Střední Evropa - Europas hjerte

Vibe Termansen, Kampen om Centraleuropa, Gads Forlag 2019, 215 sider

Det er ambitiøst på kun godt 200 sider at ville forklare, hvad Centraleuropa er. Vibe Termansen har valgt at gøre det i en journalistisk berettende stil i kombination med de mere overordnede analyser. Det bliver somme tider lidt friskfyragtigt, men hun slipper afsted med det, fordi der er et sikkert greb om de sproglige virkemidler.

Bogen er opdelt i 20 kapitler, der hver især begynder et nyt sted i historien og i Europa og ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge. Det er en dynamisk komposition, som imidlertid også giver en del redundans. Når historien og kontinentet gennemkrydses så mange steder fra, kommer man forbi de samme steder en del gange. Det forstærkes af, at Termansen i virkeligheden fortæller to forskellige historier, eller måske tre. De hænger selvfølgelig sammen, og så dog ikke. For det første er der historien om, hvordan Centraleuropa er blevet til som begreb og realitet, og for det andet er der historien om, hvordan især to af disse lande – Polen og Ungarn – i dag placerer sig i Europa. 

Bogen er skrevet efter Ruslands annektering af Krim men før det omfattende angreb på Ukraine, så selvfølgelig savner man som læser i 2022 nogle aspekter. På den anden side er det godt at blive mindet om, hvordan verden så ud for blot kort tiden siden, dengang Polen og Ungarn var best buddies. 

Men tilbage til historien. Termansen beskriver hvordan Rusland, der søgte at blive europæiseret i det 18. århundrede, samtidig nærmest blevet ’orientaliseret’ i den europæiske litteratur, og hvordan der derfor blev skabt et ’øst’ og et ’vest’ i den europæiske bevidsthed. Det blev også en politisk virkelighed. Efter at den sidste del af Polen blev opslugt af de omgivende stormagter i 1795 var det helt frem til 1. Verdenskrig således, at Det habsburgske Rige og Tyskland grænsede direkte op til Rusland.

I slutningen af det 19. århundrede opstod tanken om, at der var et tredje Europa adskilt fra øst og vest. Det kom klarest til udtryk i Friedrich Naumanns (1860-1919) bog Mitteleuropa fra 1915, som udkastede den idé, at Tyskland og Østrig-Ungarn i fællesskab udgjorde Europas centrum med kystlinjer til både Adriaterhavet, Nordsøen og Østersøen. Til grund for denne tanke lå stadig en stormagtslogik, og dermed blev en række af de nationale bevægelser stadig ignoreret. Termansen fremhæver især den tjekkoslovakiske nationalist Tomáš Masaryk (1850-1937) og hans forsøg på at skabe et alternativ i form af Střední Evropa, et Centraleuropa uden tysk dominans. Sine ideer markedsførte han personligt over for den amerikanske præsident Wilson, der med sin 14-punktsplan ved fredsforhandlingerne efter 1. Verdenskrig gjorde sig til talsmand for nationernes selvbestemmelse. Det var en lang og blodig proces, for i virkeligheden sluttede krigen ikke i 1918. Fra Finland i nord til Balkan i syd udkæmpedes en række voldsomme krige og borgerkrige, der først sluttede i begyndelsen af 1920erne. Resultatet var en hel række nye, selvstændige lande, herunder Masaryks Tjekkoslovakiet. Selvstændigheden og freden varede imidlertid kort.

Med Molotov-Ribbentrop-aftalen fra 1939 blev ideen om, at det kontinentale Europa var delt mellem Tyskland og Rusland genoprettet. Det ændrede sig i 1945 kun for så vidt Tyskland afgav sin stormagtsstatus. Europa var stadig delt mellem Rusland og Resten. Centraleuropa forsvandt atter ud af bevidstheden. Påfaldende er det, at den eneste del af det tidligere russiske zardømme, der ikke blev indlemmet i Warszawa-pagten, var Finland.

Efter 1989 ændrede dette billede sig afgørende. Vi var mange, der skulle vænne os til, at store dele af det, vi var vant til at kalde Østeuropa, nok snarere burde kaldes Centraleuropa. Hvad man kalder det, er ikke et spørgsmål om kendsgerning, men om politik. Det er en definitionskamp. Skal man smigre polakkerne i dag, kan man fx kalde dem ”Europas hjerte”. Sammen med de øvrige Visegradlande (Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet) udgør Polen i egen selvforståelse et mere ægte Europa end Vestens cyklister, vegetarer og homoseksuelle kan præstere. Samtidig rykker landene i større eller mindre grad væk fra klassiske retsstatsprincipper til stor bekymring for resten af EU.

Det ukrainske flag vajer fra Københavns Hoved-
banegårds flagstang, maj 2022.
(eget foto)

Termansens bog kaster et interessant lys på den nuværende konflikt efter 24. februar. Mens Finland hastigt er på vej bort fra sin væbnede neutralitet, er Ungarn på vej ind i en ikke særlig flatterende rolle som russisk klientstat og måske endda 5. kolonne. Samtidig appellerer Orbán til amerikanske trumpister. Deres årlige møde CPAC blev i 2022 holdt i Budapest. Polen derimod har en forøget interesse i at pleje sine forbindelser til Bruxelles, og det har betydning for Ungarns rolle i EU, for Budapest kan ikke længere regne med, at Warszawa automatisk giver rygdækning i Bruxelles, hvis f.eks. der blev stillet krav om at annullere Ungarns stemmeret i Ministerrådet i henhold til EU-traktatens artikel 7. Men kampen står stadig om Centraleuropa – eller rettere, om der skal være et Centraleuropa adskilt fra øst og vest. Rusland ønsker tydeligvis tilstandene fra Den kolde Krig tilbage, men gør det med midler, der ikke har været taget i brug siden 1939.

Alle de tidligere Warszawapagt-lande har af samme grund ivrigt søgt optagelse i både NATO og EU, samtidig med, at de ønsker at fastholde en særlig status således som det f.eks. kommer til udtryk i det såkaldte trehavsinitiativ. Det blev lanceret under Trumps første officielle rejse til Europa, hvor han besøgte Polen, før han tog videre til Tyskland og Frankrig. I Warszawa udtalte han sin opbakning til trehavsinitiativet, der er tænkt som en art Visegrad+, en sammenslutning af lande mellem Adriaterhavet, Sortehavet og Østersøen. Mange af disse lande deler ikke kun geostrategiske interesser, men også politiske værdier med Polen og Ungarn. Man kan også se USA's omfattende materielle støtte til Ukraine som en forstærkelse af en form for pagt mellem Washington og Střední Evropa, mens det vestlige EU står og ser en lille smule fortabt ud.

(Skrevet til denne blog 30. maj 2022)