To samtidige

Anders Holm, To samtidige, Forlaget Anis

Skulle man genopføre det 19. århundrede som kammerspil, ville N. F. S. Grundtvig (1783-1872) og Søren Kierkegaard (1813-1855) antagelig optræde. Det er i brydningen mellem det grundtvigske og kierkegaardske, at den moderne folkekirke er blevet til, en forening af tilsyneladende modsætninger; Grundtvigs profetiske kæmpeskikkelse over for Kierkegaards anæmisk-koleriske flaneur, yderlighed over for inderlighed. 

At de var uenige, lader sig ikke benægte, men striden er ofte blevet reduceret til eksempler på begge d'herrers ubetvivlelige håndelag for polemik og satire. Berømt er Kierkegaards karakteristik af grundtvigianerne som den »lille Troup af Begeistrede, der ere dannede paa Pastor Grundtvigs ølnordiske Skjenkestue«. Baggrunden for kritikken var Grundtvigs beskæftigelse med historien, især den oldnordiske litteratur. 

Søren Kierkegaard af Louis Hasselriis.
Det teologiske Fakultet, KU.
(eget foto)

For Grundtvig var kristendommen et historisk fænomen, en virkelighed, der omsluttede mennesket. Historisk bevidsthed gav indsigt i menneskelivets grundvilkår og den måde, hvorpå kristendommen greb ind i det. Kristendommen var noget, der hændte mennesket over tid. 

Kierkegaard derimod betragtede det historiske som udenværker, der kun afledte opmærksomheden fra det ene forhold, at sandheden var subjektiviteten, og at den var en tildragelse, som fandt sted på et øjeblik. Grundtvigsk kristendom udlevedes noget forenklet som en proces i menighedens og folkets fællesskab, mens Kierkegaard i egentlig forstand ikke kunne være menighedsdannende. Hans kristendom skyede mængden og udspillede sig inde i det moderne storbymenneskes eksistentielle ensomhed. En pointe hos Holm er det, at de begge bevægede sig, ikke nødvendigvis med eller mod, men i forhold til hinanden. Begge hørte på hver deres tidspunkt til den eksisterende kirkes væsentligste kritikere, Grundtvig i sin ungdom, Kierkegaard mod slutningen af sit liv, da han vitterligt stødte alle fra sig med sin voldsomme kritik af statskirkens ' Levebrødsgejstlighed'. Der udspandt sig direkte og ikke mindst indirekte en dialog mellem de to teologer. 

Det giver lejlighed til at pege på nogle vigtige lighedspunkter, herunder at Grundtvig faktisk kunne se noget rigtigt i Kierkegaards stormløb mod kirken - især efter at stormløberen selv var død. For både Grundtvig og Kierkegaard handlede det om at løse det problem, den historiske bibelkritik havde opstillet, nemlig hvordan man kunne tale om, at der udgik en autoritet fra et skrift, som havde vist sig blot at være et historisk dokument. Det handlede om at komme om ved den historiske afstand og gøre evangeliet samtidigt, nærværende. Grundtvig gav mundtligheden forrang som formidler af forbindelsen til Gud. I trosbekendelsen, fadervor og nadverindstiftelsens ord så - eller rettere hørte - han autentiske og uforvrængede ord som af Jesu egen mund, hvad han kaldte »det levende ord«. Kierkegaard pegede ganske rigtigt på, at en mundtlig tradition ikke er spor mere ægte end en skriftlig. Hans løsning var at fastholde det umulige eller paradoksale i kristendommen, således at afstanden til Jesus Kristus kun kunne overvindes i troens spring, ikke ved forstanden, dannelsen eller historisk lærdom. 

Anders Holm er en sagtmodig og uprætentiøs lærd, der afvikler sine pointer med klarhed, knaphed og præcision. Han har gjort sig den ikke ringe ulejlighed at sætte sig meget grundigt ind i både Grundtvig og Kierkegaard, og for dem, der ikke lige har nået det, vil denne bog også gøre fyldest som en indføring i de to store forfatterskaber i almindelighed.

(Politiken 31. marts 2009)