Grundtvigs højskoleskrifter

 Henrik Yde (udg.), Skolen for livet. N.F.S. Grundtvigs højskoleskrifter, Aarhus Universitetsforlag

Den 30. august 1872, kun tre dage før sin død, udgav Grundtvig en bog bestående af en række af hans egne tekster oprindeligt udgivet mellem 1836 og 1859, ”Smaaskrifter om den historiske Høiskole”. 

I kraft af denne udgave skabte Grundtvig også en forestilling om, at der lå en samlet plan eller forestilling bag hans tanker om skole og dannelse. Det har dannet baggrund for den forståelse, at Grundtvig i 1830erne stod op som en sol og oplyste et i øvrigt formørket skolevæsen og dermed skabte forudsætningerne for moderniseringen af dannelsen, pædagogikken og samfundet i det hele taget. Det har i øvrigt også dækket for den ofte oversete omstændighed, at den unge Grundtvig i flere år ernærede sig som en dygtig og respekteret lærer og underviser for ungdommen. Han var forbavsende praktisk anlagt.

Nu har grundtvigforskeren Henrik Yde påtaget sig at genudgive de samme tekster, som Grundtvig selv samlede i 1872 – eller næsten de samme. For en uforberedt nutidig læser er Grundtvigs prosa så godt som uforståelig, så derfor har Yde skrevet fortrinlige og indsigtsfulde indledninger og kommentarer. Vanskelige begreber og vendinger forklares, og Grundtvig trækkes fra sin ophøjede genialske ensomhed ind i den relevante kontekst.

For det første var Grundtvig kun en blandt mange deltagere i en ret omfattende debat, hvis udgangspunkt var, at alle var klar over, at det eksisterende skolevæsen var mangelfuldt. Bønderbørn afsluttede deres skolegang med konfirmationen, mens børn i købstæderne kunne fortsætte i latinskolerne, der imidlertid af praktisk anlagte folk blev kritiseret for at give helt utilstrækkelige forudsætninger for at klare sig i livet i almindelighed og næringslivet i særdeleshed, så de fik konkurrence af de såkaldte realskoler, der underviste i naturfag og de levende fremmedsprog. For det andet var de ideer, der i dag gerne tillægges Grundtvig, ikke alle hans. Kernebegreber som ”den sorte skole” eller ”skolen for livet” lånte han fra andre. For det tredje kan man sige, at Grundtvig ikke var ren dannelsestænker eller pædagogisk teoretiker, sådan som han ofte gøres til. Hans ytringer om dannelse var som oftest udsprunget af en politisk kontekst. Det handlede om at uddanne ungdommen og særligt bondestanden til at deltage aktivt i ”det borgerlige Selskab”, som han kaldte det, altså at tage et samfundsmæssigt ansvar. Bønder kunne blive valgt til stænderforsamlingerne fra 1834, sogneforstanderskaberne (sognerådene) og amtsrådene fra 1841 og Rigsdagen fra 1848.

Grundtvig var modstander af både real- og latinskolerne, og det isolerede ham i en vis grad i debatten om skole- og uddannelsesvæsenets fremtid. Hans skoletanker sammenfattes ofte i begrebet ”historisk-poetisk”, altså at det især var fædrelandets og verdens historie samt god (dansk) litteratur, der skulle udgøre hovedstolen af den pædagogiske kapital. Det var for tilhængerne af realskolerne for upraktisk og for tilhængerne af latinskolerne for bondsk. Derudover var Grundtvig modstander af eksamensvæsenet, som han betragtede som ødelæggende tvang. Det gav – og giver – naturligvis enhver uddannelsesbureaukrat hjerteflimmer.

Grundtvigs Højskole, Lyngby. Gl. Postkort.

Yde kunne godt i højere grad have anfægtet Grundtvigs kanonisering af egne tekster. Grundtvigs første ytringer om nødvendigheden af at uddanne bønder bedre findes i hans ”Politiske Betragtninger” fra 1831, som ikke er med i Ydes udvalg. Det er det afgørende opgør med forkyndende undervisning – ”Er Troen virkelig en Skole-Sag” - fra 1836 eller et ret prægnant foredrag ”Om Dannelse” fra 1841 heller ikke. Yde har også forsømt at tage de tekster med, som handler om Grundtvigs egen højskole, Marielyst, grundlagt 1856. Men et eller andet sted skal grænsen jo drages, og inden for de udstukne rammer gives ingen bedre guide til emnet end Henrik Yde.

(Kristeligt Dagblad 9. maj 2025)