Tyskland er et demokrati, hvor de døde har stemmeret

Hedwig Richter. Demokratie. Eine deutsche Affäre. Vom 18. Jahrhundert bis zur Gegenwart, C.H. Beck 2020

Professor i historie ved det militære universitet i München, Hedwig Richter, har provokeret mange med sin bog om Tysklands forhold til demokratiet. Bogen udkom i 2020, men debatten om den er fortsat gennem hele 2021 i både historiefaglige kredse og den brede, tyske offentlighed.

Det er interessant, fordi bogen ikke gør brug af stærke polemiske virkemidler. Den er faktuel, med tendens til det opremsende, og så er den skrevet med en letflydende pen. Men ærindet er alvorligt nok. Det handler om det tyske samfunds selvforståelse, og den er aldrig løsrevet fra historien. Fortiden er altid levende til stede. ”Tyskland er et demokrati, hvor de døde har stemmeret!”, som det er blevet sagt.

Richter gør op med en dominerende – måske endda bærende – tolkning af tysk historie, nemlig at demokrati er en styreform, der først er blevet indført fuldt ud under den forbundsrepublikanske forfatning fra 1949. Tysk historie i det 20. århundrede er præget af nogle markante brud forårsaget af to tabte krige. Efter Første Verdenskrig gik det andet tyske kejserrige under og gav plads til det kortlivede demokratiske eksperiment, Weimarrepublikken, der er mest kendt, fordi den udgjorde den gødede grund for Hitlers kup i 1933. Hitlers tusindårsrige varede endnu kortere, og først efter hans nederlag opstod ”Stunde Null”, altså en form for nulstilling af samfundet, der muliggjorde et blivende demokrati. Det er lidt firkantet sagt den gængse tolkning af tysk historie.

Mange historikere har peget på, at forestillingen om denne nulstilling overser, at der også var kontinuitet hen over krigsafslutningen. Seneste har Moritz Schramm i sin læseværdige bog, ”Kampen om midten”, hævdet det synspunkt, at Forbundsrepublikken ikke for alvor blev af-nazificeret. Først med Angela Merkel er de store borgerlige partier, CDU/CSU, rykket ud af nazismens skygge, mener Schramm.

Richter gør noget helt andet. Hun skriver tysk historie med demokratiet som det gennemgående tema. Det er et dristigt tankeeksperiment, der kræver sit af læseren, må man sige. Men hendes tilgang har meget for sig, og den gør den nutidige europæiske virkelighed væsentlig mere beboelig for Tyskland. 

Richter trækker for det første Tyskland ud af en historisk isolation. Hun insisterer på, at Tyskland – eller rettere de tyske lande – gennem historien er normale, europæiske lande, der sågar i nogle tilfælde var demokratiske pionerer. Det er et opgør med forestillingen om Tysklands særlige vej og rolle i den europæiske historie. Hun peger på alle fællestrækkene i den historiske udvikling i Nordvesteuropa og Nordamerika i de seneste 250 år. Dette perspektiv gør stadig perioden 1933 til 1945 til en undtagelse, men ikke som en negation af demokratiet, snarere som en pervertering af det i form af et totalitært demokrati, et flertalstyranni. Hendes kritikere har beskyldt hende for ”Verharmlosung”, altså et skønmaleri af fortiden, men det forsøger hun netop at undgå ved at understrege, at demokratiet indebærer en risiko for at gå fuldstændig vild, som det f.eks. skete i Tyskland i 1933. For det andet udvider hun demokratibegrebet til at omfatte andet end spørgsmålet om valg og repræsentative forsamlinger. Ideen om den enkelte borgers deltagelse i landets styrelse bygger ifølge Richter ikke alene på politiske rettigheder, men også på en bredere opfattelse af den enkeltes værdighed, kropslige integritet og sociale status, lighed og frihed. Her tillægger hun følelsen og ikke mindst medfølelsen en afgørende værdi. En af demokratiets rødder skal findes i pietismen, mener hun. Fra slutningen af 1700-tallet bliver det klart, at en ny etos bemægtiger sig Europa. Spørgsmålet om den kropslige integritet betyder, at tanken om, at f.eks. kvinder eller slaver også er mennesker med de dertil hørende rettigheder introduceres. Og armod bliver en skandale, som Richter så markant formulerer det. Det betyder ikke, at fattigdom og elendighed afskaffes, men at det bliver et politisk problem, som kræver sin løsning. Og så sker der yderligere det, at der i kraft af trykte mediers udbredelse udvikler sig en offentlighed, som gør det til et alment problem, der ikke kan ignoreres. Dermed træder den væsentligste aktør ind på den historiske scene: staten. Det er helt uafhængigt af statsformen, enevældig eller ej. De europæiske stater begynder at gribe ind med sundhedsreformer, uddannelsesreformer, socialreformer, økonomiske og politiske reformer, reformer af landbruget osv. Hvis Richter havde kendt mere til dansk historie, end hun gør, ville hun i Frederik 6.s styre have fundet en idealtype for sin tese. I Hal Koch ville hun have fundet en åndsforvandt. Også han pegede netop i 1945 på, at demokrati ikke er muligt uden at det også sørger for social retfærdighed.

For det tredje bygger hendes bog på den opfattelse, at demokratiet ikke er et modsigelsesfrit ideal eller et perfekt system. Demokrati drager sin livsånde i en atmosfære af krise, som bl.a. indebærer den fortsatte forkyndelse af dets endeligt. Som hun skriver i sit efterord: ”Denne historie tegner ikke en ret linje. Den er fuld af tilfældigheder. Krisen er demokratiets modus. Oplysningen med sin lighedsfordring og alle dens ambitioner danner udgangspunktet. Kritik og skandalisering er demokratiets livseliksir, og fleksibilitet dets styrke.”

Pistolen, som blev brugt af Julius
Rasmussen under attentatet
mod J.B.S. Estrup i 1885.
(Eget foto, da pistolen var
udstillet på Rigarkivet.)

Bogens undertitel – ”en tysk affære” – er i sig selv en frækhed. Umiddelbart kunne det betyde en bekræftelse af den gængse mistanke, nemlig at Tysklands forhold til demokratiet blot er en midlertidig erotisk besættelse, og at tyskernes sande statsretlige kærlighed er af en anden natur. Hvis et dansk forlag får den glimrende idé at få bogen oversat, ville titlen nok mere passende kunne oversættes til ”Demokrati – et tysk anliggende”. Richter fremdrager – også nærmest som en frækhed - Preussen som et eksempel. Traditionen fra Preussen blev netop efter 1945 fremhævet som en hovedkilde til tyskernes ’Untertanentum’, deres undersåtlige tendens til at følge ordrer, uanset hvor forkerte de er. Det var netop de anklagedes forsvar ved Nürnbergdomstolen efter krigen, at de blot havde fulgt øvrighedens ordrer og landets lovgivning. Richter fremhæver derimod Preussen som et eksempel på en retsstat, der fremmede sociale reformer og sikrede individuel frihed. Denne linje fortsætter Richter i fortolkningen af Det andet tyske Kejserrige 1871-1918, der blandt andet havde lige og almindelig valgret til Rigsdagen. Richter peger naturligvis på, at det kun gjaldt for mænd. 

Set fra et dansk perspektiv er det slående, i hvor ringe grad Tyskland i anden halvdel af det 19. århundrede adskilte sig fra Danmark. Forskellen består i fortolkningen. Mens den egenrådige og uparlamentariske Bismarck normalt fortolkes som inkarnationen af tysk, politisk kultur, har vi herhjemme en tendens til at fortolke hans samtidige, den egenrådige og uparlamentariske J.B.S. Estrup som en parentes i den danske demokratiske historie. I virkeligheden var udviklingen parallel, ikke mindst fordi den preussiske og danske forfatning lignede hinanden temmelig meget. Også parlamentarismen blev indført næsten samtidig i både Tyskland og Danmark.

Det ville kun være let at kritisere Hedwig Richters bog for at være for upræcis i detaljen og for løs i formuleringerne. Det er i hvert fald noget af det, som hendes kritikere har været optaget af. Bogens kvalitet er imidlertid først og fremmest dens evne til at anfægte etablerede konventioner om Tysklands rolle i demokratiets historie. Richter inviterer med verve Tyskland indenfor i en fælles europæisk og nordamerikansk fortælling om demokrati, retsstat og social retfærdighed, krise, krig og katastrofe, som hverken er lineær eller forudsigelig. Man kan ikke sige, at det seneste års begivenheder har gjort det perspektiv mindre berettiget.

(Kristeligt Dagblad 31. jan. 2022. Avisen valgte en lidt anden rubrik.)