Salonkunstens kalamiteter

Lennart Gottlieb, Identitet. Om identitetsproblemer og det særligt privilegerede i tidens kunstkultur. Forlaget Frydenlund

Lennart Gottlieb (f. 1953) er en respekteret kunsthistoriker med en lang karriere bag sig på Aarhus Kunstmuseum, Glyptoteket og Statens Museum for Kunst. I udgangspunktet er denne bog et opgør med den identitetspolitik, der præger museumsbranchen, Kunstakademiet og kunsthistorie som fag på Universiteterne. Anledningen er for det første Den hirschsprungske Samlings indkøb af Bertha Wegmanns portræt af den unge Marie Triepcke (senere gift Krøyer) fra 1885 og for det andet opstillingen af skulpturen ”I am Queen Mary”, udfærdiget af Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle på Københavns havnefront - ”det ene værk var plat appellerende, det andet docerende og fordomsfuldt”.

At kritisere den identitetspolitiske vending blandt danske kunstnere og kunstteoretikere hører efterhånden til standardrepertoiret på højrefløjen, men Gottlieb taler ikke fra et politisk standpunkt. Han taler som kunsthistoriker og dermed ud fra, hvad han betragter som en fagligt funderet definition af, hvad god kunst er: ”Kultur er disciplinering. Kunst er åndelig kompensation og ekspansion, og kunst er tillige, når den er bedst, modstand mod den kulturelle disciplinering, specielt den, der regulerer kunstværkets rammer.” (s.19)

Det er tydeligt, at Gottliebs kunstsyn er tæt forbundet med modstand mod rammer, forudsigelighed, regler, institutioner. Han hylder den forestilling, som lå bag impressionismens opgør med den parisiske salonkunst, nemlig at kunstneren ikke er til for at behage sin samtid, men for at være i pagt med fremtiden. Derfor er det nærmest en diskvalifikation i sig selv, hvis en kunstner har solgt godt i sin samtid eller hvis kunstneren bruger sin virtuositet til kamæleonagtigt at tilpasse sig tidens smag og normer – som f.eks. Wegmann. Når kunst lader sig disciplinere, bliver den til kultur og ophører med at være kunst. Kunsten må ikke være facil, ufarlig, pæn, tilpasset.

Forfatteren har sat sig 
selv på bogens forside med
cigaret og sommerhabit
i Los Angeles anno 1987,
en selvironisk kommentar
 til kritikken af de fonde,
 der har tjent deres penge
på rusmidler.

I den anden ende af Gottliebs skala ligger den gennempolitiserede skulptur på havnefronten, der på sin vis også – selv om den hævder at være udtryk for et oprør – er facilt tilpasset et modelune, den postkoloniale kunstteori. Gottlieb gennemspiller den efterhånden velkendte kritik af kunstværket for slet ikke at handle om, hvad det hævder at handle om. Værket  handler om kunstnerne selv. Hans analyse af den ene kunstner, Jeanette Ehlers’ selviscenesættelse er skarp, men også nænsom og forstående.

Gottlieb afbryder sig selv med nogle overraskende selvbiografiske indskud i teksten, som det indledningsvist er vanskelige at tyde. Pludselig bliver vi konfronteret med historien om, hvordan hans mor blev fejlmedicineret til døde som blot 62-årig i 1993, og et andet sted skal vi høre om hans opdagelse af, at diabetes 2 (der tidligere kaldtes ikke insulin-krævende sukkersyge) slet ikke kræver insulin. Han har tydeligvis et udestående med medicinalindustrien. 

Efterhånden falder ti-øren. Det handler om NOVO-fondens sponsorering af kunstmiljøet, som efter Gottliebs opfattelse er gennemsyret af en feministisk aktivisme. De store museer er ledet af kvinder og har næsten kun kvindelige ansatte, og de arrangerer udstillinger med kvindelige kunstnere. Det er også grunden til, at Den hirschsprungske har købet Wegmanns maleri. Hun er kvinde. De andre store fonde får også et fur, ikke alene fordi de bruger pengene forkert, men fordi deres penge kommer fra tobak, alkohol og sukker.

Gottlieb går videre med sin kritik, fordi han beskylder fondene og museerne for noget nær nepotisme, fordi alle kender alle, sidder i hinandens bestyrelse og bevilger hinanden penge. Afsnittet hedder ganske enkelte ”De sammensvorne” med en fordækt henvisning til et hovedværk af Otto Bache, en af de salonkunstnere, som Gottlieb ikke bryder sig om. Billedet forstiller gerningsmændene på flugt efter mordet i Finderup Lade. Tilsvarende mener Gottlieb, at de ansvarlige for kunsten i dag er inkompetente og at de slår kunsten ihjel ved at forvandle kunstmuseerne til kulturhistoriske museer.

Til slut i bogen giver Gottlieb sit eget bud på et monument på den københavnske havnefront for slaverne i Dansk Vestindien, en gigantisk sort blok, placeret hvor Amaliehaven nu ligger, i hele anlæggets bredde, et par etager høj, så den tager udsigten til Amalienborg Slotsplads og Marmorkirken fra havnen. Gottlieb vil næppe vinde mange tilhængere for dette forslag, så det er i glimrende pagt med hans eget æstetiske ideal, der handler om endelig ikke at gøre nogen tilpas.

Lennart Gottlieb taler ex chatedra. Lidt docerende, kunne man sige, dog ikke helt uden selvindsigt. Han taler også som repræsentant for sin generation af kunsthistorikere og kunstnere, selv om han også modsiges af nogle af sine jævnaldrende kollegaer, ikke mindst Mikael Wivel. Gottlieb kan imidlertid ikke afskrives som bare en gammel sur mand, der har haft sin tid. Han har et skarpt blik og en spids pen. Især hans kritik af den ideologiserede museumsvirksomhed og kunstteori er hele bogen værd.

(anmeldt til denne blog)