Genforeningen

Hans Schultz Hansen, Genforeningen, Aarhus Universitetsforlag, 100 sider


100-året for Genforeningen fejres i år med alle fanfareorglets registre trukket ud. Det var og er en af de helt store begivenheder i Danmarks historie. Men spørgsmålet er, hvordan vi tolker den? Var den en heling af det sår, der var åbnet i 1864? Var den bod for den uret, der var begået mod de danske slesvigere? Eller var den en tragedie for det engang så rige og stolte hertugdømme Slesvig, der endegyldigt blev delt i to dele, hver med et fremmedgjort mindretal? Eller med Hans Schultz Hansens ord ”reduceret til to periferier i hver sin nationalstat.” Han svarer ikke på spørgsmålet, men idet han stiller det, er der åbnet for en rigere og mere nuanceret tolkning af det, der kun med alt for stor lethed kunne reduceres til en selvfejring, hvor danskerne begejstret forsikrer hinanden om, hvor langt vi er nået med fredelige midler og demokratiske afstemninger.

Hansen viser, hvordan Genforeningen var alt andet end konfliktfri forstået på den måde, at den var en funktion af en krig og resultat af en magtkamp. Den var blevet muligt takket være Tysklands nederlag i Den store Krig, og selv grænsedragningen var genstand for en intens politisk kamp nationalt og internationalt. Den udløste den alvorligste konstitutionelle krise i Danmark i det 20. århundrede, da Christian X afskedigede regeringen Zahle i påsken 1920. Den radikale Zahle arbejdede for en grænsedragning meget lig den nuværende, mens kongen sympatiserede med de kræfter inden for og uden for politik, der ønskede at få Flensborg til Danmark. Kongen handlede ikke på egen hånd, men som aktør i et intenst politisk spil, hvor han havde opbakning både i Venstre og blandt konservative. Heller ikke Zahle var en passiv uskyldighed, da han undlod at rådgive kongen om, hvad konsekvenserne af hans beslutning blev. Zahle så gerne til med korslagte arme, mens den københavnske pøbel krævede kongens afgang. Men den popularitet Christian X satte til i foråret 1920, genvandt han ved sin deltagelse i den symbolske generobring af det tabte land i sommeren samme år, da han krydsede Kongeåen på en hvid hest.

Genforeningen blev aldrig et spørgsmål, der kunne afgøres som en aftale mellem Berlin og København. Hansen lægger i sin redegørelse vægt på den betydning det havde, at de sejrende magter i verdenskrigen indoptog en revision af den dansk-tyske grænse som en del af den samlede fredsslutning med Tyskland. Det kunne godt virke som om Danmark havde brug for de sejrende stormagter til at vride armen om på Tyskland, men det var faktisk ikke tilfældet. Tidligt efter våbenhvilen i november 1918 erklærede Berlin sig villig til at regulere grænsen efter principperne om folkenes selvbestemmelsesret, og det så en overgang ud til, at en ny grænsedragning kunne ordnes som et bilateralt dansk-tysk mellemværende. Men sejrsmagterne tog over, og dikterede mere eller mindre betingelserne uden at lytte alt for meget til den danske regering. Til gengæld lykkedes det private, danske lobbyister at gøre deres indflydelse gældende. Den egentlige afgørelse om den fremtidige grænse blev afgjort, da grænserne mellem de zoner, hvor der skulle stemmes, blev trukket, og da det blev afgjort, hvem der kunne stemme. Betydning fik det f.eks. da en bestemmelse om, at man skulle være bosiddende i afstemningsdistriktet for at have stemmeret, bortfaldt ved et ubemærket pennestrøg. Det var nok, at man var født i distriktet eller havde beboet det tidligere, hvilket førte til en tilstrømning af stemmeafgivere fra både nord og ikke mindst syd.

Da afstemningerne endelig fandt sted i februar og marts 1920, var de afgørende beslutninger altså truffet. Resultatet er velkendt. Men bare fordi grænsen har været den samme i 100 år, betyder ikke at den har været uanfægtet. Nazityskland accepterede ikke Versaillesfredens betingelser og dermed heller ikke 1920-grænsen. Det blev fra Berlin effektivt brugt til at intimidere København med implicitte trusler om en grænserevision mod nord. Danmark stod uden allierede i 1930erne og var presset helt i bund. Som Hansen påpeger kom den første officielle tyske anerkendelse af 1920-grænsen paradoksalt nok den 9. april 1940 i et tysk memorandum til den danske regering. Men da var betingelserne naturligvis også forandret, idet tyskerne nu havde brug for at opretholde illusionen om en ukrænket dansk territorial integritet og besættelsen som en overenskomst mellem to ligeværdige stater. En egentlig traktatlig stadfæstelse af den dansk-tyske relation i grænselandet kom i 1955, da forbundskansler Adenauer til gengæld for dansk tilslutning til Vesttysklands optagelse i NATO gav betydelige indrømmelser til det danske mindretal i Sydslesvig. Samtidig blev der i København afgivet en tilsvarende erklæring om det tyske mindretals rettigheder i Nordslesvig. Disse to ensidige erklæringer, der i praksis er gensidige, fungerer i dag som grundlag for en fredelig sameksistens hen over den grænse, der delte Slesvig i 1920.

Hans Schultz Hansen har haft held med at samle Genforeningens forudsætninger, forløb og efterliv i et effektivt kondensat af en historiebog. Det bliver stedvist lige lovlig sammentrængt, når han øser af sin kundskabs rigdom. Man mærker, at pointerne har stået i kø og ofte har måttet finde afløb i en bisætning. Men det er altså også virkelig kompliceret stof, og vil man have en lille, overskuelig og velillustreret introduktion til dette sammensatte emne og dets mulige tolkninger, er denne bog et rigtig godt sted at begynde.

(Kristeligt Dagblad 4. februar 2020, avisen rubrik var en anden)