Tysklands retning

 Moritz Schramm, Kampen om midten, Gads Forlag 2021

Moritz Schramm er lektor i tysk på Syddansk Universitet, født 1970 og opvokset i Berlin. Han giver med denne bog sin egen vurdering af udviklingen i tysk politik i de seneste 150 år og dermed også et skøn over den retning, som tysk politik vil tage efter forbundskansler Merkels bebudede afgang efter det kommende forbundsdagsvalg.

Schramms anliggende er for så vidt klassisk i tysk politisk historieskrivning: Hvordan skal man forstå og indplacere nationalkonservatismen og højreradikalismen i historien? Kort fortalt er hans udlægning, at det konservative og det anti-demokratiske var en integreret del af det andet tyske kejserrige 1871-1918. Weimarrepublikken 1918-1933 repræsenterede på mange måder et alvorligt forsøg på en liberalisering, men de konservative kræfter var for stærke og skaffede Hitler til magten. Efter 1945 forsømte Forbundsrepublikken at gøre op med nazi-fortiden, og dermed var der frit lejde for tidligere nazister til at besætte ledende stillinger i samfundet. De konservative i CDU/CSU husede også medlemmer, der havde synspunkter, der var mindre end stuerene. Helmut Kohl får i Schramms politiske skudsmålsbog nærmest dumpekarakter som dådløs repræsentant for en udlevet konservatisme.

Et gennemgående positivt begreb i Schramms politiske ordbog er ”progressiv”. Det modstilles begreber som ”stilstand” og ”lammelse”. Dermed kridter han diskursivt en bane op, hvor historiens endemål er kendt af historikeren, og det gør det så meget desto nemmere for historikeren at fælde værdidomme. Han kan se, hvad der peger fremad, og hvad der ikke gør. For Schramm har ”det konservative” tydeligvis ingen fremtid. Han skal nok forberede sig på modsigelse blandt de konservative.

Så vidt repræsenterer Schramm en klassisk venstreorienteret fortolkningstradition i tysk historie. Denne fortolkningslinje er ikke helt uden problemer. Det andet tyske kejserrige var ikke meget mindre eller mere ikke-demokratisk eller konservativt end for eksempel det samtidige danske kongerige. Det var langt fra kun konservative kræfter, der bragte Hitler til magten, og den indre opposition mod Hitler udgjordes ikke mindst af konservative.

Og endelig bør man vel – trods alle problemer og indre konflikter – anerkende, at Kohl stod som arkitekten bag den fredelige indlemmelse af det tidligere DDR i Forbundsrepublikken på trods af omfattende international modstand, en løsning som i dag nyder bred anerkendelse.

Kohl takkede af i 1998. Hans efterfølger i embedet som forbundskansler, socialdemokraten Gerhard Schröder, får interessant nok en ikke entydigt negativ vurdering af Schramm, selvom Schröder gennemførte de strukturreformer på arbejdsmarkedet, som de konservative gerne ville have indført, hvis de kunne. Men Schröder udgør i Schramms fortælling kun et interregnum, inden Angela Merkels overtagelse af embedet i 2005. Ifølge Schramm var det Merkel, der havde held med at udgrænse de nationalkonservative og højreradikale kræfter fra det store konservative mainstreamparti takket være en pragmatisk, udogmatisk og adaptiv politik.

Her træder Schramm meget tydeligt ind i en dansk politisk diskussion, idet han mener, at den afgørende forskel mellem dansk og tysk politik er, at de traditionelle tyske partier har distanceret sig fra højreradikalismen, mens både Venstre og Socialdemokratiet herhjemme som regeringsbærende partier har indoptaget synspunkter, ikke mindst i udlændingepolitikken, som tidligere var repræsenteret udelukkende af dem, der ikke blev betragtet som stuerene. Denne sammenligning falder ud til Tysklands fordel i Schramms analyse.

Schramms perspektiv er tysk, og det er både en styrke og en svaghed ved bogen. Det er godt, at der på dansk foreligger en kvalificeret udlægning af tysk politisk kultur på tyske præmisser. Bagsiden af denne tilgang er, at bogen også vender ryggen til sit publikum. Schramm sammenligner ganske vist som nævnt med danske forhold for at sætte tingene i perspektiv for sin læser, men det forbliver på skitseplanet. Den europæiske kontekst forsømmes næsten fuldstændig. Alene en sammenligning med Østrig ville have føjet væsentlige perspektiver til.

Ved det tyske forbundsdagsvalg i 2017 skete det for første gang, at et parti til højre for CDU/CSU opnåede repræsentation i Forbundsdagen, nemlig Alternativ for Tyskland (AfD). Opkomsten af AfD tolker Schramm som en sejr for Merkel, fordi det betød, at de synspunkter, der tidligere var repræsenteret inden for CDU/CSU, nu også nominelt er marginaliseret på en politisk impotent højrefløj. Dermed er den ombejlede midte i tysk politik, som både CDU/CSU og socialdemokraterne orienterer sig imod, ifølge Schramm renset for det, som ikke har fremtiden for sig.

I forbindelse med det seneste valg til Forbundsdagen i 2017 udgav journalist ved Weekendavisen Jesper Vind en lille læseværdig bog om den tyske højrefløj, ”Det nye tyske højre”. Vinds pointe er en helt anden end Schramms. Vind ser Tyskland i europæisk kontekst, og i 2017 blev Tyskland et normalt europæisk land i den forstand, at nationalkonservative synspunkter vandt repræsentation i det nationale parlament, sådan som det er tilfældet i de fleste nabolande.

Sådan ser Schramm det ikke. Han ser dannelsen af AfD i historisk kontekst som en institutionaliseret marginalisering af det nationalkonservative standpunkt, der har været til stede i tysk politisk tænkning i mere end 100 år.

(Kristeligt Dagblad 8. sep. 2021. Avisen valgte en anden rubrik)