Verdensfjern optagethed af verden

 Carsten Jensen, Bjælken i mit øje, Politikens Forlag

I denne fjerde bog i en serie om, hvad Carsten Jensen mener om dette og ikke mindst hint, forsøger han at afdække krigens væsen. Sidste punktum i bogen er sat den 8. februar 2020. Første bind i serien udkom i august 2018. I alle fire bøger udfolder Jensen sig i ganske korte og ofte løsrevne eller usammenhængende kapitler. Selv om han i seriens sidste bind er flinkere til at holde sig til emnet, gør opbygningen og hans noget flagrende gemyt som skribent, at man som læser har lidt svært ved at finde ud af, hvad han egentlig mener om krig. Mest er han dog imod.

I den nu lukkede Radio 24syvs satiremagasin ”Den korte Radioavis” var hovedpersonen den fiktive seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, en parodi på den ældre, begavede, men selvoptagede og selvhøjtidelige journalisttype, der især før i tiden trivedes på Danmarks Radio. Når Kirsten Birgit skulle hævde sin erfaring over for den nævenyttige ungdom, forsømte hun ikke med stor patos at kundgøre: ”Jeg har set Groznyj falde!” med reference til den første krig i Tjetjenien 1995.

Kirsten Birgit bringes i erindring, fordi Carsten Jensen åbner sin bog med at påberåbe sig øjenvidnets karismatiske autoritet på præcis samme måde: ”Jeg har været i krigszoner. Jeg har hørt lyden af indkommende mortérgranater, jeg har set sønderskudte bygninger og frygteligt lemlæstede lig.” Der er lagt op til, at Jensens erfaringer som krigskorrespondent udtrykker en alvor og indsigt, der skal forlene hans efterfølgende betragtninger om krigens væsen med troværdighed.

Filosoffen Walter Benjamin bemærkede om soldaterne under 1. Verdenskrig, at de ikke blev en erfaring rigere, men en erfaring fattigere. Jensens egne erfaringer med krig synes tilsvarende ikke at have beriget hans indsigt i krigens væsen. Det går bedre på anden hånd, det vil sige når han refererer hvad andre har skrevet om krigen, fra Illiaden over Dostojevski til Timothy Snyder.

Hvis det er hensigten med bogens titel, at vise, at Carsten Jensen har erhvervet sig indblik i egne fejl eller svagheder, må projektet siges at være mislykket. Han fremstår lige så formanende rethaverisk og påståeligt fordømmende, som han plejer. ”I Danmark har vi ikke haft en debat om krigen i Afghanistan.” kan han finde på at hævde, hvorpå han frejdigt parafraserer den uvildige krigsudredning fra 2018, som han i øvrigt tydeligvis ikke har forstået. Han er heller ikke opmærksom på den temmelig omfattende, offentlige debat, som udredningen gav anledning til. Eller læs Jensens karakteristik af bagmanden bag angrebet på World Trade Center i 2001: ”Osama bin Laden var en lille fisk. Sammenlignet med Himmler, Eichmann og Goebbels, det industrialiserede massedrabs opfindere, var Osama bin Laden blot en beskeden håndværker.” Det er en besynderlig relativering. På den måde kan alle forbrydere fremstå som små fisk. Man skal bare sammenligne med en, der er større. Og interessant nok får gerningsmanden fra Oslo og Utøya 22. juli 2011 ikke prædikatet ”endnu mindre fisk”.

Bogserien, som denne indgår i, kaldes ”Hvisken og råb”, endskønt Carsten Jensen ikke er typen, der hvisker. Som skribent gør han brug af de store fagter, og han bevæger sig i universelle, globale kategorier: Havet, Horisonten, Livet, Ondskaben, Mennesket, Døden. Det er alt sammen meget højtideligt. Aner man et glimt i øjet, viser det sig hurtigt at være en glød fra den ulmende vrede. Der er ikke så meget hverdag over hans retoriske univers, ingen tomme pizzabakker, nye rør i solariet eller et stop tobak på altanen. Det er mere London, New York, Paris end det er Store Heddinge eller Glostrup. Det hænger naturligvis sammen med, at han er optaget af store spørgsmål som migration, klima og krig, liv og død. Som essayist formår han bare ikke at knytte dem til en oplevet virkelighed, og så bliver hans optagethed af verden lidt – nå, ja – verdensfjern.

Læsere, der kunne lide de tre første bøger i serien, vil givetvis også kunne lide denne. Man må formode, at hans fans mestendels består af folk, der er enig med ham. Hans facon egner sig ikke til at omvende de lidet troende. Men hans meningsfæller vil i hans andagtsbøger finde en velturneret refleksion til hver eneste dag i året.

(Kristeligt Dagblad 24. marts 2021)