Timothy Snyder, Om frihed, Gads Forlag, 428 sider
Timothy Snyder er blevet en af de mest betydningsfulde intellektuelle røster i den engelsksprogede offentlighed, når det handler om Ukraine. Det ved han også godt selv. De henkastede referencer til samtaler, han har ført med centrale aktører som f.eks. den ukrainske præsident, afspejler en vis selvbevidsthed. Det samme gør hans insisteren på, at han selv har haft ret hele tiden. Det udelukker slet ikke, at der er en grund til at lytte til Snyder, for han er som tænkende historiker i en klasse for sig og en konsekvent og velargumenteret kritiker af både Trump og Putin. Hans bog, Vejen til ufrihed, udgivet på dansk i 2018 har vist sig at være en foruroligende præcis forudsigelse af meget af det, der er sket siden.
I denne bog om frihed forsøger Snyder at definere sit emne positivt. Frihed er ikke en frihed fra kapitalmagt, stat, beskatning eller noget som helst andet. Derfor finder han også modsætningsforholdet mellem frihed og sikkerhed kunstigt, altså den betragtning at prisen for sikkerhed er opgivelsen af frihed. Man sælger ikke ud af friheden ved at vælge sikkerheden. Lidelse er ikke nødvendigvis frihedens pris. Struktur og orden er frihedens forudsætning, ikke dens modsætning. Bag disse betragtninger ligger den konkrete tilstand i Ukraine og den politiske situation i USA. Frihed bliver kun til i relationer, solidaritet, afhængighed, fællesskab. Med en skjult reference til Rousseau skriver Snyder: ”Vi får at vide, at vi er ’født frie’: Men det passer ikke. Vi fødes skrigende, fastgjort til en navlestreng, tilsølet af en kvindes blod. Om vi bliver frie, beror på andres handlinger, på de strukturer, der muliggør disse handlinger; på de værdier, der giver liv til disse strukturer – og først derefter på vores glimt af spontanitet og mod til at træffe egne valg.”
Til at underbygge sine tanker bruger han tænkere som Simone Weil, Václav Havel og Edith Stein, men grundlæggende forankrer han sine principielle pointer i det, som historikere somme tider kalder kontingente sandheder, altså fænomener, der er bestemt af omstændighederne og ikke af universelle lovmæssigheder.
Hvad der for en amerikaner muligvis kræver stor intellektuel anstrengelse, er fra en hjemlig – skandinavisk – betragtning temmelig banalt. Snyder abonnerer på et nærmest socialdemokratisk frihedsbegreb. Staten er ikke skurken. Adgang til statsligt finansieret forsorg, sygeforsikring og uddannelse er ikke frihedens fjende, men en tilvejebringelse af muligheder for de mange og dermed frihed for flere. Økonomisk lighed er et fælles gode og står ikke i vejen for økonomisk vækst. Når USA i dag er verdens suverænt rigeste land målt på bruttonationalprodukt per capita er det en gennemsnitsbetragtning, der dækker over kolossal ulighed. Størstedelen af den økonomiske vækst i USA de seneste fire årtier er kun kommet et fåtal til gode. Flertallet af amerikanerne har i deres levetid kun oplevet økonomisk stagnation. Et barn født i USA i 1940 havde en overvældende chance for at få en højere livsindkomst end sine forældre. Et barn født to generationer senere har væsentligt dårligere odds. Det truer samfundspagten. Det store paradoks er, at denne krise har fået et overvældende antal amerikanere til at stemme på en mand, der slet ikke har tænkt sig at gøre noget ved netop dette problem, tværtimod.
Snyder er som sagt klog, men også ganske ordrig. I stedet for en klart optrukket pointe, der snor sig tydeligt gennem historiens landskab, flyder bogen over sine bredder og efterlader indtrykket af en forskelsløs mængde af iagttagelser, et broget patchworktæppe af betragtninger. Den er opbygget i kapitler, der når langt omkring, og de er igen opdelt i afsnit, der krydsklipper fra antikken til nutidens Ukraine og USA og ikke mindst Snyders eget liv, både forstået som egentlig selvbiografi og som reportage fra hans mange rejser. Han lægger vægt på, at han er rundet af landets marv, Midtvestens landdistrikter, med en sund interesse for nationalsporten baseball. Det er ham meget om at vise, at han ikke bare er en verdensfjern akademiker, der skuer ud over verden fra sit elfenbenstårn på sit eliteuniversitet (Yale) men at han er forankret i den samme virkelighed som flertallet af amerikanere. Det er imidlertid også en udtalt svaghed ved bogen, at dens forfatter er lidt for optaget og måske endda imponeret af sig selv. Snyder må anerkendes for sit væsentlige anliggende, sin indsigt og jugement, men han har også brug for at holde fokus på sagen.
(Kristeligt Dagblad 28. marts 2025. Avisen valgte en anden rubrik. Enkelte rettelser i teksten.)
