Bo Lidegaard, Lovord. 10 advokater i 100 års danmarkshistorie. Gyldendal,
227 sider.
Denne bog, der er udgivet i anledning af Advokatsamfundets
100 års jubilæum, tegner portrætter af ti markante danske advokater fra de
seneste godt 100 år, seks afdøde og fire nulevende. Der er ikke kun fokus på
sagførergerningen. Lidegaard betragter advokaten som bindeled mellem
lovgivningen, retsvæsenet og det øvrige samfund. Det kendetegner alle de
portrætterede, at de havde indflydelse på væsentlige samfundsspørgsmål. Der er
måske tale om et festskrift i anledning af et jubilæum, men ikke lutter lovord.
To af de portrætterede har siddet i Horserød, dog på forskellige tidspunkter og
af forskellige grunde. Den forhærdede stalinist Carl Madsen (1903-1978) fordi
han var interneret som kommunist under krigen, og Mogens Glistrup (1926-2008),
fordi han blev dømt for skattesvig af særlig grov karakter. Otto Liebe (1860-1929)
var kongehusets advokat og spillede ifølge Lidegaard en meget uheldig rolle
under Påskekrisen 1920. C.L. David (1878-1960) var en stor mæcen, men skabte
sin formue på de tvivlsomme spekulationer, der bragte Landmandsbanken til fald
i 1922. David havde bare været klog nok til at trække sig ud i tide og kunne under
den efterfølgende retssag fungere som den tilsyneladende interesseløse advokat
for bankens direktør, Emil Glückstadt. Mere entydigt positivt er portrættet af
Jon Palle Buhl (1917-2007), der er bevaret i den kulturelle verdens venlige
erindring som forsvarer af den kunstneriske frihed. Også Mathilde Hauschultz
(1885-1929), en af landets første kvindelige advokater og markant forkæmper for
kvinders rettigheder, får et godt skudsmål. Men også her fornemmer man Lidegaards
lyst til at stryge mod hårene, fordi Hauschultz ikke passer ind i den nutidige
feministiske skabelon, idet hun politisk var udpræget konservativ. I bogens
første seks kapitler virker Lidegaard som historisk essayist, hvad han er god
til, men bogen udfolder sig faktisk bedst i de fire afsluttende interviews med
Højesterets præsident, Thomas Rørdam (f. 1952) og advokaterne Knud Foldschack
(f. 1952), Anne Birgitte Gammeljord (f. 1956) og Pernille Backhausen (f. 1970).
Interessant er det naturligvis at læse Lidegaards samtale med Rørdam, for her
udlægger han blandt andet sin forståelse af forholdet mellem især den
lovgivende og dømmende magt, og han hævder sit territorium med nogle ret klare
udmeldinger om Grundlovens forhold til EU-retten og Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Knud Foldschack, der som student assisterede Carl
Madsen, vil ikke rubriceres som den røde sagfører, selv om mange af hans
klienter tilhører den københavnske aktivistiske venstrefløj. Han har været
advokat for Christiania og BZ’erne i Ungdomshuset på Jagtvej, men hans største
sejre er de stille, pragmatiske kompromiser, der er indgået i andre lignende
sager som f.eks. Ballonparken eller Nokken. Han er en varm fortaler for
udenretlige løsninger og har vist, at han kan gennemføre dem. Gammeljord er
sammen med Foldschack den, der taler mest om advokatgerningen, der har udviklet
sig fra et kald til en forretning. Advokater har i høj grad været vant til at
være underkastet selvjustits, men må nu finde sig i at blive underkastet den
samme regulering som andre brancher, som Gammeljord udtrykker det, idet hun
altså underforstår, at det har været lidt småt med selvjustitsen nogle steder.
Hvad skal prisen på juridisk rådgivning være? Der er en indbygget modsætning mellem
klientens og advokatens interesser, idet det økonomisk mest fordelagtige for
klienten ikke nødvendigvis giver advokaten det højeste honorar. ”Jurdisk
rådgivning er på mange måder elastik i metermål,” som hun siger. Hun retter
derudover en afdæmpet men klar kritik mod de kollegaer, der måtte have bidraget
med rådgivning i de mange tilfælde af hvidvask. Interviewet med Pernille
Backhausen, der begyndte sin karriere i Jon Palle Buhls advokatkontor, handler
meget om jura og juraens rolle i samfundet. Hun beklager, at Justitsministeriet
ikke i samme omfang kan fungere som et bolværk mod kortsigtet signalpolitik, og
hun reflekterer over spørgsmål som offentlighed i forvaltningen og overvågning
af borgerne.
Det er vanskeligt at yde en så sammensat bog nogen form for
retfærdighed i en anmeldelse. Bogen giver indblik i en branche, der ikke altid
har det bedste ry. I rundspørger om, hvilke erhvervsgrupper der nyder
danskernes troværdighed, rangerer advokater tættere på brugtvognsforhandlere
end de bryder sig om. De fleste har vel billedet af en advokat som en slikket
type, der tjener lidt for mange penge på at være lidt for smart. Man kan ikke
sige, at denne bog med sine historiske eksempler afkræfter dette billede
fuldstændigt, men det er derfor med så meget desto større fortrøstning man
læser samtalerne med de nulevende, der repræsenterer ikke alene faglighed, men
også samvittighed og samfundssind.
(Kristeligt Dagblad den 10. juni 2019. Rubrikken er ændret.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar