Ellen Hørup II

Maria Grønlykke, Godt for sandheden at ikke alle lever af at sælge flæsk. En biografisk fortælling om Ellen Hørup, Gyldendal.


Maria Grønlykkes biografiske fortælling om Ellen Hørup udkommer blot to måneder efter Lone Rünitz’ biografi om den samme kvinde (anmeldt i KD 26. juli). Det er interessant at se, hvor forskelligt det samme stof kan falde ud i hænderne på to forskellige forfattertyper. Rünitz er den grundige og kritiske historiker, som sætter kontekst på levnedstegningen, men som til gengæld også bliver lidt omstændelig. Grønlykke derimod lader den fremadskridende fortælling få forrang og hendes forfatterstemme er meget tydeligere i teksten. Til gengæld gør den subjektive tilgang også, at Grønlykke savner den kritiske distance til stoffet.

Hun er simpelthen for begejstret for sin hovedperson. Det er ikke vanskeligt at forstå, for Ellen Hørup (1871-1953) var en særpræget og stor personlighed. Hun var datter af Viggo Hørup, og fra ham arvede hun en aktiepost i Politiken, der gjorde hende økonomisk uafhængig. Hun blev uddannet tandlæge, men virkede det meste af sit liv som politisk skribent som fortaler for fredssagen, afkolonisering, forbedring af børnehjemsbørns vilkår og mange andre gode sager. Hovedaftageren for hendes skriftlige produktion var dagbladet Politiken, hvis redaktører hun sloges med, fordi de til hendes fortrydelse ikke bare trykte alt hvad hun skrev. Forholdet til redaktørerne blev naturligvis ikke mindre kompliceret af, at hun var en af avisens hovedaktionærer. Bogens titel er taget fra et brev, Hørup skrev til avisens redaktion. Det var ment som en kritik af redaktionens krejlermentalitet, men det var ikke desto mindre den mentalitet, der gav hendes aktier værdi og gjorde hendes arbejde muligt.

Hun havde et stort internationalt netværk og korresponderede med bl.a. Gandhi, hvis sag hun ivrigt talte. Hun giftede sig som ung med en sagfører, Vilhelm Nielsen. De adopterede en datter, som man ikke hører meget om. Ægteskabet blev opløst efter sølvbrylluppet, hvorpå Hørup rejste til Rom, hvor hun indledte et mangeårigt forhold til en ti år yngre katolsk pater. (Grønlykke kalder ham konsekvent for munk, men han var altså præst.)

Grønlykkes bog vil antagelig appellere til andre læsere end Rünitz’, fordi hun tillader sig at lade sig forføre af stoffet i en grad så hun næsten identificerer sig med sin hovedperson. Fortællingen om den modige, handlekraftige, selvstændige, belæste, intelligente og stærke kvinde flyder modstandsfrit af pennen.

Men Grønlykkes greb om historien gør den også lidt for en- eller rettere todimensionel. Hun er aldrig ked af at smide en letkøbt værdidom efter personer eller tildragelser, for alt kan passes ind på en moralsk skala fra reaktionær til progressiv. Hun har skurkologien på plads: Bogens helte er kvinderne, og skurkene er næsten alle mænd med ægtefællen Vilhelm Nielsen i spidsen. Her må man ty til Rünitz for at få et mere nuanceret billede af en mand, der var sin kone hengiven og også efter skilsmissen hjalp med at tage vare på hendes økonomi, mens hun var ude for at redde verden. Hørup har antagelig ikke har været helt nem at være gift med. Sin trang til drama i privatlivet fik hun i hvert fald tilfredsstillet i det stormfulde forhold til sin italienske elsker.

Hvis man som Grønlykke er optaget af, at Hørup altid stod på det godes side mod tidens onde kræfter, bliver det også vanskeligt at se begrænsningen i hendes idealisme. Hvornår havde det faktisk effekt, hvad hun skrev, og hvornår var hun bare en velmenende hattedame eller måske sågar en nyttig idiot for kommunisterne? Det sidste er altid vanskeligt at vurdere. Grønlykke gør meget ud af at understrege, at Hørup ikke var kommunist. Men det betyder jo ikke, at hendes agitation ikke havde en politisk ladning.

Grønlykke skriver med sprogligt overskud. Det er gået lidt stærkt med redigeringen. Fortællingen er med skiftende konsekvens holdt i dramatisk præsens. Oplysninger om en ungdomskærlighed er sat ind i bogens afslutning som om moderne tekstbehandling ikke gjorde det muligt at indarbejde afsnittet det relevante sted i teksten. Under alle omstændigheder må man nu sige, at nu er der ingen som helst undskyldning for ikke at kende til Ellen Hørups spændende liv og værk.


(Kristeligt Dagblad 24. sept. 2019. Rubrikken var en anden.)