Ebbe Kløvedal Reich, Frederik. En Folkebog om Grundtvigs tid og liv. Gyldendal 1972
Da denne bog udkom i foråret 1972 fik den en overvældende modtagelse, og den solgte i store oplag. Kristeligt Dagblad havde sendt bogen til anmeldelse hos frimenighedspræst og højskoleforstander Poul Engberg (1908-2008), der måtte overgive sig:
”Når der nu fra venstreorienteret, mere eller mindre revolutionær side foreligger et så fantastisk værk som dette om ’den gamle’, må det ikke blot tages som et tegn på, at ingen, der lever med i dette lands skæbne, kommer uden om hans monumentale skikkelse. Vi bør hilse værket velkommen som en solstribe i dagningen. Vi hører trods alle meningsforskelle sammen i dette folk.” Ja, Engberg gik så vidt som til at tilslutte sig Reichs tanke om, at der var tydelige paralleller mellem Grundtvigs og Maos tanker: ”Det var nemlig en kulturrevolution, han ville, ’den gamle’, deri har Ebbe ret.” (KD, 1. april 1972)
Bogen blev Ebbe Reichs folkelige gennembrud som historiker og historiefortæller. Selv var han vokset op i et miljø, der var fremmed for grundtvigianismen, som han først mødte, da han i 1968 blev ansat som lærer på Askov Højskole.
Mens den tidlige litteratur om Grundtvig havde koncentreret sig om personen N.F.S. Grundtvig, havde Efterkrigstidens Grundtvigforskning i høj grad fokuseret på den litterære og teologiske værkanalyse. Ebbe Reich var påvirket af ikke mindst Kaj Thanings fortolkninger af Grundtvigs værk, men han anvendte dem til at give sin egen version af Grundtvigs person og levned. Det hænger ikke mindst sammen med, at Reich var påvirket af psykoanalysen, der netop er meget biografisk orienteret. Samtidig er det også tydeligt, at han var afhængig af Hal Kochs tolkning, der lagde vægt på, at der i det tilsyneladende vanvid også lå et erkendelsespotentiale. Det talte til flipperen Ebbe, der eksperimenterede med bevidsthedsudvidende stoffer.
Reichs bog er på en og samme tid vidnesbyrd om hans nyvundne fortrolighed med Grundtvigs liv og værk og hans vilje til at fiktionalisere. Bogen har fået genrebetegnelsen romanbiografi. Andre betegnelser – senest ’exofiktion’ – er siden blevet bragt i anvendelse for at karakterisere de bøger, der bygger på virkeligheden uden at forpligte sig til altid at overholde historievidenskabens konventioner. De trækker alle på den legitimitet, som henvisningen til virkeligheden giver, samtidig med, at forfatterne ikke forpligter sig til at sige sandheden.
Reich lagde replikker og situationer ind i sin tekst, for hvilke der ikke er belæg i kilderne. Det interessante er, at han sjældent greb til vidtløftige fabuleringer. Derimod var små afvigelser fra det dokumenterbare nok til, at han kunne præstere en ny tolkning af Grundtvigs biografi. Som prægnant eksempel kan nævnes Grundtvigs religiøse krise i december 1810. Fra Grundtvigs ungdomsven Sibbern kendes en erindring om en episode på Vindbyholt Kro, hvor Grundtvig havde følt djævelen som en slange, der havde snoet sig om hans krop. I Reichs gengivelse bliver det imidlertid til, at slangen snoede sig indefra og ud gennem Grundtvigs ryg. Det er ingen uvæsentlig variation, fordi Reich dermed konverterede episoden fra at være et møde med djævelen til at være en oplevelse, der snarere giver mindelser om den erotiske kraft, kaldet kundalini, som Reich kendte fra sin hjemmelsmand og navne, psykoanalytikeren Wilhelm Reich.
Fra Kaj Thaning kendte Reich Grundtvigs betagelse af den frigjorte engelske kvinde, Clara Bolton, som han traf under sin rejse til England i 1830. I et langt senere digt beskrev Grundtvig mødet i sanselige vendinger, og det omtolkede Reich til, at der var tale om et fuldbyrdet erotisk forhold. Berømt blev den replik, som Reich lagde i munden på Grundtvig under et besøg hos Clara: ”I Helligåndens navn lad kødet tale!”
Det var et mønster i Reichs fortolkning af Grundtvigs biografi, at det erotiske i forening med det spirituelle blev forløsende for Grundtvig. Det gjaldt således også i 1867, da Grundtvig i det, som af omgivelserne blev tolket som vildelser, blandt andet meddelte, at den aldrende enkedronning Caroline Amalie skulle føde en ny Holger Danske - antydningsvis ved Grundtvigs egen mellemkomst.
Ser man bort fra bogens elementer af fiktion, bestod dens appel i, at den koblede samtidens ungdomskultur, det psykedeliske, feminismen, mysticismen til det 19. århundredes romantik, idealisme og mytologi-dyrkelse. Samtidig blev den også et indlæg i debatten om Danmarks indtrædelse i EF. På samme måde som hans samtidige samarbejdspartner Ejvind Larsen ved hjælp af Grundtvig gjorde kristendommen til et anliggende for venstrefløjen, gjorde Ebbe Reich danskhed til et brugeligt begreb sammesteds.
(Kristeligt Dagblad 22. okt. 2022)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar