Vores ukrainske fortid

 Rus – vikinger i øst. Moesgaard Museum

Det kunne ligne en tanke, at en meget betydelig del af de genstande, der udstilles, kommer fra Ukraine. Det virker næsten som en kommentar til det seneste årtis fortsatte politiske og militære krise i og omkring dette fjerne land, der i kulturel forstand slet ikke er så fjernt endda, erfarer vi ikke mindst i kraft af denne udstilling. Vi har faktisk en fælles fortid. Eller man kan måske spidsvinkle den lidt mere og sige, at hvis solidariteten med Ukraine skal have nogle kulturelle rødder at vokse af, er det aldrig for sent at skaffe sig en fælles fortid. Det kan lyde konstruktivistisk, men Moesgaard har ikke gjort andet end at tage fat i en historie, som er velkendt, nemlig at vikingerne ikke kun drog mod vest, men også tog østpå. Her kaldtes de også rus, og det var ifølge en middelalderlig russisk krønike skandinaver, der grundlagde det første russiske rige i midten af 800-tallet med først Novgorod og siden Kiev som hovedstad. Den politiske indebyrd af den omstændighed lader udstillerne klogelig ude af betragtning. For betyder det, at Ukraine historisk set i virkeligheden er russisk eller at Ukraine i virkeligheden er skandinavisk?

Udstillerne snyder lidt på vægten. Af udstillingsgrafikken ser det ud som om rejsen gik fra de indre danske farvande østover til de store floder, der som handelsveje førte nordboerne sydpå til Byzans og skabte forbindelsen til Abasside-kalifatet i Bagdad, hvorfra arabiske sølvmønter som betalingsmiddel for varer som pelse, rav og ikke mindst slaver strømmede nordpå. 

På en af udstillingens plancher
fremhæves tre byer på Den jyske
Halvø som udgangspunkt for
ruterne østover. (Eget foto)

Fra talrige fund af sølvskatte i hele det baltiske område kan man se, hvordan disse små hele eller beklippede mønter, dirhem, med arabiske skrifttegn udgjorde en selvfølgelig del af de betalingsmidler, der var i omløb i Skandinavien. Op mod en kvart million af dem er bevaret. Det afspejler en væsentlig større økonomi. Og det er så her vægtforskydningen er lidt skæv, for fundene er i overvejende grad gjort i det østlige Skandinavien og Baltikum. De store omslagspladser var Birka ved Mälaren i Sverige og Staraja Ladoga ved Volkhovfloden øst for Skt. Petersborg. Især Birka har været storleverandør af arkæologiske vidnesbyrd om handelsforbindelsernes rækkevidde.

Foruden fire ukrainske museer har tre tyske, to polske, et lettisk, et litauisk, et svensk, et finsk, et norsk og to danske museer udlånt genstande til udstillingen. Man bemærker, at ikke et eneste russisk museum er med, selv om der er samlinger i både Novgorod og Skt. Petersborg, der tidligere har udlånt meget betydningsfulde genstande fra denne periode. Men da var de politiske vilkår også anderledes. Under alle omstændigheder er det en museologisk bedrift, at det er lykkedes at samle så mange interessante fund og museumsgenstande fra så stort et område på et sted.

De føjer talrige aspekter til historien, der ikke mindst handler om, at handelsvejene selv lige så meget som deres yderpunkter spillede en afgørende rolle og repræsenterede et liv og en kultur, der stod i økonomisk og kulturel udveksling med dem, der lagde vejen forbi. Så udstillingen handler lige så meget om et netværk af økonomier og kulturer mellem Østersøen og Sortehavet som om vikinger, der rejste ud.

Og her kommer vi så til et klassisk problem eller spørgsmål, når det handler om vikingerne, nemlig om de var mere eller mindre fredelige end almindeligt antaget? Det spørgsmål besvarer næsten sig selv, hvad angår forbindelserne østover, for selv om udstillingen er lagt an på at beskrive forbindelsen som handelsmæssig, er det for det første klart, at ingen købmand, der ikke var bevæbnet, kunne opretholde sin næring. For det andet var en af de væsentligste varer slaver, der i sagens natur ikke lader sig erhverve eller sælge uden et betydeligt mål af voldsberedskab. For det tredje var varægerne, som de også kaldtes, berømte og berygtede for deres kamptræning og fysiske kraft, og derfor kunne de også falbyde alle former for voldsudøvelse, der også dengang var en efterspurgt vare. Våbnene hører med. Udstillingen er på dette punkt ganske usentimental, om end ikke særlig eksplicit.

I løbet af 900-tallet tørrede de arabiske kontrollerede sølvminer ud, og bindemidlet i den handel, der i et par århundreder knyttede Østersøen til Sortehavet og Det kaspiske Hav, forsvandt. Interessen samlede sig nu om sølv fra f.eks. Harzen, der fra et dansk synspunkt er at definere som nærområde. For de danske kongers vedkommende rettede opmærksomheden sig mod skabelsen og opretholdelsen af et nordsøimperium. Det lykkedes kun kortvarigt. Men opmærksomheden forblev vestvendt. Nu skal vi lære vi at vende blikke også mod øst.

Med denne særudstilling har Moesgaard virkelig skabt sig selv en udfordring, for den bliver svær at overgå. Den taler til konservative museumsgemytter som mig, der holder meget af montrer fyldt med smukke og interessante genstande, man ikke har set før, og lange reflekterede ledsagetekster, og samtidig er det hele sat i scene i et delikat udstillingsdesign, der ikke er bange for stemningsskabende effekter eller appeller til fantasien og det sanselige uden at virke anmassende, så der er til både oplevelsen og eftertanken.

(Kristeligt Dagblad 8. feb. 2022.)