen kom kort tid efter, at 34 forskere og
andre ansatte var blevet afskediget som en konsekvens af de fortsatte årlige
sparekrav. Historien var, at museets direktør Rane Willerslev nedprioriterer
forskningen for i stedet at satse på en farverig og entusiastisk amatør for at
få kunder i butikken og penge i kassen. Den er ikke skudt helt ved siden af.
Det er en bevidst politik at satse på samarbejde med designere og kunstnere,
fordi Willerslev ikke ser udstillinger som et forskningsprodukt, men som et rum
for eksperimenter, ”en proces, hvor forskeren kan udforske de mere rumlige og
sanselige aspekter af sit materiale på en måde der ideelt set giver indsigter,
man ikke ville opnå bag skrivebordet”, som det hed i en tidligere
programerklæring fra Willerslev.
Selve udstillingen er ikke stor. Den fylder blot tre af
museets mindre rum. Museets bidrag er hovedsageligt den hastigt voksende
samling af danefæ, især sølvskatte, som detektorfolket finder i stort tal.
Dertil kommer enkelte brugsgenstande og våben, mest i metal. De er udstillet
smagfuldt og traditionelt i glasmontrer. Museets samling af runesten indgår af
en eller anden grund ikke i konceptet.
Lyngvilds bidrag til udstillingen er hans fantasier og
fabuleringer over, hvordan vikingerne kunne have set ud og hvordan de kunne
være gået klædt. Det består dels i nogle buster af voks, der mest af alt ligner
reklamer for en hipster-tatovør og -frisør anno ca. 2015. Meget mere væsentligt
og interessant er hans egen forestilling om de dragter, som forskellige
medlemmer af datidens samfund kunne have båret. Lyngvild gør den iagttagelse, at
traditionelle rekonstruktioner af vikingernes udseende populært sagt har fået
dem til at ligne udslidte grødbønder klædt i vadmel changerende på en skala fra
gråt til brunt og tilbage igen. Hvad nu hvis, spørger han retorisk, de havde
adgang til langt mere raffinerede teknikker og materialer? Det er der kommet
nogle ret flotte tankeeksperimenter ud af. Lyngvild er en dygtig kostumier. Men
det er altså stadig nærmest fri fantasi, for der er kun få skriftlige og arkæologiske
vidnesbyrd om vikingernes påklædning, og de peger ikke alle sammen i Lyngvilds
retning, om man så kan sige. Men det gør ikke noget. Som publikum kan man jo
sagtens følge illusionen, så længe den er klart deklareret. Og i den henseende
fuskes der ikke.
Rekonstruktioner kan gøre stofligheden og det rumlige
nærværende, f.eks. helt konkret ved at lade museumsgæsten iklæde sig et
historisk kostume. Det benytter flere museer sig af. Nationalmuseet har
imidlertid kun valgt at lade Lyngvilds rekonstruktioner repræsentere indirekte
ved hjælp af fotostater. Det er flotte optagelser af en kvalitet svarende til
modereportager, men det er helt uforståeligt, at man har fravalgt at udstille
tøjet selv. I museets forhal kan man til gengæld se nogle af kostumerne fra
TV-serien ”Vikings” udstillet på giner. Det er meget smukke dragter, og man
bliver helt nysgerrig efter at vide mere om de overvejelser og den åbenlyse
omhu, der ligger bag dem.
Nationalmuseets egen samling falmer lidt i sammenligning med
Lyngvilds vidtløftigheder. Det er synd, for genstandene er fantastiske. De får
bare lov til at ligge nærmest uformidlede hen. Lyngvild lader sig i påfaldende ringe
grad gå på af dem. Selv den spektakulære næsten to kilo tunge halsring i guld
fundet ved Tissø på Vestsjælland har ikke appelleret til Lyngvilds sans for
bling. Jeg gad ellers nok se hans udlægning af en lokal brednakket rockerviking
fra Høng eller Gørlev med tatoveringer, guldringe og dummebøder hele vejen
rundt. Det virker som om Lyngvild har fået lov til at køre sit eget løb.
Udstillingen har ikke rigtig taget sit eget koncept alvorligt og brugt
Lyngvilds kreative energi til at levere en tolkning af de ting, som museet faktisk
har.
Et væsentligt aspekt er helt fraværende fra udstillingen,
nemlig billedet af vikingen gennem historien. Lyngvild er jo bare den seneste i
en lang række af kunstneriske fortolkere af vikingerne gennem omtrent 200 år.
Vikingetiden er som de fleste andre ”tider” en sen eftertids betegnelse for en
epoke, hvis definition og afgrænsning altid vil stå til diskussion. Ingen der
levede i Jernalderen eller Middelalderen havde nogen anelse om, at det var det
de gjorde. Netop derfor er synet på og den billedlige anskueliggørelse af f.eks.
Vikingetiden gennem historien et studieobjekt i sig selv. Vis mig dit billede
af en viking, og jeg skal sige dig hvem du er. I dette tilfælde har vi at gøre
med en, der er stærkt optaget af køn og mode, hvis nogen skulle være i tvivl. Det
abstraktionsniveau har Nationalmuseet fravalgt. I stedet står Lyngvilds
fortolkning over for museets fortolkning som om der er tale om to ligeværdige
udgaver af den samme virkelighed. Med Lyngvilds sans for iscenesættelse taber
museet naturligvis den fortolkningskamp.
Man skal ikke bebrejde Jim Lyngvild, at han er Jim Lyngvild.
Han er den eneste til at være Jim Lyngvild, og så er det nok bedst at overlade
den opgave til ham. Men man kan godt stille spørgsmål til Nationalmuseets
prioriteringer. Willerslev har fået sin vilje. Han har ikke alene inddraget,
men givet afgørende indflydelse til en udenforstående designer. Det har
tilføjet udstillingen nogle betydelige æstetiske kvaliteter og vil skaffe
kunder i butikken. Som nævnt er Lyngvild slet ikke uden evner. Spørgsmålet er,
hvor langt Willerslev vil gå ad den vej? Hvor meget vil han lyngvildisere hele Nationalmuseet?
(Kristeligt Dagblad 28. nov. 2018)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar