Kristoffer Flakstad, Den danske bog om Norge, Gads Forlag, 262 sider, 299,95 kr.
En klassisk vittighed fortæller om en franskmand, en tysker og en nordmand, der alle fik til opgave at skrive om elefanten. Franskmanden spadserede til Paris’ zoologiske have og skrev samme aften et essai fuld af esprit om elefantens kønsliv. Tyskeren tilbragte først syv år i Afrika, dernæst syv år i Indien og udgav til slut et værk i mange bind med titlen ”Indledende studier i elefantens væsen og adfærd”. Nordmanden tog op i sin hytte på fjeldet og skrev bogen ”Norge og vi nordmænd”.
Selv om denne bog markedsføres som ”Den danske bog om Norge”, er det en ret norsk bog, der først og fremmest er optaget af alle Norges fortræffeligheder. Bogens narrative grundstruktur er udtryk for en klassisk norsk selvfortælling. Engang i den tidlige Middelalder var Norge en stor europæisk magt, men så kom Kalmarunionen og ”Firehundredeårsnatten”, da Norge var underlagt et udbyttende og undertrykkende dansk styre. De danske konger interesserede sig ikke for Norge, og hvis de gjorde, bragte de kun skidt med sig.
Morgengryet efter Danskernatten kom efter indførelsen af egen forfatning i 1814 og blev forstærket efter ophævelsen af unionen med Sverige i 1905, da Norge kunne hævde sig som nation med den norskeste af alle norske helte, Fridtjof Nansen, i spidsen. Han stod på ski og fik Nobels fredspris. Mere norsk med norsk på bliver det ikke.
En af bogens mest interessante pointer er påpegningen af, at kulturudvekslingen mellem Norge og Danmark forstået som kunstnere og andre, der har deres ophav i det ene land og deres virke i det andet, er fortsat ubrudt gennem flere hundrede år indtil i dag. Før 1811, da Norge fik sit første universitet, var det en selvfølge, at nordmænd, der ønskede at uddanne sig, måtte tage til København. Ludvig Holberg er nok den kendteste. I det 19. og i de første årtier af det 20. århundrede forblev København Norges kulturelle hovedstad. De største norske forfattere – Kielland, Ibsen, Bjørnson osv. – udkom indtil 1920erne på Gyldendal i København. Knut Hamsun ønskede også at blive udgivet på Gyldendal, men blev skuffet. Amalie Skram nærmest flygtede til København. Sigrid Undset, der var født i Kalundborg, og Aksel Sandemose tog turen den anden vej til Norge. I de seneste år er dansk kulturliv blevet beriget med navne som Sissel Kyrkjebø, Lene Nystrøm og Jakob Oftebro. Kristoffer Flakstad remser snesevis af andre eksempler op.
En anden af Flakstads centrale pointer er, at Bergen er motoren i norsk kulturliv. Fra Ludvig Holberg over Edvard Grieg til Gunnar Staalesen er der udgået kulturpersonligheder af internationalt format fra denne by, der står i samme størrelsesforhold til Oslo som Aarhus til København. Man hører ikke nær så meget om Oslo – om end Oslobåden spiller en vis rolle. I Oslo hedder den naturligvis noget andet, nemlig ”Danskebåten”.
Flakstad er født og opvokset i Danmark, men hans hjerte tilhører tydeligvis Norge i almindelighed og Bergen i særdeleshed. Bogen er nærmest en turistbrochure i stift bind. Flakstad løber på sin vis åbne døre ind. Norge hører allerede til danskernes mest foretrukne rejsemål i skarp konkurrence med Grækenland, kun overgået af Spanien, Italien og Tyskland. Men danskerne tager først og fremmest til Norge for at opleve naturen, og det er Flakstads ærinde at markedsføre Norge som en kulturnation. Han skiller sig hæderligt fra opgaven, men hvis man skal sælge noget til danskerne, kan man med fordel gøre det med lidt mere munterhed, for nu ikke at tale om selvironi. Her kunne Flakstad lære lidt af de bergensiske brødre, som han også nævner, Vegard og Bård Ylvisåker, hvis satire mesterligt punkterer norsk selvhøjtidelighed.
Bogen forbliver deskriptiv, ja nærmest opremsende. Kun ganske forbigående berøres centrale emner som Norges forhold til EU, NATO og ikke mindst til Norden – for nu slet ikke at tale om det højaktuelle spørgsmål om Arktis, som mange danskere vil have en naturlig interesse i at vide noget om.
Sine steder i bogen finder man en manglende omhu for detaljen. Bertel Thorvaldsen bliver til Thorvald Bertelsen, og der står, at den norske nobelpriskomité nedsættes af den norske regering, selv om den opgave er Stortingets. Der kunne som ganske almindelig forbrugervejledning gøres mere ud af det, der sprogligt samler og adskiller danskere og nordmænd. Det gælder helt ned til den berømmelige torsk fra Lofoten, som indtager en hovedrolle i Flakstads fortælling, fordi den i tørret form i mere end et halvt årtusinde har udgjort en væsentlig eksportartikel til det sydlige Europa. Hvorfor ikke bruge den norske betegnelse skrei?
(Kristeligt Dagblad 1. juli 2021)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar