Rune Skyum-Nielsen, Amdi bliver til, Politikens Forlag
Efter at jeg for snart 25 år siden udgav en bog om
skolesamvirket Tvind og Mogens Amdi Petersen (f. 1939) har jeg ikke tal på de
gange, jeg er blevet ringet op af journalister, der har stillet mig spørgsmålet:
”Hvem er Amdi?” Jeg har altid svaret henholdende. Nu er der inden for kort tid
kommet to rigtig gode bud, der begge søger svaret på dette spørgsmål i
barndommen og ungdommen.
For et halvt år siden udkom Peter Tygesens bog om de første
40 år af Mogens Amdi Petersens liv (anmeldt her i avisen 8. marts), og nu følger
Rune Skyum-Nielsen med sin version af historien. Begge bøger er journalistiske
i den forstand, at de først og fremmest bygger på interviews med folk, der har
kendt Amdi Petersen, og derfor er det også i vid udstrækning den samme historie,
de fortæller – med de variationer og forskydninger, som den menneskelige
erindring nu engang lægger ind i stoffet på 50-70 års afstand.
Skyum-Nielsen har arbejdet sammen med skuespilleren Thure
Lindhardt, og der antydes et filmprojekt. Det er måske også her man skal finde grunden
til hans mere psykologiske tilgang til emnet, ønsket om at trænge ind i
personligheden. Det er antagelig lige så meget skuespillerens som psykologens ambition
om at forstå, der gør sig gældende.
Breve, som de to sammen har skrevet til Amdi Petersen i
håbet om et interview i hans mexicanske eksil, er aftrykt i bogen: ”lad os tale
om dit uforlignelige liv”, beder de om. ”Uden dig ville der have været færre
pædagogiske landvindinger. Uden dig færre fællesskaber. Uden dig mindre at
skrive hjem om.” Men de smigrer forgæves. Indtil videre har kun Pia Elers, som
udgav bogen ”På rejse med Amdi” for 2 år siden, haft held med få Amdi Petersen
i tale.
Lindhardts og Skyum-Nielsens breve kredser om slægtens
betydning. Som de skriver til Amdi Petersen: ”Det er kuriøst, at begge dine
bedsteforældre hed Peter Petersen, og begge kom til verden på en mølle den
samme dag, nemlig 8. april 1873. At de skulle få så forskellige skæbner. Mens
din farfars djurslandske familie vadede i ulykker, blev din vestfynske morfar
en stor kanon.” I overensstemmelse med denne iagttagelse er to af bogens
indledende kapitler viet den petersenske slægtsforskning. Det er selvfølgelig
noget af et sammentræf, at forfædrene var møllere, men pointen hænger lidt i
luften. Var den store vindmølle, som blev bygget ved Tvind i Vestjylland i
slutningen af 1970erne under Amdi Petersens lederskab en eller anden form for
forsøg på at måle sig med ophavet?
Mogens Amdi Petersen var en opløben knægt fra Ringe, den
strenge skoleinspektørs søn, der endte med at gøre oprør mod sin fars værdier,
en 1968er før begrebet blev til. Amdi Petersen var som ung nyansat skolelærer
medstifter af et kollektiv i Odense i 1963, og han gjorde sig efterhånden
bemærket som karismatisk midtpunkt i byens kreative venstrefløjsmiljø. I 1965
blev han efter to års prøvetid nægtet fast ansættelse i Folkeskolen med den
udtrykkelige begrundelse, at han var for langhåret. Sagen vakte landsdækkende
opsigt, og der har siden været spekuleret i, om der i virkeligheden var en
anden grund. Skyum-Nielsen ventilerer en troværdig teori om, at Amdi Petersen
havde brudt en aftale med skolens ledelse. Desværre meddeler han ikke, hvad
denne teori bygger på. Samtidig forsøgte Amdi Petersen sig med usædvanligt
ringe held som træskibsreder, og endelig tog han med nogle venner på en
dramatisk jordomrejse, hvor forfatteren Arne Herløv Petersen også deltog. Det
er ikke mindst hans dagbøger, bogen bygger på. Bogen slutter med en dramatisk
retssag i Flensborg, hvor Amdi Petersen blev idømt fængselsstraf efter at have
deltaget i en politisk demonstration. Da var han 30 år gammel.
Skyum-Nielsen har en tendens til dramatiserende fyldekalk:
”Kolding lå menneskeøde hen, da et sæt billygter skar igennem natten og søgte
ned ad Fredericiagade.” Det er lige før, at natten også var mørk og stormfuld.
Men bortset fra det er han en ferm fortæller, og bogen bygger på grundig
research. Man er i gode hænder. Dertil er bogen fortrinligt illustreret. Så
hvis man vil vide, hvem Amdi er, er denne bog et godt sted at begynde.
(Kristeligt Dagblad 30. aug. 2022)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar