De gule og de røde

 Niels Jespersen, De røde, de gule og de unge – kampen om den danske model, Gads Forlag

En fagforenings væsentligste formål er at søge at monopolisere udbuddet af arbejdskraft i en given branche med henblik på at skaffe sig bestemmende indflydelse på løndannelsen. Dertil hører, at hvis arbejdsgiverne ikke vil give, hvad der kræves, kan fagforeningen berøve arbejdsgiverne adgang til relevant arbejdskraft eller med andre ord organisere en effektiv strejke. Det vil også sige, at hvis der er konkurrence mellem flere fagforeninger om de samme medlemmer, svækkes fagforeningens magt, for så er der ikke noget monopol. Det er, hvad der er tilfældet i Danmark – eller næsten, for det er stadig kun fagforeningerne under Fagbevægelsens Hovedorganisation, der har strejke- og forhandlingsretten. ”De gule” fagforeninger hægter sig bare på. De har af samme årsag lavere omkostninger og kan derfor lokke med lavere kontingent. Derfor vokser deres medlemstal og det udhuler de gamle fagforeningers magt. Denne debatbog er et forsvarsskrift for de gamle fagforeninger og den danske model, som Niels Jespersen mener er truet af de gules snylteragtige adfærd.

Bogen er et partsindlæg, skriver Jespersen til indledning. Det kan man roligt sige. Han er til daglig chefredaktør for den socialdemokratiske netavis Pio, der er finansieret af de fagforeninger, hvis sag han taler. Bogen står ikke stærkt i de historiske afsnit. En arbejdsmarkedshistoriker bør for eksempel vide, at præster først blev tjenestemænd i 1919. Som så mange socialdemokrater før ham har Jespersen ikke nogen veludviklet forståelse for kristendom i almindelighed og Indre Mission i særdeleshed og derfor heller ikke for baggrunden for dannelsen af den kristelige fagbevægelse. Den blev grundlagt som Kristeligt dansk Fællesforbund i sommeren 1899 midt under den store lockout, der endte med et forlig i september samme år også kaldet den danske models grundlov. Forbundet, der organiserede både arbejdere og arbejdsgivere, mente, at det var samhørigheden om kristne værdier og ikke klassekampen, der skulle regulere arbejdsmarkedet. Lige så vigtigt var det, at de kristelige ikke med samvittigheden i behold kunne melde sig ind i de røde fagforeninger, der dengang var tæt forbundet med et socialdemokrati, der stadig havde revolution på programmet. Sagen er naturligvis en anden i dag. Krifa, som organisationen nu hedder, adskiller sig i princippet ikke fra de øvrige gule, der er kommet til i mellemtiden. Jespersens spydige kritik retter sig ikke mindst imod ”Det faglige Hus”, hvis noget anløbne stifter og leder ikke alene er blevet skamløst rig på sin virksomhed, men som også har en dom for dagpengesvindel på straffeattesten.

Jespersen har en letflydende pen, og der er noget befriende uforblommet ved hans facon. Især i det afsluttende kapitels overvejelser over, hvor udviklingen peger hen, slipper han gækken løs i aforistiske karakteristikker af samtidens politik og politikere. Om Helle Thorning skriver han: ”Uden alt for meget på hjerte ud over de sædvanlige sager, der optager den øvre middelklasse, passede hun perfekt til et parti, der havde opgivet den politiske idéudvikling til fordel for hurtige reklameslogans og smart-i-en-fart-konsulenter, der lovede fremgang i næste uges meningsmålinger.” Socialistisk Folkepartis bagland beskrives som ”fløjlsbukser og ravkæder”. Det skal ikke tages som udtryk for sorgløs munterhed. Niels Jespersen er en intellektuel socialdemokrat af den kaliber, der ikke kan ignoreres. Han har et ærinde.

Han er tilhænger af Mette Frederiksens linje for Socialdemokratiet i en sådan grad, at bogen faktisk ligner en ansøgning om stillingen som chefstrateg. Jespersen taler for en genetablering af de bånd mellem partiet og fagforeningerne, der blev brudt for en menneskealder siden, for derved at styrke grundlaget for den danske model. Ganske vist repræsenterer hverken fagforeninger eller Socialdemokratiet et flertal af befolkningen, men på samme måde som man ”kan beskrive Danmark som et kulturkristent land, så er vi også et kultursocialistisk land,” som Jespersen skriver. Han citerer i den forbindelse med tilfredshedens drag om munden flere fremtrædende blå politikere for deres principielle opbakning til den danske model. De færreste danskere vil nemlig i virkeligheden af med den. Danskerne ønsker bare ikke at bakke op om de institutioner, der understøtter den, er konklusionen.

I en bog, der trods alt har bevilget sig selv et par hundrede sider til en pointe, der med udvisning af lidt mere sproglig økonomi kunne rummes i en pamflet, kunne der godt være blevet plads til lidt flere nuancer. Vigtigst er nok den helt nødvendige diskussion af, hvad ’Den danske Model’ egentlig er? Her hæmmes Jespersen af, at han i for stor grad er blevet hængende i arbejderbevægelsens klassiske selvfortælling. Det bliver lidt for indforstået, og med en tilstrækkelig bred pensel kan der males hen over sprækkerne i historien. Man kunne for eksempel godt have tænkt sig en analyse af lærerkonflikten i 2013. Hvor meget ’dansk model’ var der egentlig over den?

(www.k.dk 21. maj 2025)