Som at grave bunden af en sandkasse fri

 Yuval Noah Harari, Nexus. En kort historie om informationsnetværk fra stenalderen til kunstig intelligens, Lindhardt og Ringhof

Denne bogs anliggende er, at af alle de informationsnetværk, som menneskeheden har benyttet sig af gennem hele historien, er kunstig intelligens noget radikalt nyt, for ”kunstig intelligens er ikke et redskab, men en aktør”, fordi computere nu selv kan træffe beslutninger. Og det er farligt, fordi det kan føre til totalitarisme eller noget andet, som bestemt heller ikke er godt.

Yuval Noah Harari skriver historie på den særlige angelsaksiske facon, der af danske læsere også kendes fra blandt andre Peter Frankopan og Tom Holland, bortset fra, at Harari savner deres sproglige elegance. Fremgangsmåden er en ordrig ophobning af anekdoter og eksempler, der fører den nysgerrige læser rundt i historiens afkroge og åbne vidder fra Stenalderen til i dag, fra Silicon Valley til Brøndby Stadion. 

Bogen lanceres som ”en kort historie”. Det kunne den med fordel have været. Den er forsynet med et noteapparat, der skal give indtryk af et imponerende læsepensum, men uden at læseren efterlades med et indtryk af overblik. Det er alt sammen vældig spændende, men det er næsten som om bogen også bliver til en demonstration af informationssamfundets svøbe: budskabet drukner i overfloden af oplysninger. At læse denne bog er som at skrabe bunden fri i en dyb sandkasse. Man kan lige akkurat få et glimt af pointen, inden næste bølge af fakta så talrige som himlens stjerner og havets sand dækker den til. 

Denne måde at skrive historie på er kendetegnet ved en mangel på struktur og stringens. Det centrale begreb er ’informationsnetværk’, men eftersom det hos Harari stort set kan betyde alting fra stater og markeder til mytologier, religion, gener, bureaukrati, kloakker med mere, bliver det til et begreb, der smølfer mere smølf end smølf er.

Harari gør ikke noget forsøg på at forklare, hvad kunstig intelligens er teknisk set. Måske ved han det simpelthen ikke. Han beskriver den som en ’black box’, altså en proces, der ikke kan skabes indsigt i. Det er antagelig ikke helt forkert, men det giver ham også anledning til at gøre KI til det mystisk fremmede, der har opnået agens, som man siger, altså en selvstændig evne til at handle uden for menneskelig kontrol. Han mangler bare at vise, at det også er tilfældet. Det er en ret spekulativ bog. Ordet ’måske’ optræder med tiltagende hyppighed, jo mere man nærmer sig konklusionen.

Det er ret evident, at KI har en tankekraft, der har sprængt og kan sprænge mange barrierer fra at slå stormestre i brætspil som skak eller go til at stille sikrere diagnoser end læger af kød og blod kan. Men kan KI handle? Her kommer Harari til kort, fordi alle hans eksempler på handlinger involverer voksne, ansvarlige mennesker. Det gælder f.eks. Jaswant Singh Chail, der i 2021 forsøgte at slå den engelske dronning ihjel, fordi han var blevet opfordret til det af sin online-kæreste. Problemet var, at ’hun’ i virkeligheden var en chat-bot, en automatiseret samtalepartner. KI bliver også brugt til ved hjælp af ansigtsgenkendelse at identificere mulige ballademagere på Brøndby Stadion, men det er stadig et instrument i – forhåbentlig - ansvarlige aktørers hænder. 

Harari citerer Clausewitz’ berømte ord om krig som politik videreført med andre midler. Han forsømmer at indse, at KI stadig er menneskelig handling videreført med andre midler. Vi er et stykke fra Terminator-filmenes dystopi om et ’Skynet’, der ikke alene har opnået bevidsthed og egen vilje, men også har midlerne til at føre den igennem.

Harari mangler at vise, at KI kan kobles direkte til handlemuligheder, der ikke indebærer interaktion med juridisk ansvarlige mennesker for at blive til virkelighed. Der mangler stadig krop. Den selvstændigt agerende robot er fortsat utopi – eller dystopi.

 Hvor meget man end kan sympatisere med bogens anliggende, stiller den det forkerte spørgsmål. Harari undersøger, hvad information er. Det er i sig selv interessant, men for at kortlægge den kunstige intelligens’ natur, må man først gøre sig det klart, hvad den naturlige intelligens er. Harari kunne med større fordel kunne have forfulgt spørgsmålet: hvad er et menneske? I et moderne samfund er et myndigt menneske kendetegnet ved at være ansvarligt. Vi er omgivet af så mange ting, der påvirker os. Årsager til, at ting sker, kan findes så mange steder: natur, system, maskiner, struktur. Men ansvar kan kun placeres et sted. Det var man også før den kunstig intelligens nødt til at insistere på.

Uanset om man kan dele Hararis frygt eller ej, ser han helt bort fra den helt åbenlyse skade, som KI allerede nu er i færd med at påføre samfundet. Her må det især bekymre, at KI i vid udstrækning anvendes af elever og studerende til at bestå eksamen. KI kan allerede nu ganske let besvare opgaver på gymnasieniveau. Der findes gode redskaber til at identificere plagiat, men eftersom KI-genererede tekster er originale i den forstand, at ingen har skrevet dem før, er de vanskeligere at identificere som snyd. Efterhånden som KI raffineres, bliver det stadig lettere for skoleelever og studerende at deponere deres indlæring og deres evne til at formulere sig i den maskinelle tænknings varetægt. Ved på denne måde at udlicitere deres egen tankekapacitet gør de sig selv dummere end deres forældes generation, og det åbner for en umyndiggørelse af mennesket. Dermed øges risikoen for, at det ansvarlige menneske tages ud af ligningen. Der er en grund til at færdighedsregning forblev en disciplin i skolen også efter, at lommeregneren blev opfundet.

(Kristeligt Dagblad 25. sept. 2024. Avisen valgte en anden rubrik)

Richard Jensen

Lars Halskov, Manden med de mange ansigter. Richard Jensen og den røde underverden, Politikens Forlag

Der er de seneste 10-15 år udkommet mange grundige biografier om fremtrædende kommunister: Mogens Fog, Carl Madsen, Børge Houmann, Hans Scherfig, Martin Andersen Nexø, Hans Kirk med flere. Det er interessant, for de er ikke kendte for deres politiske betydning. Danmarks Kommunistiske Parti var et randfænomen i dansk politik. Størst betydning fik det antagelig som primær drivkraft i modstandsbevægelsen fra sommeren 1941. Det interessante består ikke mindst i, hvordan et parti, der krævede fuldstændig underkastelse under de instrukser, der udgik fra Moskva og en undtagelsesfri ideologisk ensretning, kunne tiltrække så mange begavede, handlekraftige og selvstændigt tænkende mennesker, som man kunne finde på at skrive en biografi om? 

Hvis man stiller dette spørgsmål til Lars Halskov, bliver svaret, at Richard Jensen (1894-1974) voksede op under kummerlige vilkår, kom under børneforsorgen, var småkriminel, blev nærmest ved et tilfælde søfyrbøder og opdagede under Første Verdenskrig fagforeningens værdi for den lille mand. Derefter så han sig ikke tilbage. Han sluttede sig til den syndikalistiske, revolutionære bevægelse og blev formand for Søfyrbødernes Forbund som 25-årig i 1919, og kort tid efter blev han en del af det nydannede danske kommunistparti. 

Hovedparten af bogen skildrer en række dramatiske episoder i 1930erne og 1940erne, der ofte har at gøre med, hvordan europæiske konflikter også fandt vej til dansk grund, også nogle, som Jensen ret beset ikke havde meget gøre med, for eksempel drabet på en estisk kommunist, Johannes Eltermann, i et kolonihavehus på Amager i 1936 eller Arne Munch-Petersens forsvinden i Moskva i 1937. Lidt mere havde Jensen at gøre med den tyske kommunist Ernst Wollweber, der stod bag en række sabotager i hele Europa. I maj måned 1938 blev et skib, der var på vej til at blive leveret til et rederi, der havde stillet sig på Francos side i den spanske borgerkrig, bombesprængt i Frederikshavn. Richard Jensen blev siden dømt som meddelagtig, men han hævdede til sin død sin uskyld. Til gengæld pralede han med, at han havde stået bag et rederi, der smuglede våben til Francos modstandere.

Richard Jensen blev ekskluderet af DKP i 1940 på grund af uenighed om partilinjen. I 1941 endte han med at blive idømt 16 års fængsel for affæren i Frederikshavn. Han flygtede fra fængslet i september 1944 til Sverige. Efter krigen blev han benådet, men indgik ifølge Halskov i en række kriminelle aktiviteter, og han hjalp med at smugle våben til den unge stat Israel. Halskov er generelt grundig i sin research, men efter 1945 står han hvad angår dokumentation på lidt mere spekulativ grund, især hvad angår påstanden om samarbejdet med ”Edderkoppen”, sortbørshajen Svend Aage Hasselstrøm.

Lars Halskov vil gerne drage sin læser ind i de situationer, han beskriver: ”Luften den første dag i november 1919 var usædvanlig kold. På perronen i Korsør stod Richard Jensen og skuttede sig sammen med sømændenes formand Christian Borgland.” Det er indledningen til et langt afsnit om noget, der ikke skete, nemlig at Jensen ikke kom noget til i en i øvrigt meget alvorlig togulykke tæt på København. Tre sider går der med det. Hvis man er til reportagejournalistens ferme gengivelse af dramatiske begivenheder i traditionen efter Cavling, er man i godt selskab hos Halskov. Han kan sin metier. Men det sker på bekostning af fremdrift i teksten. Det er en omstændelig omgang at komme igennem knap de 500 sider. Bogen kunne uden tab af væsentlig indsigt i Richard Jensens liv have været væsentlig kortere. 

Richard Jensen er ikke nogen overset skikkelse i dansk historie. Det sørgede han selv for ved at udgive sine erindringer, og hans rolle har været grundigt undersøgt og ivrigt diskuteret af både historikere og journalister frem til i dag. Det er der en grund til, og af samme grund er denne bog læseværdig. Halskov inddrager for eksempel fortjenstfuldt britiske efterretningskilder. MI5 havde et dossier på Richard Jensen, som måske ikke føjer så megen substans til vores viden om ham, men det viser, i hvor høj grad Danmark var involveret i de ideologiske og magtpolitiske konflikter, der trak tråde på kryds og tværs af Europa og verden, og som blandt andet betød, at dansk politi samarbejdede med Gestapo, at en estisk mand blev myrdet i et kolonihavehus på Amager, og at en københavnsk søfyrbøder engagerede sig i den spanske borgerkrig.

(Kristeligt Dagblad 5. sept. 2024. Avisen valgte en anden rubrik.)

Frederik Poulsen

 Frederik Poulsen – Forsker, formidler og fortæller. Forlaget Orbis, 289 sider

Det er en interessant skikkelse, som i denne antologi belyses fra mange sider. En gruppe af klassiske arkæologer og filologer mødtes for nogle år siden til et seminar helliget mindet om filologen, arkæologen og kunsthistorikeren Frederik Poulsen (1876-1950), og så besluttede de, at der var så meget at sige om ham, at det var en udgivelse værdig. Det er der kommet en flot, men også lidt ujævn bog ud af. Ikke alle bidrag holder niveau.

Poulsen var østjysk proprietærsøn, der studerede latin, græsk og tysk ved Københavns Universitet. Under studieophold i Tyskland vaktes hans interesse for arkæologien. I 1910 fik han ansættelse ved Ny Carlsberg Glyptotek, stiftet af brygger Carl Jacobsen, der døde i 1914. Hans søn Helge overtog sin fars livsværk, men var væsentlig mere reserveret, og derfor blev Poulsen hurtigt en ledende skikkelse på museet, fra 1926 med officiel titel af direktør. Han åbnede museet for omverdenen og blev kendt hertillands som stilsikker essayist og foredragsholder. Kristine Bülow Clausens bidrag om Poulsen som aviskronikør griber for alvor fat i Poulsens rolle som debattør, blandt andet i form af en højst interessant konflikt med den nationalkonservative litterat Harald Nielsen, der oven i købet – som Clausen spidsfindigt har iagttaget – var Poulsens fætters uægte søn og dermed også stedbror, idet fætteren giftede sig med Poulsens mor, der tidligt blev enke.

kilde: Det Kgl. Biblotek

Parallelt med den udadvendte virksomhed var Poulsen forfatter til en række videnskabelige værker på de europæiske hovedsprog, som gjorde ham kendt internationalt som forsker. På den måde legemliggjorde han, hvad han havde lært af sin professor på universitetet, den navnkundige filolog J.L. Heiberg, at kun den sande videnskabsmand kan gøre forskningens resultater tilgængelig for en videre kreds. Hans videnskabelige hovedværker gennemgås grundigt i flere af bogens kapitler.

Trods sit flotte udstyr og mange spændende illustrationer henvender bogen sig nok først og fremmest til dem, der i forvejen har en interesse for og indsigt i den græske og romerske oldtids kunst og litteratur og den videnskab og de institutioner, der beskæftiger sig med disse emner. Om en egentlig biografi er der ikke tale. Vi erfarer kun en passant, at Poulsen var gift og at der var børn i ægteskabet. Hans virke som skønlitterær forfatter berøres kun sporadisk, og det selv om et af hans digte blev itonesat af Carl Nielsen, mens Johannes V. Jensen skrev et digt til ham i anledning af hans 60 års fødselsdag. Så bogen efterlader både indtrykket af en overordentlig grundighed og en mangel på fuldstændighed.

(Kristeligt Dagblad 22. maj 2024)

Untergang des Abendlandes and all that jazz

Thomas Kluge og Kasper Støvring. Det moderne er fortid. Kunst og kultur i en krisetid. Eksistensen, 160 sider, 230 kroner.

Hovedaksen i denne bog, i hvilken Kasper Støvring fortolker en hel række af Thomas Kluges værker, udgøres af den parallel, der er mellem Kluges opgør med moderne kunst og Støvrings opgør med moderne ideologi og tankegang. Bogens titel er finurlig, for selv om det moderne er fortid, betyder det ikke, at Støvring er postmoderne, i hvert fald ikke i den betydning, som Jean-François Lyotard anvendte, da han gjorde begrebet berømt i 1979. I det hele taget er det lidt uklart, hvad Støvring mener det moderne er – bortset fra at han åbenlyst ikke bryder sig om det. På den måde skriver han sig ind i en meget lang linje af modernitetskritikere, der har negativiteten som gennemgående fællestræk.

Thomas Kluge har i nu mere end 30 år arbejdet med et mættet, figurativt billedsprog og er en efterspurgt portrætmaler. Han er selvlært og kom aldrig ind på Kunstakademiet, selv om han forsøgte flere gange. Hans form passer simpelthen ikke ind i den moderne kunstteoris forestillingsverden, der dyrker det abstrakte, provokationen, avantgarden, opgøret med det bestående. Kluges kritikere anklager ham for at leve i fortiden og for at lave ferme og facile pasticher, og Støvring spiller elegant på, at denne kritik har gjort Kluge til en provokerende outsider i dansk kunst. Han er med andre ord, hvad modernisterne gerne selv ville være. Kluge taler blot et billedsprog, som mange kan forstå, fordi der er en reference i hans billeder til noget, som de fleste anerkender som virkelighed, og denne genkendelighed har et stort publikum. Støvrings pointe er, at det ikke gør ham til fortidskunstner, at han er bundet af en klassisk form, for i indholdet er han fri, og denne frihed bruger han til for eksempel i sit valg af rekvisitter eller lyssætning at indbygge foruroligende elementer i sine motiver. Det er samtidskunst.

Der er endvidere et kritisk potentiale i Kluges kunst, fordi han udstiller det akademi, som aldrig ville kendes ved ham. Akademiet har fravalgt ambitionen om genkendelighed, og dermed har det udelukket sig selv fra at føre en samtale med andre end de færreste. Det har lukket sig om sig selv som lort på dåse.

Idealiseringen af grænseoverskridelsens æstetik har ført til en kanonisering af tomheden. Jens Haaning forsøgte at camouflere simpel berigelseskriminalitet som kunst, da han tilegnede sig et større kontantbeløb, som Kunsten i Aalborg havde overdraget i hans varetægt med henblik på at skabe en collage af pengesedler. I stedet afleverede han et tomt lærred, som han havde betitlet ”Take the Money and Run”. Museet bekræftede endda Haanings fidus ved at udstille lærredet som om det var et kunstværk.

Til gengæld for denne opgivelse af ikke blot ønsket om, men også evnen til at skabe en ligefrem reference til verden, har moderne kunst intet problem med at servere politiske budskaber i forholdet 1:1, også selv om det udfordrer basale retsprincipper, som da en institutleder fra Kunstakademiet stjal en buste af Frederik V fra sin arbejdsgiver og smed den i havnen som et udtryk for protest mod Danmarks koloniale fortid, uden at samme institutleder efterlod indtryk af at besidde nogen særlig kundskab om samme fortid.

Det er kun alt for let at være enig i kritikken af Kunstakademiets fortænkte installationer og forskruede ideologiseringer. Men Støvring gør sig også skyldig i sidstnævnte synd, når han tager et ideologisk førergreb på Kluges værk og gør det til et udtryk for sit eget politiske standpunkt. På samme måde instrumentaliserer Støvring også kristendommen, når han gør den til det ”stillads, der gør det muligt for os at restaurere vores vestlige hus i forfaldstider.” Untergang des Abendlandes and all that jazz.

At der er en parallel mellem Kluge og Støvring, betyder i overensstemmelse med geometriens læresætninger, netop at de to linjer ikke mødes. Det handler for Støvring om, at muslimerne er fjenden og at Vesten må besinde sig på sine egne værdier for at overleve. Han kunne have citeret fra Saxo, hvor drengen Folke har fået i opdrag at overdrage kong Vermund den nyhed, at svenskekongen er i offensiven: ”Jeg bringer godt nyt. Fjenden er i landet.” For det er, hvad det handler om for Støvring. Det er i uvejret af stål; det er i blodets og jernets tid, at det afgøres, hvad vi er gjort af. Renselsen er i kampen. Om der er hjemmel i Kluges værk til den konklusion, fremgår ikke.

(Kristeligt Dagblad 9. april 2024. Avisen valgte en anden rubrik.)

Støvring svarede i avisen den 11. april:

I SIN ANMELDELSE af min og Thomas Kluges nye bog, ”Det moderne er fortid”, kommer Jes Fabricius Møller galt af sted fra begyndelsen.

Han tror, at det kun er mig, der er forfatter til bogen, selvom vi begge står som forfattere til bogen, og det også fremgår af forordet. Det er langtfra den eneste fejl i anmeldelsen.

Anmelderen tilskriver mig den opfattelse, at fjenden i vores bog er islam. Men vi skriver: Hvem er fjenden? Rusland? Islamismen? Nej, fjenden er først og fremmest os selv.” Anmelderen mener også, at bogens begreb om det moderne er uklart. Men vi gør meget ud af at forklare den historiefilosofi, der præger den moderne selvforståelse, som vi mener er fortid. Nemlig idéen om historien som en fremadskridende proces, hvor vi frigør os fra alt det gamle, så vi kan realisere den sekulære utopi.

Ikke blot er den forståelse usand, den er tilmed ødelæggende. For vi står altid på skuldrene af dem, der kom før os, og fortiden er en kilde til indsigter. Ikke en heksekedel af undertrykkelse. Tilsvarende er idéer om for eksempel skønhed, tro og fædreland med til at give livet mening. Endelig mener Jes Fabricius Møller, at bogen er et ”politisk” program. Men vi skriver eksplicit, at den moderne krise er af åndelig karakter, og derfor er kunst og tro, ikke politik, de vigtigste modsvar. Det er vores bogs opbyggelige hovedanliggende. Men det berører anmelderen slet ikke.

LAD MIG DERFOR SIGE LIDT om vores bogs tre opbyggelige søjler, som ofte søges udgrænset i den moderne epoke og dens eksemplariske kunstform, modernismen. Den første søjle er skønheden, som er forkætret, fordi den angiveligt forhindrer os i at se virkelighedens sande hæslighed i øjnene, magtens og undertrykkelsens former, kolonialismen, racismen, det patriarkalske, alt det, der spænder ben for fremskridtet.

Men skønheden er betydningsfuld, for den får os til at føle os hjemme i den faldne verden, vi bebor. Trods al hæslighed findes der nemlig sprækker af skønhed. Kluges portrætter af børn og ældre mennesker emmer formelig af kærlighed, omsorg og samhørighed. Og selv motiver af forfald, som Kluges maleri af solsikker, er skønne. Malerierne forsoner os på den måde med tilværelsens forgængelighed og vores egen dødelighed. Kunsten har to grundformer: hymnen, lovsangen over verdens mirakuløse skønhed, og elegien, klagesangen over, at alle disse gode ting skal tages fra os. Men i kunstens skønne form bliver dette tab til at bære.

Den anden søjle er troen. Kluge maler altertavler og øser i det hele taget af vores kulturs største fortællinger, ikke mindst påskebegivenhederne fra nadver over korsfæstelse til opstandelse. At fortolke vores følelsesliv gennem kristendommens symboler og komme i berøring med eksistentialer som skyld, tilgivelse og håb er også en måde at give mening til livet.

DEN TREDJE SØJLE er hjemlandet, vores fællesskab her på Jorden, som mange af Kluges malerier også giver udtryk for. Vi lever i et tidehverv, hvor Vesten ikke længere tror på sin egen universalisme - at vi kan forme andre kulturkredse i vores billede - men tværtimod er blevet alene i verden. Vi skal nu passe på, at andre magter ikke former os i deres billede. Vi skal med andre ord kende os selv som distinkt kultur, for kun derved kan vi forsvare os selv. Og vise en vej ud af det moderne forfald, vi er endt i.

En af kunstens fineste opgaver fra gammel tid er at give os mod og indsigt, ikke at rive ned og få os til at skamme os over dem, vi er. Det moderne er fortid. J

Vi skriver eksplicit, at den moderne krise er af åndelig karakter, og derfor er kunst og tro, ikke politik, de vigtigste modsvar.

Mit svar til Støvring den 12. april:

Tak til Kasper Støvring for i sin replik i Kristeligt Dagblad den 11. april til min anmeldelse af hans og Thomas Kluges bog at uddybe sine synspunkter. Han mener, at jeg tager fejl, når jeg skriver, at han alene har skrevet bogen. I forordet står der: "Thomas Kluge bidrager med billederne til denne bog, Kasper Støvring med teksten" 

Så jeg tillader mig fortsat at antage, at Støvring har skrevet teksten. Og i stedet for at fortabe mig i sindrige analyser af bogens politiske standpunkt, er det lettest bare at citere Støvrings tekst: 

"I lyset af Ukrainekrigen er vi ved at få smag for, at vi kan opruste militært, militante grupper bevæbner sig mod den stigende islamisering og uroligheder i de større europæiske byer, efterretningschefer advarer mod borgerkrige på det europæiske kontinent, og hvis der kommer en milliontilstrømning af migranter fra Afrika og Mellemøsten, vil vi bygge Fort Europa med grænsehegn, flere baner pigtråd, lyskastere, bevæbnede vagtposter og en flåde med ordre til at skyde mod menneskesmuglernes både i Middelhavet. Vi vil opleve et maskefald. Nietzsches sidste menneske, vi har kendt i den fredelige periode siden Murens fald, vil blive afløst af det første menneske, der er villig til at sætte livet på spil i blodige anerkendelseskampe, for ære og stolthed og for at beskytte sit eget territorium. Det bliver en farlig og uforudsigelig tid, vi kommer til at træde ind i. Jernets tidsalder vil afløse den bløde humanismes epoke, vi er ved at forlade."

Støvring fik det sidste ord den 13. april:

Jes Fabricius Møller fortsætter i Kristeligt Dagblad den 12. april sin stærkt tendentiøse omtale af min og Thomas Kluges bog 'Det moderne er fortid' ved at citere et langt stykke fra bogen, der angiveligt skulle vise, at vi ser noget positivt i kulturens undergang. Det er helt forkert. Vi advarer tværtimod om den. Anmelderen kunne have citeret de efterfølgende linjer, hvor vi skriver om atomkrigen. Ingen ved sine fulde fem kan ønske den. Eller han kunne have citeret de forudgående linjer: "Vi skaber et dem og os. Men det er et dem, der også bor i mig. Jeg er også ond, mærket af synden. Mennesket er et faldent væsen på godt og ondt. Fra portrætterne til de historiske malerier afsøger Kluge sindets dystre skakter." Og hvorfor gør Kluge det? Fordi skønheden bliver så meget desto mere mirakuløs og kræver det yderste af os for at bevare den. Derfor vores opbyggelige bog.

Bondehjerte

Lea Wind-Friis, Bondehjerte - en familiehistorie om besættelsens største forræderisag, Politikens Forlag

Jens Thomsen (1880-1955) var proprietær i Hjarup ved Kolding. Han kaldte sig bonde. Lea Wind-Friis undrer sig over, at hendes oldefar antog en titel, der egentlig var et skældsord. Det hænger sammen med de værdier, der knyttes til begrebet. Det handler ikke kun om at drive en fødevareproducerende virksomhed. En bonde knytter hele sin identitet til denne virksomhed. På den måde kan man forstå Jens Thomsens engagement i samfundsspørgsmål som identitetspolitik. Wind-Friis holder sig klogelig fra at associere til nutidige forhold. Læseren inviteres diskret til at gøre det på egen hånd.

Thomsen engagerede sig i Landbrugernes Sammenslutning, en bevægelse, der i løbet af 1930erne havde held med at gøre Landbrugsraadet rangen stridig som repræsentant for agrarøkonomiske interesser med tyngdepunkt i Sønderjylland, hvor bønderne var endnu mere gældstyngede end i andre landsdele. Kulminationen på deres virksomhed var i 1935, da tusindvis af bønder drog til hovedstaden for at demonstrere mod det, som de opfattede som en politisk elite, der bare levede på nas.

Den politiske gren af bevægelsen, Det Frie Folkeparti, omdøbt i 1939 til Bondepartiet, opnåede repræsentation på Rigsdagen med Jens og hans bror Valdemar som medlemmer af Folketinget. Landbrugernes Sammenslutning tiltrak også enkelte nazister. Det var ikke uden grund, for der bestod et vist værdifællesskab, herunder anti-semitismen. Efter krigen blev Jens Thomsen og hans bror med flere andre tiltalt for landssvig på grund af denne nærhed til nazismen. De fik en hård dom i byretten, men blev frikendt i landsretten. Jens Thomsen nedskrev derefter sine erindringer, og det er dem, der er hovedkilden til denne bog. 

Fra bondetogets demonstration på Amalienborgs Slotsplads
sommeren 1935. Lea Wind-Friis viser, at bønderne blev
taget vel imod af københavnerne, selv om deres politiske
krav af kongen blev henvist til regeringen, som afviste dem.
Skærmdump fra Bondetoget til Kongen - kbhbilleder.dk

Forlaget kalder det på bogens bagside en ”personlig og sanselig fortælling”. Det er rigtigt for så vidt man godt kan mærke, at forfatteren ikke er historiker. Bogen er lidt tynd, når det handler om historisk kontekst, og Peter Ramskov Andersens uhyre grundige ph.d.-afhandling fra 1996 om Landbrugernes Sammenslutning kunne godt have fortjent en plads på litteraturlisten. Som alle journalister, der kaster sig over historien, vil Lea Wind-Friis også gerne inddrage sin læser i den erkendelsesproces, hun selv har været igennem. Hun citerer et sted fra en forhørsprotokol, ”som er at finde i en brun kasse i Rigsarkivets magasiner i København”. Så ville man som historiker gerne have haft en fodnote med en lidt mere specifik henvisning. Alle Rigsarkivets tusindvis af hyldemeter af arkivalier opbevares i brune æsker, så man vil ikke få meget ud af at afgive en bestilling til læsesalen med ordlyden ”den i den brune kasse”. Men det skal man ikke hænge sig i. Det handler om forfatterens oplevelse af at grave i historien. Forfatterens nærvær i teksten fungerer langt henad vejen som fortælleteknisk greb, og Wind-Friis er en god fortæller, der kan styre uden om de fleste klichéer. Rigsarkivet er for eksempel ikke ’støvet’, hvad det af en eller anden grund ellers altid er, når journalister besøger det. Men den stærkeste fortælling er ikke den om forfatterens eget projekt. Det er den om hovedpersonen. Jens Thomsen var en velstående sognekonge, der som medlem af utallige bestyrelser i andelsbevægelsen og med hele den selvbevidsthed og stolthed, som han i kraft af sin stilling i samfundet kunne mobilisere, blev en ledende skikkelse i en politisk bevægelse med bred folkelig opbakning. Han blev rigsdagsmand, og tusinder lyttede, når han talte. Men han fattede aldrig, at hvad der gjaldt som gangbar mønt i politik i midten af 1930erne, var uden værdi ti år senere. Han forstod ikke, hvorfor han stod under anklage. Bogens clous er kapitlet om hans forgæves ansøgninger om pension til Rigsdagens præsidium. Juridisk havde han ret til den, men han forstod ikke, hvorfor anmodningerne måtte afvises af politiske grunde. Det er i udgangspunktet ynkeligt, men det er også mere end det. Lea Wind-Friis får det løftet op til at være en fortælling af tragisk tilsnit.

(Kristeligt Dagblad, 8. marts 2024. Avisen havde valgt en længere rubrik.)

Ufrihedens pris

 Dennis Nørmark, Ufrihedens pris

”Hvordan vi lærte at tro, at vi ingenting kan” er bogens undertitel. Som læser føler jeg mig ikke rigtig inviteret med ind i dette ’vi’, som Dennis Nørmark nok heller ikke selv mener at tilhøre. Ærindet er ellers både sympatisk og opbyggeligt, nemlig at man kan og bør have tillid til, at mennesker kan forvalte deres eget liv og arbejde. Han giver et eksempel fra Holland, hvor man har gjort forsøg med at ophæve færdselsrestriktionerne og -reguleringerne på en central plads i byen Oosterwolde, og det viser sig, at gående, cyklister og bilister godt kan finde ud af det. Eksemplet befinder sig i mange siders afstand fra en anden iagttagelse, som Nørmark har gjort i Nærum, hvor han bor. En parkeringsplads ved et supermarked er præget af en aggressiv adfærd blandt bilisterne. Heller ikke den er reguleret, så hvorfor kan man have tillid til de gode folk i Oosterwolde og ikke borgerne i Nærum? Det er fordi bilisterne i Nærum typisk har ledelsesstillinger, må man forstå, og ledere kan Nørmark ikke lide, fordi moderne ledelse bygger på mistillid til medarbejderne, siger han. Derfor er den dysfunktionel.

Men bogen begynder nu et helt andet sted, nemlig med frihed. Nørmark gennemgår begrebets historie, og med henvisning til bl.a. Isaiah Berlin understreger Nørmark, at frihed ikke er det samme som lighed. Nørmark bruger også en del plads på at argumentere for, at mennesket oprindeligt levede i frihed. Han bruger bl.a. udgravningen af en oldtidsby i det nuværende Ukraine som eksempel. Her er ikke fundet nogle pragtbyggerier, der tyder på tilstedeværelsen af nogen kongemagt eller lignende, kun hundredvis af tomter efter helt ens huse på 5 gange 10 meter med hver deres have. Det skulle så ifølge Nørmark være dokumentation for at oldtidens ukrainere levede i frihed. Jeg ville snarere sige, at det er dokumentation for en bemærkelsesværdig lighed, konformitet og central planlægning. Næsten som et rækkehuskvarter i Nærum.

På papiret forekommer Nørmark at være liberal, for liberalismen er kendetegnet ved at have tillid til menneskets skaberkraft og hittepåsomhed. Men i virkeligheden er store dele af hans argumentation konservativ, ja sine steder udtalt modernitetskritisk, måske endda kommunitaristisk. Konservatismen bygger på en grundlæggende mistillid til lalleglade liberalister. Når konservative er skeptiske over for forandringer, skyldes det ikke, at verden er ideel, men at ønsker om at forbedre den sjældent ledsages af de til formålet nødvendige evner. Så det mest værdifulde, vi kan overdrage til efterkommerne er ikke, hvad vi skaber, men hvad vi ikke ødelægger. Det er også grunden til, at bogen ikke hænger sammen. Han kan et sted hævde, at folk sagtens kan finde ud af at færdes i trafikken uden al den regulering, men i et andet kapitel må han indrømme, at ”almindelige menneskers evne til at forstå, hvilke farer de rent faktisk burde bekymre sig om, og hvilke de burde ignorere, er notorisk ringe.” Et sted kan han hævde, at moderne ledelse bygger på kontrol og regler, og det næste øjeblik kan han fremhæve Britta Nielsen-sagen som et eksempel på, hvad der er galt med moderne ledelse. (Problemet var kort fortalt, at Britta Nielsens ledelse havde tillid til hende. Det skulle den som bekendt ikke have haft.)

Når det handler om trafik, kan det måske godt være, at isolerede studier af enkelte vejkryds viser, at deregulering er en fordel. Men når man hæver blikket lidt, taler tallene deres tydelige sprog. I 1971 havde Danmark ingen selepligt eller hastighedsgrænser, væsentlig færre biler og 878 dræbte i trafikken. Det tal er nu faldet til langt under en fjerdedel, og den væsentligste årsag er entydigt regulering og lovgivning. Og hvis Dennis Nørmark vil have en illustration af, hvad manglende regulering gør ved trafiksikkerheden, skal han blot tage til Indien. Han kan også fremhæve færdselsregler, der forekommer overflødige, men han har tilsyneladende ikke tillid til politiets evne til at håndhæve dem hensigtsmæssigt.

Dennis Nørmark har selvfølgelig meget imod restriktionerne i forbindelse med Covid-pandemien. Han er også ivrig kritiker af velfærdsstaten i traditionen efter Henrik Stangerup, Jørgen S. Dich og Henning Fonsmark. Han mener selvfølgelig også noget om børn og unges trivsel, skovbrande, bygningsreglementet og meget andet. Bedst er bogen, når han tager fat på den kolossale vækst, der har været i den sidste menneskealder i ledelseslagene på store arbejdspladser, private såvel som offentlige. Det kunne der være kommet en ferm lille pamflet på 45 sider ud af. I stedet skal læseren igennem godt 400 sider af ikke særlig sammenhængende strøtanker, eksempler, statistik, anekdoter og iagttagelser. 

(Kristeligt Dagblad 3. nov. 2023, redaktionen valgte en anden rubrik)

Manden med den imaginære monokel

Anne Sofie Kragh, Showbiz

Morten Messerschmidt er født i 1980 og har været aktiv i Dansk Folkeparti i langt over halvdelen af sit liv. Han blev valgt til Folketinget første gang i 2005. I 2009 blev han valgt til EU-parlamentet, og blev genvalgt 5 år efter med det højeste personlige stemmetal nogensinde afgivet ved et dansk valg, 465.758, eller mere end hver femte afgivne stemme.

Han troede, at han kunne gå på vandet. Det kunne han ikke. Nedturen blev voldsom, både for ham selv og Dansk Folkeparti. Det er der ingen grund til at dvæle ved, for historien er velkendt for den flittige avislæser. I den forstand bringer Anne Sofie Kragh ikke noget nyt frem i sit portræt af den garvede, men stadig relativt unge politiker. Bevares, hun kan fortælle, at han sigtede efter formandsposten i partiet, mens han endnu benægtede det offentligt. Det var noget, som enhver politisk mandagstræner havde gættet efter partiets betydelige nederlag ved folketingsvalget i 2019. Det er ikke oplysningerne. Det er mere nerven i det interview fra 2020, da Messerschmidt betroede sig til Kragh om, at han gik efter formandsposten, der er det afgørende. Ordvekslingen mellem de to er gengivet med en dramatisk forståelse, der kunne have hjemme i et filmmanuskript.

Bogens titel stammer fra en episode fra, da anklagemyndigheden i 2021 havde besluttet at rejse tiltale mod Messerschmidt for misbrug af EU-midler. Da han i den anledning skulle møde pressen, var han ledsaget af en ny medarbejder i partiets presseafdeling, som var lidt beklemt ved situationen. Lige inden de gik på scenen, beroligede han medarbejderen: ”Bare rolig. It’s only showbiz.”

Skal man udlede en analyse af Kraghs bog, er den sætning på den ene side central, fordi Messerschmidt er fuldstændig klar over, at politik handler om iscenesættelse og at han som politiker påtager sig en rolle. Han medgiver selv, at hans sprog, tonefald, gestik og selv det øjenbryn, som han hæver for at omslutte den imaginære monokel, er nøje indstuderet.

På den anden side efterlader bogen også et indtryk af et uforstilt og trofast menneske. Uforstilt er han i sin hengivenhed for vin og opera, et stykke vej fra hans kernevælgers foretrukne rusmidler og underholdning. Trofastheden gælder mennesker, der står ham nær, og partiet. Med ideologien forholder det sig mere fleksibelt. Han var i sine unge år tæt knyttet til en af dansk politiks mest særprægede begavelser, Mogens Camre, der blev en erstatning for den far, han dårlig nok havde kendt. Camre var forhenværende socialdemokrat, men stadig i sin kritik af den socialdemokratiske velfærdsstat præget af en fordelingspolitisk tankegang. Men så mødte han Søren Krarup og Jesper Langballe, der bragte ham på sporet af den værdipolitiske akse, der skærer den fordelingspolitiske i en 90 graders vinkel. Af den unge liberale økonomist – og kirkesanger – blev der en nationalkonservativ kirkegænger. 

Tættest på mennesket Messerschmidt kommer vi i beskrivelsen af hans forhold til Dot Wessmann, med hvem han har dannet par i 15 år. Det kom til et brud mellem dem, da hendes voksne datter var ude for en alvorlig ulykke. Wessmann følte sig svigtet af ham, og Messerschmidt giver hende i dag ret. De fandt sammen igen. Den gensidige forbundethed og hengivenhed er åbenlys. Kort tid efter led Messerschmidt et sammenbrud i forbindelse med, at sagen om EU-midlerne skabte overskrifter. Anne Sofie Kragh giver i den anledning inden for blot tre punktummer et eksempel på, hvor effektiv en fortæller hun er: ”I de næste syv måneder var Messerschmidt nede med stress. Klædt i slåbrok og fuldskæg. Ingen fez.” Mere skal der ikke til, når man i forvejen er blevet introduceret for Messerschmidts omhu med egen fremtræden, herunder hans faible for hovedbeklædninger. Det er både direkte og solidarisk skrevet.

Det blev et enkelt ’like’ på Facebook, der afgjorde Morten Messerschmidts politiske skæbne. Han blev dømt ved byretten i Lyngby for uretmæssig omgang med EU-midler, men den ene, den juridiske, af de tre dommere ’likede’ derefter et opslag på Facebook af Søren Pind, der omtalte og vurderede sagen mod Messerschmidt. Det gjorde, at dommeren måtte vurderes som inhabil. Dommen blev derfor forkastet og sagen blev genbehandlet ved byretten i Lyngby med andre dommere. Messerschmidt blev i den nye sag - bl.a. på grund af ændrede vidneudsagn - frikendt. Hvis man skal tale om sommerfugleeffekten, findes der næppe noget bedre eksempel. Et enkelt uforsigtigt klik med musen fra en byretsdommer var nok til at holde Danmarks største stemmesluger ved magten i Folketinget.

Dette er ikke den bog, som Morten Messerschmidt selv ville have skrevet. Men det er nok den bog, som gør mere for Morten Messerschmidt end han ville have kunnet gøre på egen foranledning. Den er ikke ukritisk. Kragh får et par steder pillet ved Messerschmidts selvforståelse, men ikke på en måde, der stiller ham mere ufordelagtigt i læserens øjne. Hun lader ham fremstå med præcis den grad af skrøbelighed og sårbarhed, som tidsånden tilsiger som passende inden for rammerne af det, som enhver kan google sig til.

Kragh har ikke været ”i hælene på Morten Messerschmidt” i nogen særlig grad. I realiteten bygger bogen på de interviews, som Kragh gennemførte i forbindelse med et portræt i magasinet Euroman i 2014 og iagttagelser og interviews, som Kragh har foretaget pletvist i de seneste fire år. Det er nok til, at hun kan levere et godt bud på et portræt af Morten Messerschmidt. Ingen tvivl om, at vi har at gøre med en kvalificeret og iagttagende fortæller. Det er en afgørende, men ingen udtømmende biografi.

(Kristeligt Dagblad 27. okt. 2023. Det indskudte "- bl.a. på grund ændrede vidneudsagn -" er tilføjet denne version)