Og så alligevel...

Ole Jensen, Og så alligevel… , Forlaget Klim 2019

I et foredrag om dannelse fra 1841 sagde Grundtvig, at ”man først maae være dygtige, nyttige Mennesker før der kan være Spørgsmaal om ægte Dannelse og at da bestaaer den først og fornemmelig i, at vi kan udtrykke os rigtig og flydende om alt, hvad vi har oplevet tænker og føler, og dernæst kan med Deeltagelse sætte os ind i andre menneskelige Stillinger end vor egen”.

At Ole Jensen har været både dygtig og nyttig, at han kan udtrykke sig rigtig og flydende om sit liv og virke og at han også kan sætte sig ind i andre menneskers stilling og livsvilkår, er rigeligt dokumenteret. At det skulle kvalificere ham som ”dannet” forekommer på en eller anden måde at være et utilstrækkeligt prædikat til en mand med så usædvanlig en karriere. Ole Jensen har beklædt hele fire slutstillinger: professor, domprovst, højskoleforstander og rektor. At han kunne skille sig fordelagtigt fra fire så forskellige opgaver, vidner om en vidtfavnende begavelse.

Han voksede op i et lærerhjem i Aarhus, var aktiv gymnast og blev student fra byens katedralskole. Han beretter med stor varme om den kristelige gymnasiastbevægelse. Her mødte han lederskikkelser som Poul Borum og Niels Højlund, der begge siden gik andre veje, mens Jensen aldrig distancerer sig demonstrativt fra sin ungdoms fromhedsliv. Det er blot siden blevet udbygget med et ganske betragteligt intellektuelt, teologisk beredskab.

Som elev på Askov Højskole mødte han blandt andre den legendariske forstander Knud Hansen, og han valgte det teologiske studium, forprøven i København og hovedfagsstudiet i Aarhus, hvor de fire store regerede: Prenter, Lindhardt, Sløk og ikke mindst Løgstrup, hvis elev og fortolker Ole Jensen blev.

Ole Jensen er en generøs fortæller, der har noget godt at sige om de fleste, der har krydset hans vej. Den læser, der i den anledning håber at se sig omtalt, må dog læse hele bogen for at få verificeret forventningen, idet den ikke er forsynet med navneregister. Den forfængelige belønnes til gengæld med en god læseoplevelse.

Der er dog et par undtagelser fra denne almindelige venlighed, nemlig Johannes Sløk og Peter Kemp, der på hver deres måde repræsenterede nogle af den akademiske verdens værste sider. At Sløk var en intelligent misantrop, er velkendt. Peter Kemp (1937-2018) var på dato Ole Jensens jævnaldrende og rival til et professorat i København, som Jensen fik i 1974. Der var et europæisk format over deres kappestrid. Kemp skrev disputats på fransk og Jensen på tysk. Kemp opponerede ved Jensens forsvar i 1976, skingert, belærende og nedladende, skal man tro Jensens referat af handlingen. Men så griber forsoningen dog alligevel Jensen, når han skal beskrive, hvorledes han siden som forstander for Grundtvigs Højskole Frederiksborg blev opsøgt af Kemp, der gerne ville samarbejde om et filosofisk sommerkursus. Det blev en mangeårig succes, og Kemp ender også med både som menneske og akademiker at få et positivt skudsmål i bogen.

Forstandere på Grundtvigs Højskole Frederiksborg fotograferet i 1992: Karen og Søren Haugstrup Jensen (1951-1974), Agnete og Svend-Erik Bjerre (1974-1985) Erling Christiansen (1992-2001) og Elsebeth Diderichsen og Ole Jensen (1985-1992). Kilde Højskolehistorisk Forening

Ole Jensens erindringer er personlige forstået på den måde, at hans ægteskaber og privatliv omtales. Men hvad f.eks. skilsmisser har kostet ham får ikke lov til at spille en hovedrolle. Tidligere hustruer omtales med nænsom ømhed, den nuværende med udelt hengivenhed. Bogen er først og fremmest en dansk teologihistorie, hvor tyngdepunkterne er portrætter af de faglige miljøer på de teologiske fakulteter i København og Aarhus. Her finder man f.eks. førstehåndsbetragtninger om Jørgen K. Bukdahl, der netop er blevet biograferet af Nils Gunder Hansen.  Nils Gunder Hansen selv får også nogle – naturligvis positive - ord med på vejen. Tiden som domprovst i Maribo er skildret med varme. Ole Jensen var ikke noget ukontroversielt valg. Nogle betragtede ham som et fremmedelement i Folkekirken. ”Skal man da ikke være kristen for at blive domprovst?” spurgte den senere domprovst i Roskilde og Ole Jensens studiekammerat, Karen Horsens, skælmsk. Ole Jensen svarer på spørgsmålet ved at vise sin respekt for den fromhed, der var repræsenteret blandt de tillidsfolk, som omgav hans embede. Alt for lidt hører man om hans tid som højskoleforstander og rektor for præsternes efteruddannelse, men bogen er jo med sine 350 sider tyk nok som den er.

Mod slutningen af livet kan det ligne et fragment, skriver Ole Jensen. Og så alligevel er der en rød tråd i fortællingen, en konsekvens, som Jensen drog af Løgstrups skabelsesteologi allerede i begyndelsen af 1970erne, og som han har forfulgt ihærdigt siden, et opgør med den mosaisk-kristelige forestilling om mennesket som skabningens herre. Jensen mener, at instrumentaliseringen af naturen har ført til de ødelæggende forskydninger i klodens miljø, som vi i dag er vidner til. Men det er jo ikke ligefrem således, at han glæder sig over at have fået ret.

(anmeldt til denne blog, november 2019)