Fra den stråtækte til Aarhus Universitets retvinklede modernisme

Viggo Mortensen

På Jorden under Himlen – En teologs erindringer

Hovedland, 278 sider

Viggo Mortensen (f. 1942) er vokset op i et gårdmandshjem på Fyn. Han blev holdt til bogen, og et ophold på Askov Højskole førte til et opgør med barndomshjemmets tilbøjelighed til det missionske. Som ung teologistuderende gjorde han en pige gravid, og man bliver lige mindet om, at der stadig i 1963 ikke kunne blive tale om andet end at det unge par måtte gifte sig. Hvordan må det egentlig have været at se sin skæbne afgjort af et øjebliks fysisk tiltrækning? Mortensen lægger ikke skjul på, at hans livs kærlighed er hans nuværende og tredje hustru, Doris Ottesen, som han traf, mens han stadig var gift med den første. Han skylder stadig sine læsere at aflægge regnskab for nogle mellemregninger i den forbindelse.

Viggo Mortensen har en omfattende karriere i videnskab og kirke bag sig. Efter sin kandidateksamen i 1969 blev han tilknyttet Aarhus Universitet, fra 1973 som lektor i etik og religionsfilosofi. Fra 1991 var han ansat ved Det Lutherske Verdensforbund i Geneve, hvor han også var dansk præst, men vendte tilbage til Aarhus i 1999 som professor i systematisk teologi med speciale i missionsteologi. Det var Johannes Aagaards professorat.

Viggo Mortensens erindringer føjer sig til et par andre bøger om aarhusiansk teologihistorie fra de seneste år, Nils Gunder Hansens ”Tanker af en anden verden” om Jørgen K. Bukdahl (1936-1979) fra 2019 og Ole Jensens (1937-2021) erindringer fra samme år. Til sammen er de vidnesbyrd om, hvor meget Løgstrup dominerede en hel generation af Aarhus-teologer, der har det til fælles, at de værner nidkært om Løgstrups eftermæle. Intet fadermord i sigte her.

Bukdahl var som søn af en feteret forfatter født ind i det intellektuelle miljø. Jensen var som søn af en skolelærer i Aarhus et skridt længere væk fra det akademiske, men tæt på byen. Mortensen derimod skulle på egen hånd indhente både byen og det akademiske for at komme på omgangshøjde med sine jævnaldrende. Han har taget hele rejsen fra den stråtækte fynske almueskole til Aarhus Universitets retvinklede modernisme.

Lidt retvinklet aarhusiansk modernise. (eget foto)

Løgstrups skabelsesteologi lagde grunden til, at hans elever fandt deres egne veje væk fra en traditionel dogmatisk forståelse af teologien. Bukdahl var mere filosofisk end teologisk orienteret. Jensen blev grøn øko-teolog, og dermed ”blev en panteistisk, af græsk naturfilosofi inspireret livsfilosofi lyst i teologisk kuld og køn.” Sådan lyder Mortensens måske lidt forbeholdne dom på fyrre års afstand, og han tilføjer: ”I dag fristes man til at sige, at skabelsesteologien har sejret ad helvede til.”

Mortensen blev selv økumenisk kulturmøde-teolog under mottoet ”Hedningerne er forsvundet!”, som han sagde i sin tiltrædelsesforelæsning: ”I stedet lever vi på denne klode sammen med mennesker, der lever i autentiske, kulturelle og religiøse traditioner og med specifikke økonomiske og politiske systemer, som vi forhåbentlig kan leve i fred med, og i samarbejde med hvem vi kan sikre det gode liv samt klodens og menneskehedens overlevelse.” Bogen slutter, må man retfærdigvis sige, i en lidt anden toneart, nemlig med et opgør med relativismen og med en forsvarstale for den personlige og alvorlige evangeliske kristendom.

Op mod sin pension flyttede Viggo Mortensen til Ærø, hvor han sammen med Finn Slumstrup stillede sig i spidsen for en bevægelse – ”Oprør fra Udkanten” – som havde til formål at fremhæve kvaliteterne ved at leve langt fra de store byer og samtidig at arbejde for, at vilkårene blev bedre. Formålet var at modvirke ”den satans centralisering”, som Doris Ottesen så bramfrit siger. Men også ægteparret Mortensen og Ottesen måtte efter nogle år bøje sig for denne satans ting og flytte til en anden ø. De bor nu på Amager.

Man kan ikke bebrejde en selvbiografi, at den hovedsageligt beskæftiger sig med sin forfatter. Det ligger i opgavens natur. Men nogle steder ligner den mere et kommenteret CV. Det er synd, for Viggo Mortensen er også en reflekteret fortæller. ”Det er i tiden, at mennesket kommer til sig selv,” som han skriver. I denne formulering rummes i al sin enkelhed både en personlig erfaring og en erkendelse høstet fra det 20. århundredes tyske og franske filosofi. Bedst er bogen, når den handler om mødet med andre mennesker og diskussionerne med dem, for her folder Viggo Mortensen sig ud som en i menneskeligt henseende generøs levnedsskildrer. 

(kirke.dk 4, maj 2022)