Ruben Toft Sindahl. Ret og magt i USA, Turbine
Ruben Toft Sindahl er både dansk og amerikansk uddannet jurist, og han har amerikansk advokatbestalling. Hans analyse af forholdet mellem magt og ret i USA er ikke opløftende. Vi har lige i øjeblikket en tendens til at se på Trump og hans tech-oligarker som det afgørende problem, men Sindahl trækker trådene længere tilbage, ja faktisk helt til den amerikanske forfatnings tilblivelse i slutningen af 1780erne som et kompromis mellem forskellige politiske kræfter og interesser. Sindahl kalder den ”en imponerende kraftpræstation”, men i grunden er han ikke så imponeret. Ganske vist dannede forfatningen udgangspunkt for udviklingen af det amerikanske demokrati, men den har også i henhold til Sindahls analyse vist sig at være en ringe garanti mod de kræfter, der søger at kortslutte de demokratiske processer. Det skyldes ikke mindst i Sindahls øjne den rolle, som Højesteret har fået, og som sådan set ikke var forudset af grundlovsfædrene, ”The founding Fathers”. De var mest optaget af at opretholde balancen mellem den udøvende magt, præsidenten, og den lovgivende, Kongressen. I løbet af 1800-tallet fik Højesteret stigende betydning som håndhæver af det, der på dansk kaldes prøvelsesretten, altså domstolens mulighed for at underkende en beslutning truffet af enten den lovgivende eller den udøvende magt. Det førte til en retliggørelse af amerikansk politik, altså at ethvert politisk spørgsmål ender med at blive juridisk.
I løbet af de seneste generationer er denne udvikling yderligere modsvaret af en politisering af domstolene. Højesteret er ikke længere en uafhængig juridisk instans i det amerikanske system af ”checks and balances”. Den er blevet til en politisk aktør. For tiden er der et flertal af konservative dommere, der udnytter denne mulighed til at fremme en bestemt politisk dagsorden. Højesteret er også præget af en stadig højere grad af aktivisme. Det betyder, at Højesteret nærmest har fået lovgivende magt, mener Sindahl. Dermed gør den i sin virksomhed vold på magtens tredeling.
Afgørende trin i denne udvikling var det, da Højesteret blev udslagsgivende for George Bush’ valgsejr over Al Gore i 2000, og ikke mindst en dom fra 2010, der indebærer, at der ikke længere er grænser for, hvor mange penge virksomheder og rigmænd må bruge på at skaffe sig indflydelse på politik. Og det var vel at mærke ikke tech-branchen, men den gode gamle kemi- og metalindustri, der stod bag, i skikkelse af brødrene Koch, ejerne af et af USA’s største industrikonglomerater.
Sindahl tegner et dystert billede af et amerikansk demokrati, der er ved at forvitre til et oligarki, fordi de allerrigeste igennem en menneskealder har haft held med at kortslutte systemet til egen fordel. Musk og Trump er set i det lys blot ekstreme repræsentanter for en bevægelse, der har været længere tid undervejs. Deres vej til magten er banet af andre. Trumps udstrakte brug af dekreter, det vil sige regeringsførelse uden om den lovgivende forsamling, ligger også i forlængelse af, hvad flere af hans forgængere har gjort.
Bogen kommer lidt haltende fra start. Det er som om Sindahl først har fundet sin form, mens han skrev, for de afsluttende kapitler glider bedre end de indledende. Overordnet set kunne manuskriptet godt have brugt en redaktionel overhaling, inden det blev besørget i trykken. Der er f.eks. for mange gentagelser. Bogen er ikke læseværdig for sine litterære kvaliteter, men for sin analyse. Sindahls konklusion er lige så klar som den er nedslående. Det amerikanske demokrati savner midlerne til at kæmpe mod dem, der vil det til livs.
(Kristeligt Dagblad 1. april 2025)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar