Europa som ikke-imperium

Uffe Østergård: Hvorhen Europa? DJØF-forlag, 650 sider, 2018

Uffe Østergård er en af Danmarks mest indflydelsesrige historikere, ikke blot fordi han gennem mere end en menneskealder har været fremtrædende public intellectual, men også fordi han som universitetslærer og forsker har øvet en betydelig indflydelse på generationer af forskere. Adskillige professorer og lektorer fordelt på landets universiteter tælles blandt hans elever.

Hovedstrømmen i den danske historieforskning er stadig præget af den kildenære og kildekritiske, arkivalske tradition, der blev definerende for faget i det 19. århundrede. Østergård er mere en syntesedannende historiker i den angelsaksiske tradition. Hovedsporet i Østergårds forskning er Europas historie fra Middelalderen og frem. Som en understrøm løber et af hans tidligste forskningsfelter, Romerrigets historie. To temaer er gennemgående i hans oeuvre, for det første nationalstaternes udvikling. Han var blandt de første, der introducerede nationalismeforskningen på dansk grund i begyndelsen af 1980erne, og han har bl.a. bidraget substantielt til den hjemlige diskussion om udviklingen af den danske nationalstat i historisk, nordisk og europæisk belysning. Det andet hovedtema er Europas rolle i verden.

Østergårds tekster er kendetegnet ved en egen underfundig humor. De har altid en krog i nutiden og for manges vedkommende også et polemisk potentiale. Til dette bidrager ikke mindst, at han meget tidligt integrerede det erindringspolitiske perspektiv i sine studier. Han ved ikke kun, hvad historien betyder, men også hvad den kan betyde for andre. Uffe Østergård skriver ikke kun om historie, men tænker historie. Som udpræget generalist er han den, der bygger bro mellem de øer af specialisering, som historieforskningen hele tiden står i fare for at udvikle sig til. Og i modsætning til mange af sine angelsaksiske kollegaer er han velorienteret i andet end engelsksproget litteratur. Uffe Østergård er foruden at være en flittig læser også en generøs læser, forstået på den måde, at han altid tydeligt gør opmærksom på, hvor han har sine tanker og indsigter fra. Dertil kommer, at han i den europæiske kontekst meget ofte er den, der kan tilføje perspektivet fra periferien. Hvis nogen siger noget om, hvordan tingene forholder sig i Berlin, Paris eller London, svarer Uffe Østergård med eksempler fra Reykjavik, Budapest eller Lissabon.

Ejderstenen blev i slutningen af det 17. århundrede sat op på

Rendsborgs byport, og den udtrykker en linje i den statslige og

siden også nationale danske politik, der betragter imperiet 

- forstået som Det romerske imperium og dets tyske efterfølger -

som noget fremmed og Danmark uvedkommende. 

Stenen befinder sig i dag i Københavns tøjhus, 

nu Krigsmuseet. (eget foto) 

Denne bog er på mange måder en sammenfatning af temaer og problemer, som han har arbejdet med gennem mange år. Det er på sin vis tredje eller fjerde udgave af hovedværket Europas Ansigter fra 1992. Østergårds pointe var dengang, at nationalstaten var et historisk fænomen, og at den derfor som alle historiske fænomener var på vej væk. Dengang var han overbevist europæer. Det er han stadigvæk. Men der er kommet nogle nye lag af forståelse på. Først og fremmest handler det om, at nationalstaten som idé – altså idealet om, at der skal være sammenfald mellem nationens og statens grænser – har vist sig at være en levedygtig og virkningsfuld politisk kraft. Drømmen om den etnisk rene og homogene nationalstat synes at være så stærk som aldrig før. Dertil er kommet, at statsbegrebet er udfordret af to alternativer, der sådan set har været der hele tiden, men vi er blevet bedre til at identificere dem som væsentlige. Det ene er regionalismen, der ofte allierer sig med nationalismen som i tilfældet Catalonien eller Skotland, og det andet er det overstatslige og/eller overnationale fænomen, som ofte kaldes et imperium.

Begrebet har karakter af skældsord. Tydelig er denne negative værdiladning i Star Wars-universet. Et imperium kan være et løsere eller fastere sammensat konglomerat eller forbund af juridisk, økonomisk og etnisk forskellige territoriale enheder, og når man ser efter, viser det sig, at det er disse konglomerater, der udgør den historiske normaltilstand, mens den uafhængige, etnisk rene, fast afgrænsede territorialstat så afgjort er undtagelsen.

Men hvad er det så med Europa? Ja, på den ene side, afdramatiseres EF/EU som projekt, fordi det handler om blot endnu en juridisk, økonomisk, etnisk sammensat wannabe-stat, og hverken Jean-Claude Juncker eller Donald Tusk er Darth Vader. På den anden side stiller Østergård et af historievidenskabens afgørende spørgsmål – kendt som ”the Needham-question”: Hvorfor Europa og ikke Kina? Set fra Kina er den 500-årige europæiske dominans fra 1492 til 1992 en afvigelse fra den sædvane, at det kinesiske imperium dominerer det eurasiske kontinent og dets aflægger Afrika.

Allerede tidligt i det, der herfra defineres som den europæiske middelalder, blev der i Kina udviklet de teknologier, der siden blev betragtet som afgørende forudsætninger for global europæisk dominans: krudt og skydevåben, omfattende produktion af jern og stål, militært højpotente højsøflåder (meget større og mere frygtindgydende end det småpjat, som Colombus sejlede rundt med), det magnetiske kompas, papirpenge, statsligt, meritokratisk bureaukrati osv. Alligevel blev det portugiserne, der første gang åbnede handelsvejen til søs mellem Europa og Fjernøsten og ikke kineserne, ganske vist i beskeden målestok, men altså ikke desto mindre.

For Kinas vedkommende accepterer Østergård Mark Elvins forklaring, at Kina var fanget i en ”high level equilibrium trap”, altså at den økonomiske udvikling havde nået et niveau, der ikke ansporede til yderligere vækst, fordi chancen for gevinst ved optimering af systemet ikke stod i et fornuftigt forhold til den risiko, der var forbundet med forandring af de eksisterende forhold. Det er en anden måde at sige, at Kina ikke forandrede sig, fordi Kina ikke ønskede forandring. På den ene side kan man sige, at Kina med denne iboende konservatisme opnåede en enestående statslig stabilitet gennem årtusinder. På den anden side forklarer det ikke den tydelige konkurrencefordel, som Europa opnåede på et tidspunkt i historien. Nu er der diskussioner om, hvor stor denne fordel var. I Fjernøsten var europæernes rolle som nævnt indledningsvis marginal. I realiteten fik portugiserne i det 15. århundrede bare en lille andel af en i forvejen bestående, omfattende fjernhandel. I det 17.,18. og 19. århundrede lykkedes det i langt højere grad briterne, russerne, franskmændene, nederlænderne og spanierne at etablere velfungerende kolonier i Asien. Også portugiserne og sågar danskerne havde en lille andel i den forretning.

Hvad er så forklaringen på denne usædvanlige, europæiske succes i Asien, Nord- og Sydamerika og i Afrika? Østergård er ikke monokausalitetens mand. Han abonnerer ikke på den enkle og forførende materialistiske ressourceforklaring, altså at den industrielle revolution skyldtes den lette adgang til rigelige mængder af jernmalm og stenkul inden for en overkommelig rækkevidde. Jern- og stålproduktionen var allerede omfattende under Song-dynastiet (960-1279) og det førte som bekendt ikke til nogen industriel revolution.

Der findes mange andre forklaringsmodeller, immunologiske, geografiske, økonomiske, demografiske osv. på den periodiske, europæiske overlegenhed. Østergård afviser dem ikke definitivt, men koncentrerer dog sin opmærksomhed om et bestemt forhold som afgørende, nemlig at det aldrig lykkedes at samle Europa under én suveræn. Der var mange forsøg på at gennemføre translatio imperii, altså overførslen af den romerske centralmagt og dens legitimitet til europæiske imperiebyggere fra Karl den Store over Filip II til Napoleon og Hitler, fra Byzans over Moskva til Berlin. De var imidlertid forgæves. Til gengæld fandt den europæiske økonomiske og statsligt administrative udvikling sted som resultat af en intensiv konkurrence mellem skiftende større og mindre magter i Europa. Krige var i den forbindelse både drivende og ødelæggende. Truslen om krig befordrede teknologisk udvikling og styrkelse af den statslige centralmagt – ikke mindst i Danmark-Norge og Sverige – men var også invaliderende og opslidende som under 1. og 2. Verdenskrig.

Hermed kommer man til bogens clous, vurderingen af EF/EU som det seneste forsøg på at skabe et europæisk imperium. Centralt i bogen står analysen af Spanien og Storbritannien. De er på mange måder sammenlignelige som forhenværende globale imperiebyggere og europæiske stormagter, derefter som delvist mislykkede nationalstater, der i dag befinder sig udspændt mellem europæisk centralisme og en stærk regionalisme. Østergård peger på, at Europas nuværende tilstand blev til som en konflikt mellem Spanien og England. I 1588 sendte Filip II sin Armada til de britiske øer for at undertvinge dem og dermed i realiteten at tilvejebringe et europæisk rige under habsburgsk overherredømme. Det mislykkedes som bekendt på grund af omstændigheder, der ikke kunne forudses, men som ikke desto mindre kan forklares. Det er Østergårds definition på historisk videnskab, at den er kontingent. Vi kan ikke opstille lovmæssigheder, der sætter os i stand til at forudse begivenheder, men nok modeller, der gør det muligt at forklare dem, når de har fundet sted.

EU står altså i et spændt forhold til staternes mangfoldighed efter Den augsburgske Fred 1555 og Den vestfalske Fred i 1648 på den ene side og forskellige forsøg på at samle Europa under en mere eller mindre despotisk fyrste sidenhen: Filip II, Karl XII, Napoleon, Hitler. Det er disse forsøgs fiasko, den indre konkurrence, der er dynamikken. Denne konkurrence har ofte bestået i krig. Men verdenskrigene i det 20. århundrede – europæiske borgerkrige med global rækkevidde i Østergårds definition – var på den anden side grundlaget for Europas nederlag globalt set, et nederlag, der imidlertid blev udsat af EF/EU.

”EU har aldrig været centraliseret på samme måde som det Romerske Imperium og det kinesiske. Trods megen retorik fra tilhængere såvel som modstandere var det heller aldrig meningen da samarbejdet byggede på territoriale nationalstater med lang tradition for suverænitet.”

EU’s succes består i, at den er en institutionalisering af det, der oprindeligt gjorde Europa til en succes. Paradokset er, at EU ikke har undermineret, men snarere forstærket nationalismen, ikke mindst blandt de senest tilkomne medlemmer. EU’s tragedie er, at tilhængerne enten er eller fremstår som føderalister, hvilket giver modstanderne let spil, fordi de kan afskrive bureaukraterne i Bruxelles som imperiebyggere:

”I øjeblikket er situationen den at vælgerne i Europa paradoksalt nok gør oprør mod den eneste organisation der har potentiale til at udskyde magtesløsheden, EU. Det gør de af utilfredshed med den valgte teknokratiske samarbejdsmetode i det europæiske samarbejde, funktionalistisk spill-over og liberal markedskonkurrence fulgt af detaljeret lovgivning som irriterer befolkningerne.”

Bogen slutter en cirkel eller rettere mange cirkler i Østergårds forskerkarriere. En af dem er ungdommens interesse for Det romerske Imperium. Sammenligningen mellem Romerrigets undergang og de trusler, som Europa i dag står over for, er blevet draget af mange, der finder en foruroligende parallel mellem Roms fald og Europas nuværende situation. Østergård underkender ikke værdien af denne sammenligning – Untergang des Abendlandes and all that jazz - men kvalificerer den med følgende sammenligning med et andet romersk imperium:

”Overlever de europæiske institutioner – og det gør de nok, for det er sjældent at man helt nedlægger noget – så er den historiske parallel dog næppe Romerriget, men […] snarere det Hellige Romerske Rige, Sacrum Imperium, der eksisterede fra 962 til 1806. Det lykkedes aldrig dette rige at udstrække sin magt til hele Europa, selv om det var tæt på i 1500-tallet under Habsburgeren Karl 5. Men som juridisk ramme for de mange tyske lande og en del af de italienske stater levede riget længe og gjorde det i perioder muligt at afgøre stridigheder mellem fyrster og bystater uden krig. Indtil rammen blev ophævet under indtryk af Napoléons erobringer og hans selvudråbte kejserværdighed i 1804. Da var selv den legale fiktion holdt op med at virke, men indtil da havde domstole og proceduren for valget af kejser overlevet i næsten ni hundrede år. Så der er stadig håb for EUropa – i hvert fald for institutionerne og deres ansatte. Men det er usikkert om vælgerne vil være med. Og aldeles usikkert om resten af verden vil lytte til os.”

Uffe Østergård fravælger eksplicit at give en anvisning på, hvorledes Europa skal overvinde disse kalamiteter. Men de, der står med ansvaret for at løse problemerne, kan i hvert fald ikke sige, at de ikke er klædt ordentligt på til at forstå de historiske perspektiver.

(anmeldt til denne blog, lettere revideret okt. 2019)