Under jorden

Frihedsmuseet

Frihedsmuseet, hvis officielle navn var Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-1945, blev oprettet i 1957 som et bevidst forsøg på at give den aktive modstandskamp en stemme. Det blev finansieret af private midler og blev overdraget til Nationalmuseet at drive. Alle var enige om at hylde ”Det kæmpende Danmark”, som man sagde. Det dækker imidlertid over en fortolkningskamp.

Frihedskampens veteraner ville gerne have et museum for deres udlægning af historien, mens alle andre gerne ville have del i den ære og anerkendelse, som blev vist modstandsfolkene. Krigssejlerne blev f.eks. lukket ind i varmen fra begyndelsen, hvilket bestemt ikke var nogen selvfølge. Fra politisk side blev der efter krigen gjort forsøg på at kvæle modstandsbevægelsen i velvilje. Det gik helt imod modstandsfolkenes fortolkning. De fleste af dem mente, at de havde kæmpet en tofrontskrig både mod besættelsesmagten og den officielle danske politik. Det politiske Danmark var derfor ikke synderlig stærkt repræsenteret ved åbningen af museet den 15. oktober 1957. Æresgæster var Kongeparret og den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann, altså repræsentanter for det, der blev betragtet som en indre opposition mod samarbejdspolitikken.

Siden 1957 er fortolkningen af Besættelsestidens historie uddybet og nuanceret i betydelig grad. Da Frihedsmuseet brændte i 2013, måtte man derfor også stille spørgsmålet, om det i virkeligheden var på tide at lade gaven gå tilbage i den forstand, at man måtte begynde forfra med at fortælle historien.

Hvorfor kræves der egentlig et særskilt museum for den del af den danske krigshistorie, der strækker sig fra 1940 til 1945, mens de øvrige krige gennem tusind år helt frem til i dag udstilles andetsteds, nemlig i Københavns Tøjhus, nu Krigsmuseet, der ligeledes sorterer under Nationalmuseet?

Svaret er, at 2. Verdenskrig stadig indtager en særstilling som et reservoir af fortællinger, hvorfra vi øser for at forstå os selv som samfund og civilisation, mens de øvrige krige kun er omfattet af en mere distanceret antikvarisk interesse. Man troede for en generation siden, at interessen for Besættelsestiden ville dø ud, når tiden ikke længere var i mands minde. Det har vist sig at være helt forkert. Besættelsestiden spiller fortsat en central rolle for den danske selvforståelse. Derfor har man ikke har haft modet til andet end at genopføre et museum bygget på den samme grund og den samme grundidé som i 1957 – med nogle variationer.

Størstedelen af Frihedsmuseets kvadratmeter befinder sig under terræn. Set fra gaden er det en beskeden bygning med oval grundplan i to etager, der falder godt ind i den grønne park. Selve udstillingshallen befinder sig i anden kælderetage, og det indbyder naturligvis til det indlysende ordspil på det fænomen at ”gå under jorden”. Det er en tendens i de seneste års museumsbyggeri, at man gerne beror alene på kunstig belysning. Det er nok spørgsmålet, hvor levedygtigt det koncept er i længden. I dette tilfælde bliver det lidt klaustrofobisk. Erfaringen viser, at Solen har virkelig meget for sig som kilde til oplysning.

Udstillingen er bygget kronologisk op fra april 1940 til befrielsessommeren og retsopgøret. Ved hjælp af interaktiv teknologi følger man fem skikkelser, fire modstandsfolk og en der valgte at gå i tysk tjeneste; en kvinde og fire mænd; to kommunister, to partiløse og en nazist: Musse Hartig (1915-1996), Karl Christensen (1913-2002), Jørgen Kieler (1919-2017), Thorkild Lund-Jensen (1920-1945) og Henning Brøndum (1916-1947). Valget af nazisten og krigsforbryderen Brøndum som case er modigt og rigtigt, for han sætter de øvriges historier i krast perspektiv. For de øvrige fires vedkommende kan man altid spørge, om de er repræsentative for modstanden? Mangler der ikke en politimand eller en officer? Hvad med det organisatoriske ledelseslag? Hvad med fremtrædende meningsdannere som Vilhelm la Cour, Kaj Munk, Arne Sørensen eller Kristeligt Dagblads beundrede lederskribent Gunnar Helweg-Larsen, hvis man må have lov at være lidt lokalpatriotisk?

Med valget af eksempler af fodfolkets rang er vægten også lagt på den enkelte skæbne og det personlige valg. Didaktisk giver det mulighed for identifikation, og der lægges op til afgørende spørgsmål som ”Hvad ville du selv have gjort i den samme situation?”. Det betyder også, at hverdagsaspektet kan integreres i udstillingen. Hvordan kommer der mad på bordet? Hvad gør man, når der ligger våben frit fremme i lejligheden og den lille datter har slugt en patron? Til gengæld fortoner den politiske kontekst sig. Netop det forhold, at modstanden ikke udfoldede sig i et politisk eller ideologisk tomrum er blevet fremhævet i Niels Wium Olesens anbefalelsesværdige bog, ”Modstand”, der udkom tidligere på året.

Den handler provokerende nok meget lidt om de enkelte sabotører og deres aktioner. Til gengæld tydeliggør den, at krig er politik videreført med andre midler, og den understreger de indre modsætninger i modstandsbevægelsen i en grad, der gør det temmelig vanskeligt at tale om den i bestemt form ental. Modsætningen mellem kommunisten Christensen og den borgerlige Kieler er med andre ord lige så interessant som modsætningen mellem kommunisten Hartig og nazisten Brøndum er det.

De fem hovedpersoners tanker, som de selv udtrykte dem, er bærende for udstillingen. De læses op af skuespillere i små filmklip, som gæsten kan fremkalde undervejs. Det betyder, at udstillingen er meget teksttung. Den får karakter af en mellemting mellem en lydbog og en dokumentar på DR2. Fraværet af dagslys forstærker oplevelsen af at befinde sig i en meget lille biograf. Forestillingen varer ca. 1½ time.

Der er ingen tvivl om, at Frihedsmuseets nye udstilling bygger på den meget stærke faglighed, der har kendetegnet museets drift i årtier. Der er tænkt meget over tingene. Men ethvert tilvalg indebærer et fravalg, især når pladsen er så relativ trang som den er. Det er umuligt at tilfredsstille både den forudsætningsløse krydstogtsturist, der lander på Langelinie lige henne om hjørnet, og Jørgen, der for længst har læst alle bøgerne. Og Jørgen skal nok belave sig på, at der er taget mange hensyn til turisterne. Men på sine egne præmisser står konceptet klart og stærkt formuleret. Om de arkitektoniske og didaktiske valg, der er truffet, også er langtidsholdbare, må tiden vise. Umiddelbart spændende bliver det at se, hvem der er inviteret til åbningen den 3. juli.

(Kristeligt Dagblad 30. juni 2020. Avisens rubrik var en anden, og enkelte formuleringer blev ændret.)