Agtværdighedens geografi

 

Henrik Dahl, Den usynlige verden, Gyldendal, 2008, 322 sider

Der findes på Sjælland en næsten ukendt by med over en snes tusind indbyggere. Den er større end både Ringsted og Kalundborg, og den ligger blot 35 kilometer fra København, men det er hverken Hillerød, Roskilde eller Køge. De færreste vil antagelig kunne placere den på et kort. Ølstykke-Stenløse hedder den.

Den er en urbaniseret gevækst oprindeligt bestående af to landsbyer, som i det 20. århundrede er vokset sammen som et stationsbykonglomerat langs Frederiksundsbanen. Bortset fra enkelte huse omkring de gamle landsbykirker, der endnu vidner om stedets historie i tidligere århundreder, består Ølstykke-Stenløse af tusinder af generiske parcelhuse, nogle etageejendomme, belejlige indkøbsmuligheder, hensigtsmæssige fritidsfaciliteter og effektiv infrastruktur.

Ølstykke-Stenløse hører til den usynlige verden, som Henrik Dahl skriver om i sin bog fra 2008. Ganske vist bruger han ikke denne forstad uden stad som eksempel. Hans eksempler er fra Øst- og Midtjylland og Storkøbenhavn. Men det kunne det lige så vel have været Stenløse-Ølstykke, hvis ikke byen var så usynlig, at selv Dahl ikke får øje på den.

Vores verden kortlægges ifølge Dahl i en kognitiv geografi, der tillægger steder værdi alt afhængigt af, hvad de betyder for den enkelte og ikke mindst hvilke historier, som vi har hørt om dem og som kan indlejres som forventninger og forestillinger i vores kulturelle beredskab. Mod bogens slutning får fænomenet den måske mere retvisende betegnelse agtværdighedens geografi.

Således er København et sted, der er tæt belagt med referencer fra litteraturen, populærkulturen, film og TV, der forlener store dele af byen med mening og fortælling. Det gør byen til centrum i den kognitive geografi, mens den på landkortet jo ligger i periferien. Ølstykke-Stenløse må leve med at høre til en positiv fortælling, som ikke deles af særlig mange. Den mest kendte fortælling er smædesangen ”Ølstykke i november” af orkesteret Ibens. Andre end Dahl ville muligvis kalde fænomenet strukturelt betinget diskrimination. Atter andre vil måske betegne det som en diskursivt betinget forskelsbehandling. Man kunne endda fristes til at tale om kulturel eller social kapital. Men Dahl er mere lige på. Han skilter ikke med sine teoretiske mellemregninger.

Dahl behandler fire elementer af samfundet, som han mener er forblevet kulturelt usynlige: Transportdanmark, Forstadsdanmark, Arbejdsdanmark og Fritidsdanmark. En stor del af bogen rummer historiske redegørelser for tilblivelsen af de fænomener, han beskriver, og Dahl er faktisk en habil historiker med et godt greb om stoffet, men det er sociologen Henrik Dahl, der for alvor er interessant at læse, siger historikeren.

Pointen er, at når der foreligger en begrebsliggørelse (metabearbejdning kalder Dahl det) kan fænomenet gøres til genstand for almen opmærksomhed og dermed også udløse handlemuligheder. Dahl bruger det eksempel, at flypassagerer med sæder under bagagehylden rejser sig krumbøjet op, når flyet lander, mens de venter på dørenes åbning. Det er på mange måder uhensigtsmæssigt, men så længe fænomenet ikke har et navn, kan det heller ikke rubriceres som en tildragelse med en særlig signifikans, et problem med en mulig løsning. Dahl foreslår, at vi kalder det ”ventekrøbling”. Så kan flyselskaberne udsende anvisninger om, hvordan man undgår ventekrøbling, fordi det nu har et navn. Dahl væsentligste bidrag til vokabulariet er begrebet ”100-kilometerbyen” om DØM, Den østjyske Millionby, langs E45 fra Trekantsområdet til Skejby.

Bogen er fuld af iagttagelser, der bevæger sig i feltet mellem adfærdspsykologisk analyse og stand-up-komikerens blik for hverdagens oversete tildragelser. Afsnittet om familiens sociologi er rigtig interessant i den henseende, om end det ikke har så meget med den overordnede pointe at gøre. Dahl sammenligner trivslen i familien med arbejdspladsen, og det falder overvejende ud til arbejdspladsens fordel. Den er præget af en venligere omgangsform og mere demokratisk kultur. Det er ret vittigt.

Det er traditionen fra Max Weber, der gør sig gældende. Overbevisningskraften i hans analyser består ikke mindst i, at de udløser den latter, der følger den majeutiske erkendelse: ”Ja, det er sgudda rigtigt! Det er sådan det er! Hvorfor havde jeg ikke selv set det?” Man kan godt forstå, hvorfor Henrik Dahl er en efterspurgt foredragsholder.

Hvis Dahl havde skrevet bogen i dag (2021) og ikke i 2008, ville den naturligvis være farvet af, at han siden bogens udgivelse er blevet politiker, og det er svært at læse bogen i dag uden at have politikeren Henrik Dahl for øje. For det er klart, at politikeren Henrik Dahl ikke er den samme som sociologen Henrik Dahl. Som politiker underlægges man en anden logik end den, som er den uafhængige videnskabs, og man tildeles en talerstol med en anden rækkevidde og en anden legitimitet for nu at tale webersk.

Det er generelt vanskeligt for public intellectuals at gå ind i politik, fordi de må sælge ud af deres intellektuelle uafhængighed for at få indflydelse. Ingen politiker kan gøre karriere uden at gå på kompromis med egne principper, selv om de selvfølgelig aldrig vil indrømme, at det er tilfældet. Så meget desto mere må man respektere dem, der gør det, for selvfølgelig har vi brug for politikere med principper. Man kan belyse dette forhold ved at se på dem, der træder ud af politik for at blive public intellectuals. De veksler også indflydelse med uafhængighed – bare den anden vej. Allerede Grundtvig gjorde opmærksom på dette forhold. Han talte som medlem af den grundlovgivende rigsforsamling gerne, ofte og længe. Til gengæld fik han næsten ingen indflydelse på Grundlovens udformning.

Hvis Henrik Dahl havde skrevet sin bog i 2021, ville den antagelig være påvirket af erfaringerne med trumpismen og tilsvarende fænomener. Det er faktisk påfaldende, hvor fraværende usynlighedens politiske potentiale er fra hans analyse for blot 12-13 år siden.

Trumpismen har fået succes, fordi den appellerer til de usynliges oplevelse af usynlighed. Trump selv har naturligvis aldrig været usynlig. Hvis man alternativt bruger hørelsen som metaforisk omdrejningspunkt og ikke synet, kan man se, hvordan trumpismens forløbere i f.eks. Dansk Folkeparti har appelleret til Det tavse Flertal. Og på samme måde som Trump er synlig, er Det tavse Flertals kårne repræsentanter også meget hørbare. Det er trumpismens trumfkort, at den kan bilde vælgerne ind, at den ikke er tvunget til at indgå ovennævnte byttehandel mellem uafhængighed og indflydelse. Når trumpismen selv får magten, hævder den, at den repræsenterer sandheden og ikke magten. ”Speaking truth to power!” er trumpismens slogan, selv når det er den, der har magten.

Hvis Henrik Dahl i 2008 havde været politisk entreprenør, ville han have kunnet stifte et succesrigt parti på den erkendelse, at der er rigtig mange stemmer i at appellere til de usynliggjorte. Det gjorde han ikke. I stedet valgte han nogle år senere at stille op for Liberal Alliance og blev valgt ind i Folketinget i 2015. Man skal lede ret grundigt i bogen for at kunne lokalisere ledetråde, der peger i retning af den vej, det gik, både når det handler om partiets overordnede økonomiske politik og Dahls egne mærkesager på indvandrerområdet. Henrik Dahl var tydeligvis et andet sted i sit liv i 2008.

Bortset fra det er bogen en ret skarp analyse af et fænomen, der siden har fået politisk sprængkraft. Og her må man indskyde, at Dahl også har et ret indgående kendskab til agtværdighedens amerikanske geografi. Noget af det tavse og det usynlige i Danmark havde allerede i 2008 et navn: ”Den rådne banan”, ”Udkantsdanmark”. Det er klart, at beboerne i disse områder føler sig set ned på med disse prædikater. Men skal man følge logikken i Dahls tankerække, betyder det også, at der er foretaget et kvalitativt skridt, fordi det at blive set ned på indebærer synlighed, og det vil sige, at usynligheden er ophævet. Man indgår herefter i et synligt hierarki, ikke et hierarki mellem det synlige og usynlige. Det ophæver ikke hierarkiet, men skal man følge Dahls logik, giver det handlemuligheder til dem, der repræsenterer dets bund, fordi der er sket en synliggørelse. En italesættelse, om man vil. Men lad mig give ordet til Henrik Dahl til afslutning:

”Den, der ønsker en radikalt anderledes agtelsesgeografi, er oppe mod stærkere kræfter end den, der ønsker Danmark som republik. Hun eller han er oppe mod mere end hundrede års tæt samarbejde mellem enhver tænkelig, dansk organisation og mod de fleste danskers dybeste følelser. Derfor tror jeg ikke, der vil ske store forandringer i agtelsens geografi i år eller til næste år. Selvom den nuværende agtelsesgeografi er en kolossal hindring for , at folk kan opbygge identiteter, der har en rimelig og realistisk forbindelse med deres dagligliv. Men så har man lov at drømme. Og jeg drømmer om den dag, hvor vi synger fællessange om den majestætiske Storebæltsbro, køreglæden, internatkursus-velværet, kollega-samværs-glæden, weekendafslutningssorgen, skilsmisse-dårlig-samvittigheden, venne-weekend-ængstelsen, hente- og bringestress, vinterferien, havens skønhed ved midsommer, selvgjort-arbejde-glæden, vælger-altid-den-forkerte-kø-resignationen, glade-børn-glæden og vi-må-drikke-lidt-mindre-rødvin-og-se-at-komme-på-slankekur-hykleriet. Når den dag kommer, vil jeg føle hvad-sagde-jeg-glæden over, at den usynlige verden endelig er blevet synlig.”

(anmeldt til denne blog i marts 2021)