Johan Otto von Spreckelsen

Dan Tschernia

Spreck – En biografi om arkitekten J.O. von Spreckelsen, Aarhus Universitetsforlag

Johan Otto von Spreckelsen (1929-1987) ville have været et navn blandt få arkitekturhistoriske kendere, hvis det blot var for de kirker, han tegnede. Der var kun fire, to katolske (Spreckelsen var opdraget katolsk), Sankt Nikolaj i Hvidovre og Sankt Nikolaj i Esbjerg, og to til folkekirken, Vangede Kirke og Stavnsholtkirken i Farum, der alle hævder sig på linje med de fineste kirkelige nybyggerier efter krigen af navne som Utzon og Exner. Han blev kort tid efter sin eksamen også lærer, siden professor, på akademiet og var anerkendt som en reflekteret og kompromisløs fagmand og en dygtig pædagog.

Spreckelsen tænkte mere geometrisk end organisk, og hans valgte form til sine projekter var kuben. Han vandt flere konkurrencer uden at de blev realiseret. I 1982 udskrev den nyvalgte franske præsident Mitterand en konkurrence om et byggeri på la Tête Défense, et point-de-vue på hovedaksen i Paris fra Louvre over Triumfbuen til det nyligt bebyggede forretningskvarter La Défense.

Forslagene blev indgivet anonymt, og den i Frankrig fuldstændig ukendte dansker vandt med et projekt, der emulerede triumfbuemotivet i en gennembrudt kube, der på alle ledder var dobbelt så stor som den eksisterende triumfbue. Som en bekendelse til oprøret mod den store fortælling, som den historiske parisiske symmetriakse udgjorde – og af praktiske hensyn - blev Spreckelsens nye triumfbue drejet nogle få grader i forhold til hovedaksen.

Alle inklusive præsidenten var begejstrede over projektet, og Spreckelsen blev katapulteret fra at være et respekteret navn blandt danske kollegaer til at være en international stjerne og skaberen af et af de væsentligste bygningsværker i Frankrig i det 20. århundrede. Men midt i byggefasen skiftede det parlamentariske flertal i Frankrig, Mitterands prestigeprojekt mistede sin politiske opbakning og Spreckelsen endte med at forlade arbejdet.

Spreckelsen var i Frankrig kontraktligt forpligtet til at samarbejde med en fransk arkitekt, og hans valg faldt på Paul Andreu, som også endte med at færdiggøre projektet efter at Spreckelsen forlod det. Andreu siger selv i dag, at han gjorde det i loyalitet mod Spreckelsens oprindelige intentioner under hensyn til de praktiske, politiske omstændigheder, der gjorde sig gældende. Spreckelsen nåede ikke selv at se sit projekt færdiggjort. Han døde af en galopperende tarmkræft.

Stavnsholtkirken i Farum. Eget foto 2020.

Byggeriet i Paris var bestemt ikke konfliktfrit. Der var stor forskel mellem den franske og danske arbejdskultur og der var en efterhånden betydelig afstand mellem Spreckelsens intentioner og det, der kunne lade sig gøre teknisk og økonomisk. Bogens fortjeneste er ikke mindst, at den kortlægger disse konflikter. Tschernia er journalistisk i sin tilgang. Det vil sige, at han for det første ikke lader som om han er arkitekturhistoriker, hvad han ikke er. For det andet benytter han interviews med vidner og aktører som hovedkilde. Han har ikke anvendt samtidigt skriftligt kildemateriale i nævneværdigt omfang. Spreckelsens enke har ikke villet give adgang til arkitektens arkiv, og Tschernia har ikke forfulgt byggesagen i de franske arkiver.

Aktørerne har naturligvis alle deres egen version af historien om ”La Grande Arche”, og deres beretninger peger ikke altid i samme retning.  Efter Spreckelsens død forsøgte en ingeniør, der havde bistået ham med de statiske beregninger, Erik Reitzel, at tage æren for idéen til kuben, og Reitzel havde faktisk held med at overbevise andre mennesker om, at det skulle være tilfældet. Tschernia har i dette spørgsmål helt entydigt påtaget sig rollen som arkitektens advokat. Tschernia lægger ikke skjul på sit engagement i historien om Spreckelsen. Han har en fortid som kultur- og presseråd på den danske ambassade i Paris i 1980erne, og det var i den egenskab han lærte Spreckelsen at kende og lavede en dokumentarudsendelse om ham. Ærindet med bogen er ”at genoplive og bevare mindet om den begavede og sympatiske danske arkitekt.” Det er en ærlig og tydelig deklaration af en personlig og velfortalt biografi.

(Kristeligt Dagblad 9. juli 2019. Avisens rubrik var en anden.)