Grundig og nærsynet

Jørn Henrik Petersen

Julius Bomholt – Fra idé til handling, Gads Forlag

Da Socialdemokratiet blev stiftet for 150 år siden, var det fra begyndelsen med bevidstheden om, at madstræb alene ikke kunne gøre det. Konkurrenterne i det jævngamle parti Venstre var forankret i en stærk kultur, der havde folkehøjskolerne som bastioner, og de konservative Højre sad på de etablerede kulturinstitutioner i byerne. Derfor opbyggede også Socialdemokratiet en tradition for oplysning og kultur, som man kan se bevidnet f.eks. i Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning i Rømersgade i København, hvis festsal nyligt er blevet restaureret. I kraft af dette kulturelle beredskab lod arbejderbevægelsens tillidsmænd sig ikke tale ned til af borger- eller bondekulturens repræsentanter. De havde hjemme selv. Således også Julius Bomholt (1896-1969). 

Han voksede op uden for Silkeborg. Selv skiltede han gerne med, at han var rundet af almuen, men den rod skal man tilbage til bedsteforældrenes generation for at finde. Faderen var funktionær på en papirfabrik og dertil politisk aktiv, så familien tilhørte bestemt ikke samfundets bund. Den opvakte dreng fik mulighed for at uddanne sig efter sit eget hoved. Han blev student og valgte det teologiske studium, ikke ud fra religiøs tilbøjelighed, men fordi det tilfredsstillede hans videbegær. Han blev højskolelærer og i en ung alder forstander for arbejderhøjskolen i Esbjerg. I 1929 blev han valgt til Folketinget for Socialdemokratiet. Han tilbragte flere år i Folketingets grebning, som man sagde, hvor folketingsgruppens stemmekvæg blev placeret.

I de første år var hans politiske karriere en skuffelse, fordi han hverken fik ministerposter eller ordførerskaber, der svarede til hans ambitioner, selvforståelse eller interesser. Kultur- og undervisningspolitik blev Bomholts varemærke, men hvilken kultur skulle fremmes? I Socialdemokratiet sloges man om, hvad kultur var. En fløj mente, at det handlede om at udjævne den eksisterende elitære, borgerlige kultur til alle. En anden fløj ønskede at fremme en særskilt arbejderkultur. For Bomholt og Socialdemokratiet blev det i 1930erne i realiteten en tredje vej, nemlig en national, folkelig kultur, der blev målsætningen. Det hang sammen med Socialdemokratiets erkendelse af, at det aldrig ville kunne opnå absolut flertal, og at der derfor var brug for en bred folkelig alliance med ikke mindst Venstre.

Bomholt selv nedfældede sine tanker om folket og nationen i en formaning til den eneste overlevende søn, som han og hans kone Anna Marie, kaldet Ne, i 1939 blev forældre til: ”Lad Landets og Folkets Frihed være din Ære. Bliv en Mand, der er rodfæstet i dit Folk. Gaa i Døden for Folket, om det kræves.” Det er noget af en fordring, må man sige.

Da Bomholts drøm om et kulturministerium blev virkeliggjort med ham selv som minister i 1961, var det imidlertid hverken arbejderkulturen eller den folkelige kultur, der blev bærende for ministeriet. Det blev bestykket med en række af de traditionelle borgerlige institutioner – Det kongelige Teater, Statens Museum for Kunst m.v. Det blev i praksis udjævningen af finkulturen til det arbejdende folk, der blev Kulturministeriets opgave. For de socialdemokratiske kulturpolitikere handlede det om at skabe en kulturel overbygning til velfærdsstatens opfyldelse af de mere timelige behov.

I sin disputats (”Meningen med velfærdsstaten”) har litteraturprofessor Lasse Horne Kjældgaard vist, hvordan den socialdemokratiske drøm om kulturpolitikkens forening med velfærdsstaten blev en fiasko. Filmskabere og litterater viste sig at være meget kritiske over for velfærdsstaten, og den kunst, som det nye Kulturministerium sponsorerede gennem Statens Kunstfond, mødte udbredt folkelig modstand. De socialdemokratiske kulturpolitikere, der havde hyldet princippet om en folkelig kultur, vågnede op en morgen og opdagede, at de var blevet arrogante åndsaristokrater. Bomholt selv sagde – som tidligere formand for Radiorådets Programudvalg – om piratsenderen ”Radio Mercur”, at den var ”en popradio beregnet for mennesker med intelligenskvotient væsentlig under 100”. Radio Mercur blev lukket ved lov i 1962, men Statsradiofonien måtte bøje sig og åbnede selv kort tid efter P3. Det var ikke Bomholts kop te.

Fordi bogen markerer kulturministeriets 60 års jubilæum, er det naturligt, at kulturministeren har skrevet forordet. Det blev en af Joy Mogensens sidste embedshandlinger at gøre det, og det er på mange måder et indholdsrigt og interessant forord, der taler for kulturens betydning for samfundslivet. At Mogensen siden har måttet trække sig som kulturminister, vidner om, at de værdier, som hun – og Bomholt – står – og stod – for, til syvende og sidst ikke har vundet fodfæste.


Bomholt boede 1953 til 1967 i Provstevænget,
en af de dyreste adresser i Roskilde. (eget foto)

Det efterlader bogens læsere med det spørgsmål, om ikke Bomholt og hans statsminister Kampmann i virkeligheden gjorde kulturen en bjørnetjeneste med oprettelsen af Kulturministeriet for 60 år siden? Tanken var, at kulturen ville nyde fremme, hvis den fik sit eget ministerium. Selv var Bomholt som socialdemokratisk veteran en relativt stærk minister, men stadig var hans ministerium i realiteten en afskalning af Undervisningsministeriet, som Bomholt selv tidligere havde haft ansvaret for, så målt i volumen og budget kan man også betragte kulturministerposten som en degradering. Og i stedet for at fremme kulturen har denne nyordning i praksis sørget for, at kulturen permanent står isoleret i bunden af regeringshierarkiet.

Hele seks fonde, tre kommuner, to fagforeninger, en bank, et parti og en vælgerforening har bidraget til bogens udgivelse, og de har da også fået en righoldig og flot bog for pengene. Men projektet ville måske have været bedre tjent med at være knap så generøst finansieret, for det kunne have tvunget forfatteren til at økonomisere mere med pladsen. Petersen har tydeligvis levet sig ind i Bomholts skæbne, hans liv og værk, men har ikke haft held med at omsætte sin indsigt i en form, der tager læseren ved hånden. Stoffet fordeler sig noget udisciplineret over de 615 sider. Stramt fortalt og redigeret ville historien snildt kunne afvikles på væsentlig færre sider. Der er umotiverede spring i tid og unødvendige gentagelser, og så mangler der noget så fundamentalt som en litteraturliste. Hele teksten er holdt i grammatisk nutid, og det forstyrrer kronologien. Når denne anmelder lyder lidt skuffet, skyldes det, at forventningerne til Jørn Henrik Petersen må være ret høje. Han er ankermanden bag det bindstærke værk ”Dansk Velfærdshistorie” og er kendt for fagligt at favne vidt. Derfor er han den måske bedst skikkede til intellektuelt at forfølge den forening af kultur og velfærd, som var Kampmanns og Bomholts ambition. Men Petersen binder sig for stærkt til, hvad han har fundet i Bomholts omfattende privatarkiv, så det ender med en grundig, men altså også lidt nærsynet biografi, der ikke helt formår at hæve blikket og skue lidt videre.

(Kristeligt Dagblad 9. nov. 2021. Redaktionen ændrede kone til hustru, og avisens rubrik har jeg forkortet)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar