Friheden er konkret

Timothy Snyder, Om frihed, Gads Forlag, 428 sider

Timothy Snyder er blevet en af de mest betydningsfulde intellektuelle røster i den engelsksprogede offentlighed, når det handler om Ukraine. Det ved han også godt selv. De henkastede referencer til samtaler, han har ført med centrale aktører som f.eks. den ukrainske præsident, afspejler en vis selvbevidsthed. Det samme gør hans insisteren på, at han selv har haft ret hele tiden. Det udelukker slet ikke, at der er en grund til at lytte til Snyder, for han er som tænkende historiker i en klasse for sig og en konsekvent og velargumenteret kritiker af både Trump og Putin. Hans bog, Vejen til ufrihed, udgivet på dansk i 2018 har vist sig at være en foruroligende præcis forudsigelse af meget af det, der er sket siden.

I denne bog om frihed forsøger Snyder at definere sit emne positivt. Frihed er ikke en frihed fra kapitalmagt, stat, beskatning eller noget som helst andet. Derfor finder han også modsætningsforholdet mellem frihed og sikkerhed kunstigt, altså den betragtning at prisen for sikkerhed er opgivelsen af frihed. Man sælger ikke ud af friheden ved at vælge sikkerheden. Lidelse er ikke nødvendigvis frihedens pris. Struktur og orden er frihedens forudsætning, ikke dens modsætning. Bag disse betragtninger ligger den konkrete tilstand i Ukraine og den politiske situation i USA. Frihed bliver kun til i relationer, solidaritet, afhængighed, fællesskab. Med en skjult reference til Rousseau skriver Snyder: ”Vi får at vide, at vi er ’født frie’: Men det passer ikke. Vi fødes skrigende, fastgjort til en navlestreng, tilsølet af en kvindes blod. Om vi bliver frie, beror på andres handlinger, på de strukturer, der muliggør disse handlinger; på de værdier, der giver liv til disse strukturer – og først derefter på vores glimt af spontanitet og mod til at træffe egne valg.” 

Til at underbygge sine tanker bruger han tænkere som Simone Weil, Václav Havel og Edith Stein, men grundlæggende forankrer han sine principielle pointer i det, som historikere somme tider kalder kontingente sandheder, altså fænomener, der er bestemt af omstændighederne og ikke af universelle lovmæssigheder. 

Hvad der for en amerikaner muligvis kræver stor intellektuel anstrengelse, er fra en hjemlig – skandinavisk – betragtning temmelig banalt. Snyder abonnerer på et nærmest socialdemokratisk frihedsbegreb. Staten er ikke skurken. Adgang til statsligt finansieret forsorg, sygeforsikring og uddannelse er ikke frihedens fjende, men en tilvejebringelse af muligheder for de mange og dermed frihed for flere. Økonomisk lighed er et fælles gode og står ikke i vejen for økonomisk vækst. Når USA i dag er verdens suverænt rigeste land målt på bruttonationalprodukt per capita er det en gennemsnitsbetragtning, der dækker over kolossal ulighed. Størstedelen af den økonomiske vækst i USA de seneste fire årtier er kun kommet et fåtal til gode. Flertallet af amerikanerne har i deres levetid kun oplevet økonomisk stagnation. Et barn født i USA i 1940 havde en overvældende chance for at få en højere livsindkomst end sine forældre. Et barn født to generationer senere har væsentligt dårligere odds. Det truer samfundspagten. Det store paradoks er, at denne krise har fået et overvældende antal amerikanere til at stemme på en mand, der slet ikke har tænkt sig at gøre noget ved netop dette problem, tværtimod.

Snyder er som sagt klog, men også ganske ordrig. I stedet for en klart optrukket pointe, der snor sig tydeligt gennem historiens landskab, flyder bogen over sine bredder og efterlader indtrykket af en forskelsløs mængde af iagttagelser, et broget patchworktæppe af betragtninger. Den er opbygget i kapitler, der når langt omkring, og de er igen opdelt i afsnit, der krydsklipper fra antikken til nutidens Ukraine og USA og ikke mindst Snyders eget liv, både forstået som egentlig selvbiografi og som reportage fra hans mange rejser. Han lægger vægt på, at han er rundet af landets marv, Midtvestens landdistrikter, med en sund interesse for nationalsporten baseball. Det er ham meget om at vise, at han ikke bare er en verdensfjern akademiker, der skuer ud over verden fra sit elfenbenstårn på sit eliteuniversitet (Yale) men at han er forankret i den samme virkelighed som flertallet af amerikanere. Det er imidlertid også en udtalt svaghed ved bogen, at dens forfatter er lidt for optaget og måske endda imponeret af sig selv. Snyder må anerkendes for sit væsentlige anliggende, sin indsigt og jugement, men han har også brug for at holde fokus på sagen.

(Kristeligt Dagblad 28. marts 2025. Avisen valgte en anden rubrik. Enkelte rettelser i teksten.)

Vold som politisk middel

 Charlie Krautwald, Kampen om gaderne. Propaganda, protest og politisk vold i 1930’erne. Gyldendal

Charlie Krautwald behandler i sin veldokumenterede bog aktivismen og voldskulturen i de politiske ungdomsbevægelser i 1930erne. Det er en prisværdig undersøgelse, der bidrager til forståelsen af og diskussionen om vores demokratis ophav og natur. Den viser, at landbrugskrisen og den store arbejdsløshed efter den økonomiske krise, der brød ud i slutningen af 1920erne, skærpede konkurrencen mellem ungdomspartierne – især kommunisterne, de konservative og socialdemokraterne – om synligheden i det offentlige rum i byerne. De plakater, som et parti satte op, blev systematisk pillet ned af modstanderne. Der blev arrangeret parader, marcher og demonstrationstog, der somme tider udviklede sig til slagsmål, når modstanderne mødte op eller når politiet forsøgte at gribe ind. Det førte til, at politiet måtte ændre strategi, og partierne indførte særlige uniformerede og trænede korps, der skulle skærme deres egne mod angreb fra de andre. Hos Konservativ Ungdom hed de ”Stormtropperne”, hos Danmarks socialdemokratiske Ungdom ”Ordensværnet” og hos ungkommunisterne ”Arbejderværnet”. De blev på linje med nazisterne i april 1933 omfattet af det uniformsforbud, der også kom til at ramme sagesløse spejdere. Det holdt dog i første omgang ikke partierne fra indgå i mere eller mindre organiserede gadekampe. Først i løbet af et par år blev korpsene afviklet med de konservatives som det sidste. Det er derfor dem, der huskes bedst.

Bogen indledes med en noget dristig påstand, nemlig at så godt som ingen dansk historiker har ”undersøgt indholdet i 1930’ernes kamp om gaderne”. Det passer ikke helt. Alene inden for de seneste par år er der kommet flere gode bøger, der går tæt på nogle af de mest aktive: Lars Halskovs biografi om kommunisten Richard Jensen, Lea Wind-Friis’ om Jens Thomsen, der var en ledende skikkelse i den meget aktivistiske konkurrent til Landbrugsraadet, Landbrugernes Sammenslutning, og ikke mindst Claus Bundgaard Christensens virkelig interessante bog om den decideret voldsdyrkende nazist Wilfred Petersen. Dertil kommer flere akademiske afhandlinger om politisk radikalisering og udviklingen i politiets ordenshåndhævelse i perioden.

Det er altså ikke ukendt terræn, Krautwald begiver sig ud i, men hans tilgang er en anden end de fleste andres. Den ligger i forlængelse af Rene Karpantschofs bog om ”De stridbare danskere 1848-1920”. Den tager et opgør med den såkaldte konsensusfortælling om den politiske udvikling i Danmark, der gerne tegner en lige linje fra det 19. århundredes folkelige bevægelser gennem arbejderbevægelsen til opbygningen af den fredelige, demokratiske velfærdsstat efter krigen. Den proces rummede mange korporlige konflikter og elementer af politisk motiveret vold. Spørgsmålet er, om man betragter denne vold som en anomali, altså som midlertidige, importerede eller situationsbestemte afvigelser fra den generelle udvikling, eller som en integreret del af historien. Krautwald mener det sidste, og det begrunder han med en teori om, at vold er en nødvendig forudsætning for forandring: ”Den eneste måde, hvorpå marginaliserede interesser uden for det etablerede system kan blive hørt, er gennem et brud med det parlamentariske systems spilleregler.” Det er ikke en pointe, han egentlig følger til dørs, så den står faktisk og flagrer lidt.

Bogen bygger på Krautwalds phd-afhandling, og forvandlingen fra den akademiske genre til en egentlig bog er ret vellykket. Sproget flyder – noget ordrigt – men let, og det oplysende noteapparat er diskret pakket væk på de sidste sider. Fremhæves må de mange illustrationer, først og fremmest pressefotos, der spiller en central rolle for dokumentationen af den politiske gadekulturs scenografi og koreografi.

(Kristeligt Dagblad, 26. marts 2025, avisen valgte en anden rubrik.)

Stormen på Børsen 1918 | Arbejdermuseet

Grønlands amt

 Jens Lei Wendel-Hansen: Grønlands Amt. Aarhus Universitetsforlag

”Grønlands Amt” er en listig titel til en bog om Grønlands nyere historie, for det er ikke mur- og nagelfast, at der har eksisteret et grønlandsk amt. Grønland havde efter 1953 en status, der svarede til et amt uden helt at være det. Men det er heller ikke pointen. Titlens grønlandske amt er snarere taget fra de forventninger og drømme, som grønlandske politikere havde i begyndelsen af det 20. århundrede.

En af de helt centrale skikkelser i grønlandsk politik på dette tidspunkt, Augo Lynge, skrev i 1931 en roman, hvor han forestillede sig et Grønland, der i fremtiden var fuldt integreret i den danske stat og ligestillet med for eksempel Vejle eller Bornholms Amt.

Det er historien om denne utopi, som Wendel-Hansen drager frem, og det er der grund til at gøre, for det er nemlig en glemt historie, visket ud og overskrevet af en politisk dagsorden, der har brug for at fortælle historien, så den passer ind i det nu dominerende ønske om grønlandsk national selvstændighed. Den version af historien, der understøtter denne politiske dagsorden, lægger vægt på, at Danmark mod grønlændernes ønske søgte at trække dansk sprog og forvaltning ned over hovedet på grønlænderne, og at Danmark kun modstræbende imødekom grønlandske ønsker og krav. Grundlovsændringen i 1953, der eksplicit udvidede forfatningen til også at omfatte Grønland, blev ifølge denne tradition kun gennemført efter internationalt pres, fordi det var danskernes frygt for at blive bragt i forlegenhed i FN, der var drivkraften. Ifølge samme tradition blev den grønlandske politiske bevidsthed først vakt i 1970’erne med den generation, der stod bag oprettelsen af Hjemmestyret i 1979.

Wendel-Hansen gør over for denne tolkning gældende, at grundlovsændringen 1953 og tilblivelsen af ”Grønlands Amt” var resultatet af en langvarig dansk-grønlandsk proces, som var svar på det helt afgørende spørgsmål: Hvordan gør man Grønland til et moderne samfund? Ikke mindst på dansk side var der konservative kræfter, der mente, at man ikke skulle forcere moderniseringen, fordi det ville gå ud over den grønlandske identitet og levevis. Men frem til midten af det 20. århundrede var der almindelig enighed om, at Grønlands vej ind i moderniteten skulle ske i form af en integration i den danske samfundsmodel.

Under krigen var Grønland isoleret fra Danmark, og grønlænderne fik en smagsprøve på den amerikanske livsform, men den fængede ikke som den for eksempel gjorde på Island. Den 5. maj 1945 blev fejret som en genforening med Danmark. Efter krigen fortsatte processen i retning af en modernisering af det grønlandske samfund, og grønlænderne blev fra 1953 repræsenteret i Folketinget med to mandater. Statsminister Hans Hedtoft aflagde besøg på øen i 1948, hvor han bekræftede den politiske linje, der førte til grundlovsændringen, og hans død i 1955 blev i Grønland betragtet som et stort tab.

Den danske delegation informerer i 1954 FN om, 

at Grønland fra og med den 5. juni 1953 ikke 

længere er en koloni, men en integreret del af 

Danmark. Til venstre Augo Lynge.

https://media.un.org/photo/en/asset/oun7/oun7713489

Det var derfor heller ikke tilfældigt, at det hidtil største grønlandsskib blev opkaldt efter Hedtoft. Det sank som bekendt på sin første tur for 60 år siden. Alle 95 ombordværende omkom, herunder folketingsmedlem Augo Lynge. Med skibet forliste så at sige også drømmen om Grønlands Amt. Grønlandsk politik orienterede sig i de følgende årtier i stadig højere grad mod selvstændighed og uafhængighed med forbillede i den afkolonisering, der fandt sted over hele verden.

Spørgsmålet om Grønlands fortid og fremtid har været genstand for en ophidset diskussion de seneste år. Wendel-Hansen er ikke fremmed for denne debat, og han leverer sine pointer sagligt og med skønsomhed. Bogen er skrevet i solidaritet med det grønlandske perspektiv på historien uden at tale de nuværende magthavere på Grønland efter munden, og på den måde udgør bogen et både stilfærdigt og vægtigt bidrag til forståelsen af Grønlands status historisk og indirekte derfor også i dag.

(Kristeligt Dagblad 11. maj 2019)